DSB lukker toiletter på stationer - nu vasker kioskejer urin af bygning tre gange dagligt

Efter DSB har lukket flere stationstoiletter rundt omkring i landet, oplever en kioskejer, at passagerer lader vandet i ankomsthallen.

DSB tilbyder ikke længere toiletter på stationerne i en lang række små byer i Danmark, hvis stationen har færre end 10.000 rejsende om dagen.

Det gælder 18 stationer i danske byer, og på flere af dem er toiletterne allerede lukket.

Det oplyser transportminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance i et skriftligt svar til Folketingets Transportudvalg ifølge TV ØST.

Lukningen af toiletterne er noget, der skaber frustrationer.

I Kalundborg er nøglen til toilettet drejet om, og det betyder, at ejeren af banekiosken på station, Gitte Zachariasen, tre gange om dagen vasker urin af butiksfacaden. De trængende DSB-passagerer må nemlig finde andre steder at urinere, hvis de ikke kan holde sig. 

- Vi har også haft nogle passagerer, der besørger ude i ankomsthallen, fortæller Gitte Zachariasen. 

Toiletter i togene

Underdirektør hos DSB Produkt, Aske Wieth-Knudsen, forstår godt Gitte Zachariasens frustration. Han forklarer, at DSB gerne vil gøre det billigere at tage med toget og understreger, at de tilbyder toiletter i togene. 

- Derfor er vi nødt til en gang imellem at kigge på, hvor vi bruger vores penge, lyder det fra Aske Wieth-Knudsen. 

Også i Vordingborg Kommune står toiletterne til at lukke. Borgmester i Vordingborg Kommune, Mikael Smed, forudser borgernes vrede over lukningen og mener, at ansvaret i sidste ende kommer til at havne hos kommunen. 

- Senere kigger man jo på kommunen og siger, "jamen vi er nødt til at have det her". Så på en eller anden måde føler jeg en form for opgaveglidning, siger Mikael Smed. 

Lennart Damsbo-Andersen fra Socialdemokratiet, som er formand for Folketingets Transportudvalg, vil forsøge at få skrevet stationstoiletter ind i kontrakten med DSB. Som kontrakten ser ud nu, er DSB nemlig ikke forpligtet til at sørge for, at deres passagerer kan komme på toilettet, mens de venter på toget. 

Tilbage i Kalundborg mener Gitte Zachariasen ikke, at stationstoiletterne er der, hvor DSB bør spare. 

- Vi har rigtigt, rigtigt mange mennesker, som gerne vil bruge det toilet her, understreger kioskejeren.