Første danske økologiske sukker på vej mod hylderne

16x9
Allerede sidste år blev de første økologiske sukkerroer hevet op af den danske muld - de endte dog ikke i separate poser. Foto: Søren Bidstrup / Scanpix Danmark

Mandag begynder de danske roeavlere at køre årets høst til fabrikkerne, og for første gang bliver en del af de danske roer til økologisk sukker.

Her er alt fra mælk og æg til kød og grøntsager fra danske økoproducenter.

Men når turen kommer til tørvarerne, er det ikke helt så lige til. I hvert fald har det indtil nu ikke været muligt at finde en pose sukker, der er lavet af økologiske, danske sukkerroer.

Det bliver der snart lavet om på.

Mandag begynder årets roekampagne, hvor roerne bliver kørt ind til sukkerfabrikkerne, og hvis alt går som planlagt, bliver en del af årets roehøst til det første danske økologiske sukker.

Slog fejl sidste år

Egentlig blev der allerede høstet økologiske danske sukkerroer sidste år, men på grund af tekniske problemer udmøntede det sig aldrig i økologisk sukker på de danske supermarkedshylder.

Økologisk og konventionelt sukker

Rent ernæringsmæssigt er der ikke forskel på konventionelt og økologisk rørsukker.

Sukker et er så raffineret produkt, at det aldrig vil indeholde sprøjterester.  

Miljømæssigt er der dog en forskel på de to produkter. Under dyrkningen af konventionelle roer må man gerne benytte sig af kunstgødning og pesticider. Ingen af disse hjælpemidler er tilladte, når der er tale om økologiske sukkerroer.

Kilde: Aktive forbrugere

- For at undgå, at de økologiske sukkerroer blev blandet med konventionelle sukkerroer, valgte vi at starte fabrikken i Nykøbing op med forarbejdning af de økologiske roer. Uheldigvis blev fabrikken ramt af et nedbrud, lige efter vi var begyndt at forarbejde roerne. Derfor måtte vi opgive at lave sukker fra de økologiske sukkerroer i år, fortalte Bo Secher til Landbrugsavisen i december sidste år. Han er chefkonsulent hos Nordic Sugar, som ejer Dansukker.

Dermed måtte de danske forbrugere endnu et år nøjes med enten dansk eller økologisk sukker, og det er ærgerligt ifølge Jørn Dalby, der er formand for danske sukkerroedyrkere.

- Når du skal flyve eller sejle sukker ind fra fjerne lande, som man gør i dag, bliver der brugt en masse energi på transport. Grundlæggende synes jeg altid, at økologisk produktion skal foregå så lokalt som overhovedet muligt, siger han til TV ØST.

Håber at kunne stoppe import

Sukkerroedyrkernes formand håber da også, at de danske økologiske roedyrkere i fremtiden kan følge med danskernes efterspørgsel.  

- Det er det, der er målsætningen med, at Nordic Sugar går ind i den her produktion. Det er simpelthen for at producere det lokalt, så man kan stoppe import af økologisk sukker fra resten af verden, siger Jørn Dalby.

Vi har haft nogle ude at luge, som gik ned efter bare en række

Jens Wedele Petersen, økologisk roedyrker

Det er dog ikke uden udfordring for de danske roedyrkere at omlægge deres produktion til økologi.

- Der er nogle udfordringer. Roerne skal stadig holdes rene for ukrudt, og det skal man gøre manuelt, som man gjorde i 50’erne, ved håndlugning, fortæller Jørn Dalby til TV ØST.

- Gik ned efter en række

Den udfordring har Jens Wedele Petersen, der dyrker økologiske roer på Møn, mærket på egen krop.

- Det er hårdt både fysisk og psykisk. Vi har haft nogle ude at luge, som gik ned efter bare en række. Man skal være vant til at bruge hænderne, for med en roehakke kan man hurtigt blive meget lille i sådan en mark, siger han til TV ØST.

Han har dog ikke opgivet idéen om at fortsætte som økologisk sukkerroedyrker – selvom det måske kræver lidt teknologisk hjælp.

- Man bliver bedre og bedre til at lave maskiner, der kan holde markerne rene, så det bliver nemmere, siger han.

Bedre pris

Det er altså ikke lysten til at komme med på alle fire med roehakken, der fik Jens Wedele Petersen til at gå i kast med de økologiske sukkerroer – det var derimod tanken om en god profit.

Roeavlerne kan nemlig få næsten tre gange så meget for en økologisk roe, som de får for en konventionel.

- De lokker jo med en god pris, og så er det spændende nok. Jeg havde faktisk ikke lige set det komme, men økologien er jo blevet et godt brand, siger han til TV ØST.

Hvordan den merfortjeneste kommer til at afspejle sig i priserne på supermarkedshylderne, må vise sig, når årets høst er blevet raffineret til fint, hvidt sukker. Den udenlandske økologiske sukker koster i øjeblikket lidt mere end det dobbelte af konventionelt sukker.