Satiregruppe går viralt med skønsang om Danske Bank

Det er op til folk selv at fortolke budskabet, lyder det fra en af de mandlige sangere.

- Hos Danske Bank er pengene ligeså hvide som skjorterne, lyder den meget skarpe indledning i et opslag, som satiregruppen Magt har lagt på deres facebookside.

Stikpillen er ledsaget af en video med et musikalsk indslag om hvidvasksagen.

- Det er en fiks fidus at vaske hvidt. Det giver profit, synger gruppen på seks unge herrer i kor.

Men selvom mændenes samklang nærmest giver én følelsen af at være trådt ind i en kirke, er budskabet slet ikke så helligt, hvis man spørger en af gruppens medlemmer Thomas Neergaard.

- Vi synger det med en ironisk distance, og det understreger, hvor himmelråbende dum sagen er, siger han til TV 2.

- Det, der gør mest ondt, er, at alle er enige om, at det er noget forbandet svineri. Men der er ikke nogen, der gør noget ved det. Enten kan de ikke, eller også vil de ikke.

Forrest fra venstre ses 28-årige Steffen Jespersen, 27-årige Morten Munk og 28-årige Mads Andersen. Bagerst fra venstre har vi 27-årige Thomas Neergaard, 25-årige Christoffer Christensen og 25-årige Jonas Stimose.
Forrest fra venstre ses 28-årige Steffen Jespersen, 27-årige Morten Munk og 28-årige Mads Andersen. Bagerst fra venstre har vi 27-årige Thomas Neergaard, 25-årige Christoffer Christensen og 25-årige Jonas Stimose. Foto: Satiregruppen Magt

Men det vil gruppen til gengæld gerne. Og derfor har de valgt at skrive en sang om sagen. En sang, der opsummerer det, de mener er sagens kernepunkter.

Hvem er MAGT?

Satiregruppen Magt består foruden Thomas Neergaard af Steffen Jespersen, Morten Munk, Mads Andersen, Christoffer Christensen og Jonas Stimose. Aldersvidden spænder mellem 25 og 28 år, og de syngende herrer kender hinanden på kryds og tværs fra drengekor, gymnasietiden og studietiden.

De har optrådt sammen i gruppen de seneste tre år, og når de ikke har travlt med at gå viralt på Facebook, optræder de også for partier, organisationer og foreninger med sketches og naturligvis skønsang.

Til december opfører de showet ’Det store fede gennembrud’ på Teater V i København.

- Det handler ikke om detaljerne. Det handler om retfærdighedssansen, forklarer Thomas Neergaard om tekstens simpelhed, der står i stærk kontrast til den komplicerede sag om Danske Banks rolle i lyssky transaktioner.

Humor og kant fanger opmærksomheden

"Du Danske Bank, der er stank fra din pengetank" rimer de videre i videoen, der nu er gået viralt.

I skrivende stund er den vist over 180.000 gange på Magts egen facebookside og på Mellemfolkeligt Samvirkes side. Næsten 6000 personer har desuden valgt at dele den med deres facebookvenner.

Afstemning

Men hvorfor bliver Danske Bank-sagen pludseligt et hit på Facebook, bare fordi den er tilføjet skønsang og satiriske mænd?

Hvis man spørger Filip Wallberg, som er journalistisk lektor på Syddansk Universitet og ekspert i sociale medier, handler det om sagens størrelse.

- Sagen om Danske Bank er ekstremt kompliceret for de fleste, og den kan være svær at forholde sig til, når man scroller gennem feedet på Facebook. Men med humor kan man skære historien simpelt samt med en kant og dermed få brugernes opmærksomhed, siger han til TV 2.

Artikler er for komplicerede

Mens Magts satireindslag bliver mødt med begejstring og virtuelle klapsalver, står det ganske anderledes til med andre input til hvidvasksagen.

De Virale Nyheders ugentlige liste over de artikler, der har fået flest interaktioner på Facebook, er det kun én enkelt ud af 58, der handler om den omfattende sag.

Og det er altså til trods for, at TV 2 alene har skrevet 19 artikler om sagen den forgangne uge. Heraf blev ni af dem delt på TV 2 Nyhedernes egen facebookside.

Indhold skal være simpelt, hvis det skal have den mindste mulighed

Filip Wallberg, journalistisk lektor og ekspert i sociale medier

Ifølge Filip Wallberg skyldes den store forskel på videoens og artiklernes facebook-potentiale, at medierne har et andet udgangspunkt end satiregruppen.

- Almindeligvis tilstræber medier objektivitet, og det betyder, at et medie i udgangspunktet ikke kan 'mene noget'. Men denne video er ikke tilstræbt objektiv, forklarer Filip Wallberg og uddyber, at vi i udgangspunktet oftest reagerer på opslag, vi enten er enige eller uenige i.

Og så handler det om, at sagen er kompliceret.

- Når noget er svært at forstå, så reagerer vi ikke på indholdet på Facebook. Indhold skal være simpelt, hvis det skal have den mindste mulighed, afslutter lektoren.

Nyt job!

Esben Lunde Larsen har fået nyt job! Herfra skal der blot lyde et stort tillykke og en oprigtig tak til Esben: Tak for alle dine ytringer! - du har i sandhed været en gave for satiren!

Posted by MAGT on Friday, July 20, 2018

Enhver, der laver komik og satirer, har en pligt til at tage samfundet under kærlig behandling

Thomas Neergaard, Satiregruppen Magt

Satire som folkeoplysning

Det er ikke første gang, satiregruppen udtrykker sig musikalsk om et aktuelt emne. Til tonerne fra ’Se nu stiger solen’ har de sunget om ”kvotekongen Esben” (Lunde Larsen, red.), ligesom de mandlige røster også har kvidret om ”ulven, som er sød og kær, og som vi kun skyder, hvis den når Frederiksberg”.

For gruppen handler det om at give danskerne en skæv og sjov anledning til at tage stilling til nogle emner, som er alvorlige og uretfærdige, fortæller Thomas Neergaard.

- Enhver, der laver komik og satirer, har en pligt til at tage samfundet under kærlig behandling, siger han og tilføjer:

- Satire skal også være en form for folkeoplysning.