Simons barndom på værtshus blev til en kamp for at komme ud af misbrug

Simon har i ti år levet et liv med misbrug. Og han har været ved at dø to gange på grund af det. Men nu vil han tage det endelige opgør med stofferne.

Simon går ned i kælderen i ungdomsklubben. Det er her, de hårde typer holder til. Hårde typer i 13-årige Simons øjne, der lige om lidt for første gang skal stifte bekendtskab med de stoffer, der kommer til at præge hans liv de næste mange år frem. Det ved han bare ikke endnu.

- Der er de ældre teenagere, der har knallerter og kører biler. Og så er der pusherne og rockertyperne. Og der er stoffer, pistoler og knive. Alle de hårde drenge, fortæller Simon.

Det er tanken om at være en del af fællesskabet, der i høj grad drager Simon. Et fællesskab, han har haft svært ved at finde i sit liv indtil da. I kælderen sidder nogle af de andre drenge og ryger en joint. Simon får lov at være med, han tager sit første sug og mærker den forbudte røg i lungerne.

- Det er jo det med, at man ikke må, ikke også. Og så giver det sådan et spændende: "Uha, vi prøver lige grænser af her, vi prøver lige loven af her". Det er sejt, det her, og man er en af drengene.  Og så var der allerede streger på bordet dagen efter jo. 

Dagen efter, Simon som 13-årig røg en joint først gang, var han nu også i gang med at prøve at tage kokain.

- Det var sådan, man gjorde lige der. Det gav noget fællesskab, som var noget værre lort. Det udviklede sig meget hurtigt. Det eksploderede i ungdomsklubben. Det var en spændende tid, kan man vist godt kalde det.

Simon var fanget.

Aftalen om det næste år

square to 16x9
Vi laver en aftale om det næste år Foto: Kim Maintz / TV 2 Dokumentar

Simon og jeg møder hinanden første gang på døgnbehandlingscentret Slusen lidt uden for Oksbøl i det sydvestlige Jylland i september 2017.

Jeg er på Slusen, fordi jeg vil lave en dokumentar om behandlingen af unge misbrugere. Jeg vil forsøge at komme tæt på de unge for at finde ud af, hvorfor de igen og igen tager stoffer, selvom de ved, det ødelægger deres liv, og de risikerer at dø af det.

Folk er ved at blive slået ihjel, og politiet kommer. Så skulle jeg gemme mig i et hjørne

Simon som barn

Slusen ligger for enden af en 800 meter lang grusvej omgivet af marker og græssende køer på alle sider og med udsigt til Vadehavet i horisonten. Så langt væk fra de unge misbrugeres vante rammer som muligt.

Døgnbehandlingscentret Slusen set fra luften.
Døgnbehandlingscentret Slusen set fra luften. Foto: Bjørn Fabricius / TV 2 Dokumentar

Det er på det her tidspunkt ti år siden, Simon prøvede stoffer for første gang i ungdomsklubben. Nu sidder han i sin tredje døgnbehandling for at komme ud af misbruget.

Vi aftaler, at jeg må følge ham med kameraet det næste år. Både under hans behandling og når han igen skal ud at klare sig selv. Han ved, det bliver svært, men han har et klart mål for, hvordan hans verden ser ud om et år.

- Om præcis et år vil jeg for det første være clean. Og så vil jeg være i gang med en STX-uddannelse og gennemføre det for at kunne komme ind på arbejdsmarkedet. Jeg vil bare gerne være en del af samfundet igen og hjælpe til.

Spørgsmålet er så, hvordan det vil gå Simon.

Simon hygger sig i gården på Slusen, første gang jeg møder ham.
Simon hygger sig i gården på Slusen, første gang jeg møder ham. Foto: Bjørn Fabricius / TV 2 Dokumentar

Roden til alt ondt

For at forstå, hvorfor Simon sidder i sin tredje døgnbehandling for misbrug som 23-årig, skal man mange år tilbage. 23 år faktisk. De første seks år af Simons liv i Svendborg var uden en far, han aldrig mødte. Og hans mor havde ifølge Simon svært ved at tage sig ordentligt af ham.

Han husker, at han ofte var med på brune værtshuse. Røgen svævede som en tæt sky omkring de grønne, lavthængende lamper over bordene, kolde Odense Pilsnere på flaske klinkede mod hinanden, og lille Simon sad i et hjørne med en sodavand.

