Hundredevis af militærkøretøjer på danske veje på vej mod Norge

16x9
ARKIVFOTO. Det er køretøjer som dette, der lige nu kører på vejene i Danmark. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

40.000 soldater fra NATO-lande skal træne angreb i Norge.

Hundredvis af militærtransporter krydser i disse dage Danmark. 

Militærtransporterne kommer fra Frankrig, Holland, Tyskland og England og skal til Norge for at deltage i en stor NATO-øvelse. 

Jens Lyndborg, som er oberst i Forsvaret, fortæller, at cirka 40.000 soldater - heraf 1300 danske soldater - deltager i øvelsen. 

- Der er en masse logistik i det. Bare det at bringe 40.000 soldater til Norge er en øvelse i sig selv. Det sender også et signal om, hvad vi egentlig er i stand til, lyder det fra Jens Lyndborg.

Træner scenarie om angreb

Formålet med øvelsen er at træne denne slags operationer. Soldaterne øver blandt andet angreb og landgang i Norge, og de træner et scenarie, hvor Norge er blevet angrebet af en fremmed magt.

De militære køretøjer kan altså ses på vejene i Danmark, fordi andre NATO-lande som en del af scenariet skal komme Norge til undsætning. 

Sidste køretøjer kører i weekenden

Øvelser af denne størrelse afholdes omkring hvert tredje år.  

Jens Lyndborg kan ikke sige, præcis hvor mange køretøjer der passerer Danmark. 

- Men det er flere hundrede, understreger han. 

De sidste køretøjer kører igennem Danmark i weekenden. NATO-øvelsen varer indtil starten af november, og Jens Lyndborg kan ikke med sikkerhed sige, om militærtransporterne kører tilbage ad de danske veje, eller om de bliver sejlet.