Løkke vil udfase benzin- og dieselbiler, men han ved ikke hvornår

16x9
En Nissan Leaf, der er en af de mest solgte elbiler herhjemme.. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Regeringen er klar til at sætte en stopper for benzin- og dieselbiler, men det har lange udsigter med et flertal af grønne biler på landevejene.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) erklærer sig parat til at sætte en deadline for udfasning af benzin- og dieselbiler.

- Jeg har en klar ambition om, at vi sætter en deadline, men vi skal finde en balancegang, hvor det ikke bliver et slag i luften, siger statsministeren i et interview med Berlingske.

Uklart med slutpunkt

Mere præcist, hvornår det skal være slut med biler, som vi kender dem, er endnu uklart. Lars Løkke Rasmussen ønsker således ikke at låse sig fast på et årstal, men sikkert er det, at den danske bilpark ikke står over for en revolution sådan lige om lidt.

Hos regeringskollegaerne fra De Konservative er målet mere klart. 2030, siger klimaordfører Mette Abildgaard, som fra det den skæringsdato vil gøre det umuligt at indregistrere benzin- og dieseldrevne biler.

SF har også meldt sig klar, men partiets klimaordfører, Pia Olsen Dyhr, har dog det forbehold, at busser og lastbiler måske skal have længere snor, inden de skal parkeres i evighedens garageanlæg.

Selv om mange danskere især i de større byer er blevet gode til at tage cyklen på arbejde og til hverdagstransport, er det samlede billede, at personbilparken i Danmark er voksende. 

Biler smider syv millioner tons CO2 om året

- Privatbilerne står for udledning af syv millioner tons CO2 om året. Det er 19 procent af det samlede CO2-udslip i Danmark. Der er noget at hente her, understreger De Konservatives Mette Abildgaard til avisen.

Det er dog ikke udsigt til landeveje domineret af tyste, el-drevne køretøjer lige med det samme. I de første seks måneder af 2018 udgjorde de grønne biler under to procent af det samlede bilsalg.

Lars Løkke Rasmussen håber, at teknologien vil gøre de moderne el- og hybridbiler mere attraktive for forbrugeren, også prismæssigt.  

En justering af afgifterne er noget "regeringen kigger på", erklærer Lars Løkke, men også det er en udfordring, fordi det vil give et hul i statskassen, hvis man for at fremme udviklingen helt friholder elbiler for afgifter. Det er ellers Liberal Alliances ønske at holde de grønne biler helt fri.

Vil leve op til klimaplan

Regeringen har tidligere arbejdet med overvejelser om, hvordan man fremmer salget af eldrevne biler for at kunne leve op til den såkaldte klimaplan.

Et af regeringens mest opsigtsvækkende tiltag i den klimaplan har været tanken om at indføre et direkte tilskud på 50.000 kroner per elbil. Det skattefri beløb kan vare frem til 2021 - eller indtil et salg på 10.000 elbiler, skrev Politiken i juli måned efter at have fået adgang til lækkede dokumenter.

Med et sådant tilskud ville man ifølge prognoserne kunne øge salget fra 1000 elbiler om året til 3000. Og det ville koste statskassen 150 millioner kroner i alt i manglende afgifter.

I Norge er salget af el- og hybridbiler eksploderet og i 2018 med en markedsandel tæt på de 50, mens der i Sverige er en andel på 21 procent.