Kim Larsens søn Sylvester sætter nu ord på tabet af sin far

Sylvester Larsen har delt sine minder om opvæksten og livet med sin berømte far på godt og ondt.

Kim Larsens død har ramt hårdere end forventet. Det fortæller sangerens søn Sylvester Larsen i et offentligt opslag på Facebook.

- Gennem de senere år var vores forhold til hinanden blevet mere distanceret og konfliktfyldt som følge af uenigheder og gamle sår i familien, der havde svært ved at hele. Min far kunne være stejl, uforsonlig, voldsomt opfarende og havde ofte svært ved at indrømme egne fejl, mens han fremhævede dem hos andre, skriver Sylvester Larsen.

- Nej, han var langt fra perfekt, den gamle. Men hvor jeg dog elskede ham.

Opslaget er de første ord fra den nærmeste familie, efter 'Danmarks nationalskjald' søndag morgen sov stille ind i en alder af 72 år.

45-årige Sylvester Larsen er den ældste i en søskendeflok på tre fra Kim Larsens andet ægteskab med Hanne Qvist Larsen.

I det ærlige og personlige Facebook-opslag fortæller han om sine minder og om opvæksten med faren. Blandt andet mindes han deres mange samtaler om litteratur, film, politik og musik.

- Han lærte mig noget af det vigtigste, en forælder kan lære sit barn. Nemlig at have blik for det åndelige i tilværelsen og at sætte spørgsmålstegn ved autoriteter og den herskende tidsånd. Han lærte mig vigtigheden af at gøre sig umage - og så trøstede han mig, når jeg havde slået mit knæ.

Blev advaret mod at gå musikkens vej

Gennem årene kunne han på nærmeste hold se - og ikke mindst høre - med, når mange af Kim Larsens senere hits kom til verden. Ifølge Sylvester Larsen lå der oftest hårdt arbejde bag i form af mange opslidende nætter i musikrummet.

- Jeg kan stadig høre trommemaskinen og guitaren inde fra værelset ved siden af. Musikken stopper et øjeblik.. Lyden af en Zippolighter, der tændes, og det sagte skvulp af en øl, der bliver hældt ned i et glas. Så begynder musikken igen.

- Og den holder aldrig op.., skriver Sylvester Larsen på Facebook.

Sangen 'De Smukke Unge Mennesker' fra 1988 er skrevet til dengang 13-årige Sylvester Larsen, da sønnens klassekammerater blev konfirmeret, fortalte Sylvester Larsen til B.T. i 2002 i forbindelse med, at han selv udgav en plade.

Da Sylvester Larsen blev ældre, gik han i faderens fodspor og valgte musikkens vej. Det fik hans berømte far til at advare mod branchen og dens forskellige faldgruber.

- Roserne sad aldrig løst, men de kom med jævne mellemrum. Ofte gennem andre, skriver Sylvester Larsen om farens syn på sønnens karriere.

Efterlader sig seks børn

Sylvester Larsens mor og Kim Larsen gik fra hinanden i 1994, og sangeren flyttede samme år fra København til Odense. Derefter blev sønnens forhold til faren mere sporadisk.

Da Kim Larsen fik konstateret prostatakræft, var sønnen derfor heller ikke blandt de første til at besøge faren, fortalte han i januar i et interview med B.T.

Da Sylvester Larsen selv blev far, fik han dog ord med på vejen fra Kim Larsen, og dem har han ikke glemt.

- Da min søn Buster kom til verden for ti år siden, sagde han: “Junior, de næste ti år bliver de bedste i dit liv”. Og hvor fik han ret - den gamle kværulant, lyder det fra Sylvester Larsen på Facebook.

Udover Sylvester Larsen efterlader Kim Larsen sig børnene Pelle, Alice Eva, Molly, Lui og Hjalmer. Han var ved sin død gift med Liselotte Kløvborg Larsen.

Du kan læse hele Sylvester Larsens opslag herunder:

Min fars død har ramt mig hårdere end jeg havde forventet. Gennem de senere år var vores forhold til hinanden blevet...

Posted by Sylvester Larsen on Monday, October 1, 2018