- Der er ikke trygt på et værtshus. Og det har været byens værste steder. Det ene øjeblik, der hygger folk sig, der er glæde og skål. Og det andet øjeblik er der slåskamp, og de kaster barstole efter hinanden. Folk er ved at blive slået ihjel, og politiet kommer. Så skulle jeg gemme mig i et hjørne. Det var fucked up.

Menneskeliv skal ikke gå op i penge

Simon

Som seksårig blev Simon anbragt på et opholdssted på Sjælland. Det var mens, han var anbragt, at han prøvede stofferne for første gang som ung teenager. Og herfra udviklede misbruget sig heftigt de følgende år.

- Jeg har taget amfetamin, kokain, MDMA, svampe, crack, røget hash og suget lightergas. Jeg har prøvet det meste på nær heroin. Det har jeg ikke turdet. Jeg har taget en overdosis to gange. Det har sgu været et helvede.

- Hvad tænker du er den største årsag til, du er fortsat i misbrug?

- Jeg tænker, det er det liv, jeg har haft. Den opvækst, svarer Simon og fortsætter:

- Mit misbrug eskalerede, og jeg mistede kontrollen over mig selv. Og det gik op for mig, at jeg havde brug for hjælp til at komme ud af det for at blive mig selv igen. Det er derfor, jeg er i behandling nu.

Det mørke inde i hovedet

square to 16x9
Simon tænker tit over, hvad der er årsagerne til hans misbrug. Foto: Kim Maintz / TV 2 Dokumentar

Jeg følger Simon igennem hans behandlingsforløb, der bedst kan beskrives som en rutsjebanetur. Han har hele tiden målet for øje om at komme ud af sit misbrug, men det går meget op og ned for ham. Det har været hårdt for Simon at få taget stofferne fra sig. Og få dem ud af kroppen.

- Jeg skriger efter at blive clean. At jeg kan være i mig selv og i mine følelser. At holde mig selv ud på gode og dårlige dage. Det er ikke så sjovt at have så meget stoftrang, at du ikke kan tænke.

En stor del af døgnbehandlingen indebærer, at Simon blandt andet går i gruppeterapi, individuel terapi og kunstterapi.

Simon i gruppeterapi.
Simon i gruppeterapi. Foto: Bjørn Fabricius / TV 2 Dokumentar

En dag før Simon skal ind til kunstterapi, sidder han og ruller smøger med sin røde cigaretrullemaskine på værelset. Tobak og Opal-filtre ligger i et stort ildfast fad på bordet, og musikken er skruet op.

Simon snakker med en af de andre unge fra behandlingen om, at de har det svært, stoftrangen er stor, og om de mon får nemt ved at styre at have et dankort igen, da kunstterapeuten banker på døren.

- De andre sidder og venter på digsiger hun til Simon, der ikke rigtig gider deltage.

Trodsigt rejser han sig alligevel og går med ind til de ventende unge misbrugere, der sidder klar i rundkreds med karton og farvelader i skødet, mens den armenske musiker Djivan Gasparyans toner fylder kunstværkstedet.

Simon begynder at tegne havet som et tegn på liv. Og så en grøn dråbe, der skal symbolisere håb. Men kort efter begynder mørke tanker at diktere, hvad han får ned på papiret. 

Simons mørke tanker tager over i kunstterapi.
Simons mørke tanker tager over i kunstterapi. Foto: Bjørn Fabricius / TV 2 Dokumentar

For Simon bliver det sværere og sværere i behandlingen, jo længere tid der går.

- Jeg holder i med tænderne. Jeg har lyst til at sige: "Fuck det hele" og tage væk, fortæller han.

To dage efter, Simon havde været til kunstterapi, skulle jeg have besøgt ham igen. Men han ringede til mig sent aftenen før:

- Jeg er smuttet fra behandlingen.

Fra Slusen til Sydfyn - før tid

square to 16x9
Simon på havnen i Svendborg, efter han er smuttet fra Slusen. Foto: Kim Maintz / TV 2 Dokumentar

I stedet for en tur til det sydvestlige Jylland, mødes vi på havnen i Svendborg. Omgivet af skrigende måger og børn, der holder efterårsferie med deres forældre, fortæller Simon, hvorfor han smuttede.

- Jeg kunne ikke klare det mere. Det var for hårdt. 

