52-årig fynbo tog 5353 armbøjninger for at støtte 'Knæk Cancer'

I samarbejde med TV 2/Fyn

Det er ikke uden grund, at Henning Duvander bliver kaldt 'Jernmanden'.

Familien var samlet på forreste række i træningscenteret OBBC i Odense, da 52-årige Henning Duvander Iversen lørdag lå og pumpede 5.353 armbøjninger for at støtte 'Knæk Cancer'.

Magtdemonstrationen tog knapt otte timer, og mens "Jernmanden", som venner kalder ham, lå og svedte i træningscenteret, strømmede pengene ind på nettet. 

I skrivende stund har Henning Duvander Iversens indsamling rundet de 55.447 kroner. De indgår i den samlede pulje, der doneres til Kræftens Bekæmpelse i forbindelse med årets 'Knæk Cancer'-indsamling.

Laver 120.000 styks årligt

Det er fjerde år i træk, at Henning Duvander Iversen støtter 'Knæk Cancer' ved at lave armbøjninger. Og netop armbøjninger er en nærligende måde for ham at samle ind. 

Han laver nemlig 120.000 af slagsen årligt. Den slags kommer man naturligvis ikke sovende til, og han træner da også tre timer hver dag. Noget, familien bakker op om.

- Vi elsker alle sammen at træne. Det er en hobby, vi har sammen. Nogle laver familiehygge ved at spille brætspil og drikke rødvin. Vi hygger os på en anden måde, når vi træner sammen, siger sønnen Mike Duvander Iversen. 

Han var sammen med sine to søskende og sin mor afsted for at støtte sin far, da han lørdag svedte i kampen for at knække cancer. 

På tur havde de ansvaret for at tælle de mange armstrækkere.

- Han er simpelthen så sej, lød det fra hans hustru Annette Duvander Iversen.

Også Mike Duvander Iversen var stolt af sin far.

- Det er super fedt og meget motiverende at være vidne til. Man kan godt være stolt af at være en del af det her arrangement i dag, sagde han til TV 2/Fyn.

Fejres med fest og koldskål

Hovedpersonen selv var en mand af få ord - hvilket vist er forståeligt nok - da han lidt før 14 afsluttede armbøjningsvanviddet.

Er du tilfreds med din indsats?

- Ja, det synes jeg da selv. Meget.

Du har en kollega på ryggen her til slut. Hvordan kan det være?

- Det er for at vise, at jeg ikke er kørt helt i bund. Man kan stadig være i fin form, selvom man fylder 53 på mandag.

Hvordan skal det her fejres?

- Med en klubfest i aften, svarede Henning Duvander Iversen og tilføjede: 

- Og koldskål.