Stormen Knud rammer Danmark - væltede træer indstiller togtrafik

Stormen Knud kan blive den kraftigste septemberstorm i Danmark i 30 år.

Stormen Knud rammer landet tidligere end forventet. Vejdirektoratet melder allerede nu om væltede træer, der generer trafikken flere steder i Midt- og Vestjylland.

DSB kunne ved middagstid berette, at væltede træer gør, at der i øjeblikket ikke kører tog mellem Roskilde og Køge, og at man har indsat togbusser.

På Øresundsbroen frarådes vindfølsomme køretøjer at køre over frem til klokken 03.00 i nat.

- Lige nu er det broerne, der giver de største udfordringer. Ud over Øresundsbroen fraråder vi også vindfølsomme køretøjer at krydse Sallingsund- og Svendborgsundbroen, siger Ruben Bay-Madsen, vagthavende ved Vejdirektoratet, til TV 2.

Vejdirektoratet forventer først, at vinden aftager ud på natten eller tidligt lørdag morgen.

Sund og Bælt har frem til klokken 14 fredag advaret vindfølsomme køretøjer mod at passere Storebælt på grund af storm, men advarslen er nu ophævet. Vagtchefen fortæller til TV 2, at man nu udelukkede advarer mod kraftig sidevind.

Stormen, der har fået navnet Knud, kan ende med at blive den kraftigste septemberstorm i 30 år.

Forsinkelser og aflysninger

Ifølge TV 2 Nord er følgende færgeruter påvirket af den ventede storm:

Stena Jutlandica, der afgår fra Gøteborg klokken 16.00, er aflyst. Det samme gælder afgangen fra Frederikshavn klokken 20.15.

Stena Danica har udsat afgangen fra Gøteborg fra klokken 18.00 til klokken 23.00. Afgangen fra Frederikshavn klokken 22.00 er udsat til klokken 03.15.

Color Line aflyser færgen fra Larvik til Hirtshals klokken 17.30. Afgangen fra Hirtshals til Larvik klokken 22.15 er ligeledes aflyst.

Color Line har også aflyst færger på ruten til og fra Kristianssand. Det drejer sig om afgangen fra Kristianssand klokken 16.30 og afgangen fra Hirtshals klokken 20.45.

På Bornholm bliver det voldsomt

Ifølge Jesper Maack, der er kommunikationschef ved Molslinjen, bliver Kattegatfærgerne og Bornholmerfærgen også ramt af forsinkelser.

- På Bornholm bliver det rigtig voldsomt. Der har vi lavet om på nogle afgange og indsat en anden færge, der er bygget til at klare det lidt voldsommere vejr.

AFLYSNING I MORGEN FREDAG På grund af vejrforholdene er afgangene aflyst fredag d. 21. september – det gælder både...

Posted by Grenaa-Anholt Færgefart on Thursday, September 20, 2018

- Den færge, vi skal sejle med, er Poul Anker, og den er langsommere. Den tager tre timer. Normalt er det en tur på en time og et kvarter. Det betyder så, at fartplanen er lavet om, siger han.

Det er otte afgange, der er berørte. Fire fra Rønne og fire fra svenskersiden. 

- Vi regner med, at vi kan sejle planmæssigt i morgen over Kattegat, men vi holder selvfølgelig øje med situationen og er klar til at ændre holdning, hvis der skulle være noget. Men som vinden ser ud til at udvikle sig nu, så er det ikke nødvendigt for os at aflyse noget dér, lyder det fra Jesper Maack.

Han oplyser desuden, at berørte kunder vil modtage en sms, hvis deres færge bliver forsinket eller aflyst.

Færgen, der går mellem Grenaa og Anholt, er også ramt af forsinkelse. Det fremgår af et opslag på Facebook.