Skolebørn hylder Kim Larsen

I denne uge vil Kim Larsen være på plakaten i musiktimerne og til morgensamlingerne på landets skoler.

- Hey-ho for Jutlandia. Hun kommer som kaldet til slaget, synger en skoleklasse, mens de står omkring det improviserede mindested på Christianhavns Torv, hvor danskere det seneste døgn har lagt blomster for at mindes den nu afdøde nationalskjald Kim Larsen.

Selvom klassikeren formentlig er mere end tre gange så gammel som de børn, der synger den, lader de fleste af dem til at kunne den udenad

Men det er måske slet ikke så overraskende, hvis man tænker over det.

Kim Larsen er blevet kaldt vor tids Grundtvig, og visse sammenligninger kan man da også gøre sig mellem de to. Nøjagtig som Grundtvig formåede gavflaben at blive en væsentlig del af de unge skoleelevers liv. 

Teksterne rammer børn som voksne

Siden musiklærere for over tre årtier siden åbnede øjnene op for Gasolin's rockede rytmer, har den nærmest mytologiske musik vundet indtog i de danske folkeskoler.

Der findes næppe mange, der er blevet skolemodne i 80’erne og fremefter, der ikke har skrålet med på 'Jutlandia' til en morgensamling.

Når den bredmundede sanger er så populær i skoleregi, handler det ifølge Karen Johansen, der er formand for Musiklærerforeningen, om, at musikken er let at forholde sig til – uanset om man er seks eller 70 år.

- Det handler om hans tekster. De rammer både børn og voksne, fordi de er så ærlige. De fortæller lige nøjagtig det, han har på hjerte. Der er ikke noget omsvøb, forklarer Karen Johansen og fortsætter:

- Det er det, der gør hans sange så fantastiske. De rammer en bred målgruppe, og selvom vi måske forstår noget forskelligt ved dem, opstår der et fællesskab omkring dem.

Ballade i Rabalderstræde er for fedt, synes børnene

Karen Johansen arbejder til daglig som musiklærer på Kontikiskolen i Hillerød, og her bruger hun også Gasolin' og Kim Larsens musik i undervisningen.

Hun fortæller, at det vækker begejstring hos børnene, når eksempelvis Kim Larsens ’Joanna’ eller ’Rabalderstræde’ med ”frække chicks og friske fyre” er på plakaten.

- Børnene kan relatere til at drømme sig væk til 'Joanna', og 'Rabalderstræde' kan det samme. Her må man lave ballade, og det, synes børnene, er fedt. De elsker også 'Midt om natten', selvom de nok endnu er for unge til at se filmen og forstå den.

Tidsløs musik

Den næste uges tid vil musikken på skoler landet over stå i Kim Larsens tegn. Det gælder også på Kontikiskolen, fortæller Karen Johansen. Til morgensamlingen vil lærerne skiftes til at vælge en Kim Larsen-klassiker, som voksne og børn kan skråle med på. 

Og selv når ugen er omme, vil den flabede trubadur have sin plads på landets folkeskoler. Det er Karen Johansen ganske sikker på.

- Jeg ved, han vil fortsætte med at spille en stor rolle i musikken i folkeskolen i mange år endnu, siger hun.

Kim Larsen døde søndag morgen omgivet af sin familie.

Han blev 72 år, og i 49 af disse bidrog han til den danske sangskat.