Kim Larsen lærte mig at skrive sange, fortæller Michael Falch

Kim Larsens tekstunivers var simpelt, men magisk. Sådan lyder det fra Michael Falch.

Kim Larsen vil gå over i musikhistorien som én af de absolut største nogensinde. Sådan lyder det fra kollegaen Michael Falch, der betragter Kim Larsen som sin læremester og mener, at han som sangskriver havde evnen til at gøre det umulige.

- Kim Larsen kunne skrive et omkvæd, hvor enkeltheden rummer meget mere, end det syner. Han havde evnen til at få musikken og teksterne til at klinge i danskernes sind. Det er jo det, alle vi musikere drømmer om at kunne, fortæller Michael Falch i programmet 'Lippert' på TV 2 News.

 Kim Larsen gik bort søndag i en alder af 72 år. Michael Falch fulgte musikeren tæt, siden han som 15-årig var til Gasolin'-koncert i Tønderhallen.

- Det var dengang rockstjernerne bare gik rundt mellem publikum inden koncerterne. Kim Larsen kom forbi min kæreste og mig, og han spurgte min kæreste, om hun gav en smøg. Det gjorde hun lidt befippet. Og så kyssede han hende. Og det var altså en hård start på den aften for mig. Det kunne jeg ikke hamle op med, griner Michael Falch.  

Michael Falch tog sin egen hævn, da han som ung musiker i Sønderjylland altid spillede ’Hvis din far gi’r dig lov’ fra Kim Larsens album 'Værsgo' fra 1973. Han fortalte aldrig publikum, at det ikke var hans egen sang. Til sidst blev nummeret dog så kendt, at Falch var nødt til at droppe sangen, når han gav koncert.

Det er kendetegnende for Michael Falchs karriere, at inspirationen fra Kim Larsen har fyldt meget hele vejen.

- Alle mine sange hviler på et fundament af gamle Gasolin' og Kim Larsen-sange. Det ruller i vores blod. Vi har alle sammen hans påvirkning i os, siger Michael Falch.

Simple tekster, der er svære at skrive

Selvom Michael Falch har sunget Kim Larsens sange, har han altid haft svært ved at leve op til nationalskjaldens tekster. 

På Kim Larsens album 'Midt om natten' fra 1983 lyder det eksempelvis "når nu min verden bliver kold og forladt, finder jeg trøst i min kæreste skat”. Det lyder måske som en tekst, der er let at skrive, men det er det bestemt ikke, lyder det fra Michael Falch.

- Når 100 andre sangere synger de linjer, så vil det blive plat og ligegyldigt. Når Larsen gjorde det, så fik det så meget karakter af hans personlighed, at det fyldte på en helt anden måde. 

Drømmen om det perfekte omkvæd

Michael Falch drømmer selv om at kunne skrive sådan en dag. 

- Ja tænk, hvis jeg kunne nå derhen. Men spørgsmålet er så: Ville jeg kunne synge det, så man kunne holde ud at høre på det? Det tror jeg ikke på. At kunne skrive og synge de omkvæd, som Larsen kunne, det er en kæmpe kunst. Det er et geni, der kan det. Almindelige mennesker føler sig hørt af Larsen. Man føler, at det er sådan det er, at være mig, siger han.

Michael Falch fremhæver én Kim Larsen-tekst, han mener er særlig magisk:

"Der er mange, mange kugler

der går min næse forbi

men det rager mig en bønne

for jeg har min fantasi"

('Det rager mig en bønne', fra albummet ’Værsgo’, 1973).

- Det er jo Halfdan Rasmussen-niveau. Det er jo helt oppe i øverste liga. Vi har de her kugler, altså pengene. Alene at bruge sådan et ord på det tidspunkt. Det er jo slang. Kim Larsen har stor ære af at bringe slang ind i sangtekster. Det kunne jeg bruge i mit band Malurt. Min ting med at blande engelske udtryk ind i teksterne, det er jo Larsen, der har sat det i gang.

Og det arbejde vil Michael Falch fortsætte, selvom Kim Larsen døde i søndags.

- Han bor i os som en eller anden fortolkning af det at være dansker. Han lever i os som folk.