Aldersgrænse på solarium vil give færre tilfælde af kræft, viser undersøgelse

En ekspert roser studiet og opfordrer politikerne til at komme på banen.

3730. 

Så mange tilfælde af hudkræft og modermærkekræft kan i 2045 potentielt undgås, hvis politikerne indfører en aldersgrænse på 18 år for brug af solarium. 

Hvem dyrker solarium?

  • 11 procent af de 15-20-årige har dyrket solarium indenfor det seneste år. 
  • 13 procent af de 21-25-årige har dyrket solarium indenfor det seneste år. 
  • Der er lige mange unge drenge og piger, som er nuværende solariebrugere.
  • Cirka hvem femte unge tidligere eller nuværende solariebruger var under 14 år, første gang de lagde sig ind i et solarium.

Kilde: Rapport fra Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden 'Unges solarievaner 2017'. 

Det slår Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden fast i et nyt studie. Med studiet ønsker de at få politikerne til at indføre en aldersgrænse, så man skal være 18 år for lovligt at lægge sig ind mellem de blå-hvide stråler. 

- UV-stråling er mere kræftfremkaldende, jo yngre man er. Langt de fleste starter med at bruge solarium, når de er 13-15 år, og hvis vi kan få udsat det, vil der i sidste ende være færre, som starter med at bruge solarium, siger Peter Dalum, som er projektchef hos Kræftens Bekæmpelse. 

- Verden ramlede for øjnene af mig

48-årige Camilla Asbo Lillebæk dyrkede solarium, fra hun var 15 år, til hun var 18. Hver anden dag lagde hun sig ind i solariet.

Hvis jeg havde vidst, hvad mit solarieforbrug ville medføre, havde jeg aldrig gjort det

Camilla Asbo Lillebæk, tidligere kræftpatient

I 2009 fik hun konstateret modermærkekræft, mens hun var gravid. 

- Verden ramlede for øjnene af mig, fortæller Camilla Asbo Lillebæk. 

Camilla Asbo Lillebæk er rask i dag, og hun undrer sig over, at politikerne ikke tidligere har indført en aldersgrænse for brug af solarium.

- Jeg synes, det er fantastisk, hvis man kan undgå, at unge begynder at dyrke solarium. Hvis jeg havde vidst, hvad mit solarieforbrug ville medføre, havde jeg aldrig gjort det, siger hun. 

For hende har modermærkekræften betydet månedlige kontroller, som nu er sat ned til en kontrol om året. 

- For 14 dage siden fik jeg tjekket et modermærke, så nu håber jeg bare, at der ikke er noget med det, afslutter Camilla Asbo Lillebæk. 

Forsker: - Beviset er stensikkert

Peter Hokland, der er forsker ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, roser studiet.

- Jeg kan kun nikke til konklusionen og håbe, at politikerne kommer på banen. Især i en situation, hvor de end ikke kan nå til enighed om at øge cigaretprisen til 60 kroner for en pakke.

- Det er faktisk rigtig god forskning, som efter min mening skal udføres på grund af unges brug af solarier, skriver Peter Hokland i en mail til TV 2.

Afstemning

Postdoc hos Kræftens Bekæmpelse Brian Køster forklarer, at de i undersøgelsen kigger langt ud i fremtiden, fordi der kan gå mellem 10 og 30 år, fra man er udsat for risikofaktorer som for eksempel solarie, til man udvikler kræft.   

- Beviset for, at solarieforbrug øger risiko for kræft i huden, er stensikkert. Nu har vi skåret ud i pap, hvor meget det kommer til at betyde over de næste 30 år, siger Brian Køster.

Særligt børn og unge i risikozonen

Brian Køster forklarer, at en sammenligning mellem naturlig sol og solarie kan sidestilles med en sammenligning mellem normalt regnvejr og skybrud.

Det fremgår af rapporten 'Unges solarievaner 2017' fra Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden, at særligt børn og unge er i risikozonen for at udvikle kræft på grund af solarieforbrug, fordi celledeling sker hyppigere hos denne gruppe.

Når mennesker får stråling fra solen, muterer det cellerne i huden. De fleste af disse DNA-skader kan repareres af nogle reparationsmekanismer. Når mennesker udsættes for højintensiv eksponering i et solarium kan reparationsmekanismerne få svært ved at følge med. 

- Men både stråler i solarium og solens stråler øger risikoen for hudkræft, slår Brian Køster fast. 

Hvor stor en procentdel af unge i din region tager solarium? 

Se her hvor i Danmark flest unge tager solarium

Tallene er angivet i procent.