- Men du kan vel ikke forvente, det er et spaophold, når du skal i behandling for at komme ud af dit misbrug?

- Nej, det er det heller ikke.

- Du havde vel heller ikke regnet med på forhånd, at det ville blive let?

- Nej. Jeg vidste godt, det her ville blive tough. Men jeg havde ikke forventet, det ville blive tough tough. Altså meget. 

Simons døgnbehandling har kostet det offentlige over 50.000 kroner om måneden. Jeg spørger ham, om de penge ikke er spildt, når han nu vælger at smutte før tid.

- Det er ikke spildt, nej. Det er slet ikke spildt. Det er mange penge, det er det. Men menneskeliv skal ikke gå op i penge. Jeg har gennemført de første tre måneder uden noget som helst pis og lort. Jeg har holdt min sti ren og bevist overfor mig selv, at jeg kan godt.

- Så det tager du med dig videre fra behandlingen?

- Det tager jeg helt sikkert med. Og det skal jeg holde fast i. Jeg har prøvet nogle ting, og jeg lærer af mine fejl hver eneste gang. Jeg dummer mig ikke to gange i samme fejl, mand.

Simon bunder det sidste af sin kakaomælk og smider den i skraldespanden, inden vi aftaler at ses igen.

"Tilbage i samme fucking dur"

square to 16x9
Stuen i Simons nye lejlighed. Foto: Kim Maintz / TV 2 Dokumentar

Simon bor forskellige steder rundt omkring i Svendborg den kommende tid. På sofaer hos bekendte og på forsorgshjem, indtil kommunen hjælper ham med at få en lejlighed på et tidligere kollegie, der nu primært bliver brugt til flygtninge.

Simon hygger sig med en thebolle i sofaen, da jeg kommer hjem til ham. Det store fladskærms-tv er tændt med computeren koblet til, og lyden fra musikvideoerne på Youtube kører ud af surround sound-anlægget, mens Simon bliver opdateret på seneste nyt i sagen om drabsmanden Peter Madsen på EB.dk.

Vasketøjskurven er fyldt til bristepunktet, og sorte sække og kasser med flyttegods står uåbnet rundt omkring og har ikke udsigt til at blive åbnet foreløbig. Ovenpå et knaldrødt, langhåret tæppe midt i rummet står sofabordet, hvor posen fra Føtex-bageren med flere theboller ligger.

Men der er også andre ting end bagværk og hjemmerullede cigaretter på Simons bord. For den nye lejlighed er ikke den eneste forandring i hans liv, siden jeg så ham sidst.

- Det er et hverdagsproblem igen. Misbruget. Hverdagsmisbrug. Tilbage i samme fucking dur igen, konstaterer han.

Simon er i misbrug igen Video: Kim Maintz Valentin

- Nu har jeg lige røget, så er det sådan arhh. Det er helt befriende. Det er så rart. Før var det sådan noget ukontrolleret shit. Nu er det stilhed. Helt stille. Det er dejligt.

Det er seks måneder siden, vi aftalte, at jeg skulle følge Simon i et år. Og selvom han forlod sin behandling og er tilbage i misbrug, så har han ikke afskrevet tanken om at nå at komme ud af misbruget, inden det år er gået.

- Jeg skal være positiv, og jeg skal hanke op i mig selv, tænker jeg.

Kort efter besøget hjemme hos ham sendte han en besked til mig, som jeg ærligt talt blev ret overrasket over at modtage.

Simon
Hej Kim. Jeg har en fantastisk nyhed :-)
Kim
Hej Simon. Det lyder da godt. Hvad er det for en nyhed?
Jeg har fået job i Fakta :-)

Ny i job

square to 16x9
Simon på sit nye arbejde Foto: Kim Maintz / TV 2 Dokumentar

For første gang i fem år skal Simon igen til at gå på arbejde. Han er blevet 1. assistent og nøglebærer i den lokale Fakta.

Da Simons arbejdsdag slutter klokken 22, går vi gennem Svendborgs gader tilbage til hans lejlighed.

- Der har været kunder ind, kunder ud, kunder ind, kunder ud. Jeg kan godt mærke mit hoved, det er ved at 'puf', siger Simon, mens hans arme gestikulerer, at hovedet er ved at sprænge.

- Jeg skal fandme hjem at slappe af mand, fortæller han, mens han går målrettet afsted.

