Cirkus Arena sender elefanter på tidlig pension - skal nyde livet i safaripark

Flere partier vil gøre det forbudt at have elefanter i cirkus, og det tager Arena nu konsekvensen af.

Cirkus Arenas tre elefanter har sidste arbejdsdag mandag aften.

Folketingets partier vil højst sandsynligt gøre det forbudt at have vilde dyr i cirkus, og derfor har Cirkus Arena besluttet, at Lara, Djungla og Jenny, som de tre afrikanske dyr hedder, efter mandagens forestilling skal på pension. I stedet skal Knuthenborg Safaripark med al sandsynlighed overtage dem.

Det glæder Britta Riis, der er direktør i Dyrenes Beskyttelse, som sammen med både Knuthenborg og Cirkus Arena mener, at det er den rigtige løsning.

- Vilde dyr hører ikke hjemme i cirkus. Tiden, hvor man havde vilde dyr i cirkus, er forpasset. Vi er rigtig glade for, at der er et politisk flertal for at lovgive på det her område. Man kan ikke give elefanter gode forhold i cirkus, siger hun.

Ifølge Britta Riis optræder de tre elefanter op mod 180 gange i løbet af et år. Hun betvivler ikke, at dyrepasserne og Cirkus Arena gør alt for at give dem et godt liv, men rammerne for vilde dyr er ikke gode nok i et cirkus, siger hun.

Vilde dyr hører ikke hjemme i cirkus

Britta Riis, Dyrenes Beskyttelse

Lovforslaget, der vil gøre det ulovligt at have elefanter i cirkus, er ikke vedtaget endnu, selvom vilde dyr ellers har været ulovlige at bruge i cirkusser siden 1970’erne med undtagelse af elefanter, zebraer og søløver. Derfor håber Dyrenes Beskyttelse, at man ved at sende de tre elefanter til Knuthenborg kan sende et signal til andre cirkusser.

- Vi har diskuteret det i 20 år

Og træder forbuddet i kraft, skal Cirkus Arena ikke kun skille sig af med de tre elefanter, men også tre søløver og fem zebraer.

Dyr i cirkus

Brugen af vilde dyr har været forbudt i Danmark siden 1970'erne. Undtaget har dog været elefanter, zebraer og søløver. Tidligere optrådte også løver, tigre og bjørne på plakaten.

Såkaldt domesticerede dyr - altså dyr, vi normalt opfatter som tamdyr i almindelig husholdning (hunde, heste, etc.) - må godt optræde i cirkus.

I Danmark er der kun tre elefanter tilbage i cirkusregi. De tre elefanter er ifølge Cirkus Arena 20-30 år gamle og er alle født i fangenskab med to generationer bagud.

I Cirkus Arenas vinterområde ved Årslev efterlyser man handlekraft fra politisk side.

Det er en æra, der slutter i dansk cirkus

Klaus Jochumsen, turnéchef i Cirkus Arena

Her har man længe ventet på, at Folketinget endeligt vedtog det forbud, der blev fremsat tidligere på året. Og gerne så hurtigt som muligt, så cirkusset kan komme videre:

- Man har jo diskuteret det her i 20 år, og vi har kæmpet en hård kamp, men nu har vi set i øjnene, at det er ved at være slut. Det er en æra, der slutter i dansk cirkus. Cirkusfolk er også realister, og når samtlige politiske partier vil have et forbud, er det den vej, det går. Og nu ønsker vi så, at der bliver trykket på de rigtige knapper, så vi kan få et ordentligt exit for vores dyr, siger Klaus Jochumsen, der er turnéchef i Cirkus Arena.

Flere partier vil gøre det forbudt at have elefanter i cirkus, og det tager Arena nu konsekvensen af Video: Kasper B. Andreasen

- Det handler også om, at vi som cirkus kan komme videre med vores planer. Vi bliver jo nødt til at sadle om, når vi ikke har de eksotiske dyr længere. Så skal vi jo finde på noget nyt, der kan tiltrække publikum, siger han.

Safaripark føler et ansvar

Det var Knuthenborg Safaripark, der i sommer selv foreslog at overtage Cirkus Arenas elefanter.

Lara og Djungla er begge 31 år, og Jenny er 29 år, hvilket betyder, at de kan være knap halvvejs i deres liv.

Safariparken har ikke faciliteterne til dem endnu, så inden man overtager dem, skal der laves både anlæg og et opvarmet elefanthus.

Parken har ifølge ejer Christoffer Knuth ikke haft elefanter siden 1970'erne, så der skal gøres en del, inden de op mod 200.000 kvadratmeter er klar til at modtage de nye beboere:

- Det vil være en mulighed at søge fonde til etableringsomkostningerne. Alle driftsomkostningerne er vi villige til at afholde selv. Både i form af to øremærkede dyrepassere og en elefantekspert. Det er nemlig ikke bare sådan lige at overdrage nogle elefanter, siger chefzoolog fra Knuthenborg Safaripark Rasmus Nielsen.

Flere partier vil gøre det forbudt at have elefanter i cirkus, og det tager Arena nu konsekvensen af. Video: Kasper B. Andreasen

- Vi føler, at vi har et ansvar som en zoologisk have. Specielt når vi har de her store arealer, synes vi også, at vi kan tilbyde elefanterne et sted, hvor elefanter har lov til bare at være elefanter, siger han.

På Christiansborg tegner der sig et politisk flertal for at få elefanter og andre vilde dyr forbudt i manegerne i Danmark.

Heriblandt er Dansk Folkeparti og Venstre. Ifølge Karina Due, der er dyrevelfærdsordfører hos Dansk Folkeparti, så er tiden inde, og hun lover over for TV 2, at man arbejder på at få både det juridiske og praktiske på plads. Også hos regeringspartiet Venstre fortæller dyrevelfærdsordfører Erling Bonnesen, at det går fremad. Men han tør ikke give en dato for det endelige forbud:

- Det er aftalt fra ministerens side, at der skal meldes tilbage til os her i oktober. Og hvis man får styr på det rent juridiske og praktiske, kan der gå væsentligt kortere tid, end vi først havde regnet med, siger Erling Bonnesen.

Selvom det endelige forbud ikke er besluttet, så har Cirkus Arena valgt at stoppe forestillinger med de store dyr efter sæsonens sidste optræden i aften.

I Danmark har Cirkus Arena tre elefanter. De har været i tjeneste i mere end 10 år og har en anslået værdi på fem millioner kroner.

Cirkus Arenas elefanter holder til ved Årslev, når de overvintrer.
Cirkus Arenas elefanter holder til ved Årslev, når de overvintrer. Foto: TV 2