STEM: Hvilken Kim Larsen-sang er din favorit?

I sine 49 år som musiker har Kim Larsen udgivet et hav af populære sange. Nederst kan du stemme på din favorit.

Der bliver lyttet en del til Kim Larsen i de danske hjem i disse dage. Det viser musiktjenester som iTunes Music, Spotify og Apple Music.

Men hvilken sang er egentlig den folkekære musikers bedste? Det spørgsmål kan være svært - måske endda umuligt - at besvare.

Siden sit gennembrud med bandet Gasolin' i 1970'erne har den bredmundede Kim Larsen nærmest sprøjtet hits ud. 'Kvinde min', 'Rabalderstræde' og 'This is my life' var blandt de første store numre.

Og da der for alvor kom gang i solokarrieren i 1979, cementerede han sig som en af Danmarkshistoriens største kunstnere med sange som 'Køb bananer' og 'Ud i det blå'.

49 år som aktiv musiker

I 1984 udkom filmen 'Midt om natten', som var med til etablere Kim Larsen som den folkelige stjerne, de fleste kender ham som i dag. Og også i den forbindelse udkom han med en række store hits.

Fra 1986 og seks år frem turnerede han med bandet Bellami, og sammen udgav de blandt andet sangene 'Jutlandia' og 'Om lidt'.

Fra 1995 og frem til sin død optrådte han dog primært med gruppen 'Kim Larsen & Kjukken', og det var også dem, han spillede sine allersidste koncerter med.

I alt blev det til 43 udgivelser - inklusiv opsamlingsalbum og liveplader - i hans 49 år som aktiv musiker.

Kim Larsen blev 72 år, og han blev ved med at spille til det sidste.

Hvilken sang er din favorit? Stem herunder:

Afstemning