Selvom han er begyndt at arbejde, står der stadig noget på bordet, der også stod der sidst, vi var der sammen.

- Du kan stadig se sjoveren der, siger han med et smil på læben.

Simon har stadig sin bong stående.
Simon har stadig sin bong stående. Foto: Kim Maintz / TV 2 Dokumentar

- Det er min måde at slappe af på.

En af grundene til, jeg følger Simon, er for at forsøge at forstå, hvorfor han ikke bare kan lade være med at tage stoffer. 

- Jeg tænker bare, at jeg er ikke afhængig af euforiserende stoffer eller hash, så jeg tænker, hvorfor kan du ikke bare lade være?

- Jeg kan godt lade være. Hvis jeg vil. Og det er den der med at ville. Det er ikke altid, jeg vil. Nogle gange så er jeg ligeglad. Jeg skal være mig. Og det er mig, det handler om nu.

Simon gør sin bong klar og tænder op endnu en gang, mens vi snakker videre.

- Får du det bedre af at ryge?

- Ja. Også fordi jeg ikke kan holde mig selv ud.

- Det er dig selv, du har det svært med?

- Ja, og hvad er det så? Dårlige tanker, kalder jeg dem. Dem, man ikke har lyst til at høre på. Noget af det er så sort. Og klamt.

Efter Simon har røget, er der noget, han gerne lige vil vise mig, han har købt.

Han tænder for en lampe, der står på en hylde og begynder at klappe foran den. Det er lidt uklart for mig, hvad der lige foregår. Lampen begynder at lyse i takt med hans klap og skifter samtidig farve.

Musikken i lejligheden får et ekstra nøk op på volumeknappen, og lampen begynder at blinke i takt med bassen. Simon tænder for en stroboskoplampe, tænder for en tredje kontakt og 20 sekunder senere kan vi ikke se hinanden på grund af røg i hele rummet. Simon er blevet "diskoteksejer".

Simon viser sit hjemmediskotek frem Video: Kim Maintz Valentin

Selvom Simon har fået sig et arbejde, et hjemmediskotek og virker glad, sender han mig en knapt så festlig besked allerede en uge senere.

Simon
Hej Kim… Det lidt svært men jeg har sagt op.. Mit misbrug står i vejen for det (…) det var med tåre i øjnene ;-( Skal i døgnbehandling for at komme ud af mit misbrug.

 

En chance til

square to 16x9
Simon tilbage på Slusen. Foto: Bjørn Fabricius / TV 2 Dokumentar

Ni måneder efter Simon forlod sin døgnbehandling før tid, står han igen på gårdspladsen foran Slusen for enden af den lange grusvej langt fra alting. Svendborg Kommune har bevilliget ham hans fjerde døgnbehandling. En ansat kommer ud og tager imod ham.

- Det er sidste gang. Det kan jeg love dig, siger Simon til hende.

Den ansatte spørger ved indskrivningen, om urinprøven vil slå ud på noget, og hvornår han sidst har røget.

- Den vil slå ud på hash. Jeg røg en halv time, før jeg kom. På vej herover.

Et år efter er Simon altså tilbage, hvor jeg mødte ham første gang. Men nu skal drømmen om et stoffrit liv gå i opfyldelse.

- Nu er det fjerde gang, du begynder i døgnbehandling. Hvorfor tror du på, det går bedre denne her gang?

- Det er sgu svært at forklare. For mig er tro noget, der kommer og går. Jeg tror da stadigvæk på, jeg nok skal komme i mål. Nu ved jeg så bare, hvad jeg skal gøre bedre til næste gang.

Da jeg forlader Slusen, har jeg min tvivl om, hvorvidt det nu vil lykkedes for Simon at komme ud af sit misbrug. For i mit møde med ham har jeg mærket, hvordan hans indre uro fylder så meget, at trangen til at få dulmet den med stofferne er enorm. Men jeg ved også, at der ofte skal flere behandlingsforløb til, før det lykkes en misbruger at kvitte stofferne for altid. Måske bliver det denne gang for Simon.

Se første del af dokumentaren 'Opgøret med stofferne – Et år, tre skæbner', der følger Simon og to andre unge misbrugere, allerede nu på PLAY. Eller på TV 2 torsdag den 1. november klokken 20, hvor du også kan se snigpremiere på del to fra samme tid.