Bror dræbte deres mor: - Systemet bærer skylden

Joakim Foss Kristoffersens søskende har tilgivet ham for drabet på deres mor. I stedet er vreden rettet mod systemet, som ifølge familien svigtede.

For fem år siden slog Joakim Foss Kristoffersen sin egen mor ihjel. Stemmerne i hans hoved stillede ham et ultimatum: Hvis ikke han gjorde det, ville Jorden gå under.

Derfor endte et årelangt pendulforløb ind og ud af psykiastriske afdelinger med, at den dengang 22-årige Joakim Foss Kristoffersen tog en kniv i køkkenskuffen og stak sin mor i ryggen.

Han var sindssyg i gerningsøjeblikket, og derfor er han i dag indlagt på retspsykiatrisk afdeling i Risskov på ubestemt tid. Og selvom det ændrede deres familie for altid, har hans fire søskende støttet op om deres bror. 

- Det har slet ikke været et spørgsmål om at tilgive Joakim, for han er jo blevet styret af de stemmer, som psykiatrien skulle have hjulpet ham til at håndtere selv, fortæller Rikke Foss Kristoffersen, den ældste søster, i 'Go' morgen Danmark'.

Joakim Foss Kristiansens historie skildres i dokumentaren 'De sindssygt farlige', som vises mandag klokken 20 på TV 2 og allerede nu kan ses på TV 2 PLAY.  

Stak kniv i benet på sig selv

Hendes 11 år yngre bror udviklede et hashmisbrug, mens han gik på efterskole. Da han blev 18 år gammel, gjorde stemmerne sit indtog.

I tre år var han til adskillige samtaler på psykiatrisk hospital, men blev ikke indlagt. I stedet blev der noteret i journalen, at Joakim Foss Kristoffersen var blevet ”kastet en del rundt i systemet uden egentlig konklusion”.

'De sindssygt farlige'

  • TV 2 Dokumentar har haft fuld adgang til afdeling R2 & R4 på retspsykiatrisk afdeling i Risskov fra juni – december 2017.
  • Næsten alle patienterne lider af paranoid skizofreni. De medvirkende i dokumentaren har, ligesom deres nærmeste, givet samtykke til at medvirke.
  • Resten sløres og er ikke filmet direkte på under besøgene.

Herefter begyndte forestillingerne at tage fart. Og det fik hans søstre for alvor at se, da han en septemberdag i 2011 stak en køkkenkniv i benet på sig selv for øjnene af dem.

Joachim Foss Kristoffersen ses øverst til venstre sammen med sine tre søstre og deres lillebror. De har støttet sig til hinanden for at komme videre efter tabet af deres mor.
Joachim Foss Kristoffersen ses øverst til venstre sammen med sine tre søstre og deres lillebror. De har støttet sig til hinanden for at komme videre efter tabet af deres mor. Foto: TV 2 / Dokumentar Kompagniet

Han ville overbevise dem om, at han havde en japaner i hovedet, som talte til ham. Han ville have dem til at forstå, at han var syg. 

- Der blev man oprigtigt bange og tænkte, der er noget galt, siger hans yngste søster, Louise Foss Kristoffersen, i 'Go' morgen Danmark'

Tvangsindlæggelser blev ophævet

Herefter fulgte to år med en række tvangsindlæggelser, som Joakim Foss Kristoffersen flere gange selv opsøgte, men senere flygtede fra igen.

Er en patient forsvundet i mere end syv dage, må hospitalet ifølge psykiatriloven ikke længere opretholde tvangsindlæggelsen. Derfor blev Joakim Foss Kristoffersen udskrevet fra indlæggelserne, selvom psykiaterne i hans journal havde beskrevet ham som "psykotisk", "voldsomt forpint", og at han var ”til fare for andre”. 

- Det har været vildt frustrerende, siger Rikke Foss Kristoffersen, som sammen med sine søstre fortæller, at familien ikke følte sig taget seriøst af systemet – heller ikke da han begyndte at rette trusler mod deres mor.

Det er systemet, der bærer skylden i det her. Det kunne have været undgået

Louise Foss Kristoffersen

Selvom søstrene aldrig troede, at deres bror ville gøre skade på andre, havde deres mor, Susanne Foss Kristoffersen, det anderledes. 

- Hun vidste det. Hun sagde, at det var det, der skulle til, før de (læger og psykiatere, red.) ville tage ham og dem alvorligt, siger den næstældste søster, Ann-Dorthe Foss Kristoffersen, i 'Go' morgen Danmark'

Systemet bærer skylden

Volden endte også med at gå ud over moderen. Men selvom der har været en vrede, er søstrene enige om, at Joakim Foss Kristoffersen ikke er skyld i, at deres mor ikke lever længere. 

- Det er systemet, der bærer skylden i det her. Det kunne være undgået, lyder det fra søstrene. 

Joakim Foss Kristoffersen som ung. Familien ved i dag, at han er paranoid skizofren, og derfor afsoner han sin dom på retspsykiatrisk afdeling i stedet for i et almindeligt fængsel.
Joakim Foss Kristoffersen som ung. Familien ved i dag, at han er paranoid skizofren, og derfor afsoner han sin dom på retspsykiatrisk afdeling i stedet for i et almindeligt fængsel. Foto: TV 2

Konkret mener de, at psykiatrien burde have beholdt deres bror i så lang tid, som det havde taget at stille hans diagnose. Og de mener, at den almene psykiatri burde have lige så mange ressourcer som retspsykiatrien, hvor Joakim Foss Kristoffersen i dag afsoner sin dom og får behandling. 

-  Hvis det var sådan, var der mange mennesker, der havde fået det meget bedre og havde fået hjælp noget før. Så var det ikke nået så vidt, siger Ann-Dorthe Foss Kristoffersen og tilføjer:

- Vi har mistet vores mor, men vi har også mistet en bror, som aldrig nogensinde vil få det godt igen, uanset hvor meget han prøver.

Kan ikke garantere, at det ikke sker

Statistikken vidner om, at der er flere og flere, der ligesom Joakim Foss Kristoffersen har brug for psykiatrisk behandling. 

Flere psykiatriske patienter

- Antallet af patienter i børne- og ungepsykiatrien er på landsplan steget fra 20.686 i 2009 til 33.629 i 2016 – det er en stigning på 62,6 procent.

- I voksenpsykiatrien er antallet af patienter steget fra 89.614  i 2009 til 115.618 i 2016 – det er en stigning på 29 procent.

- I voksenpsykiatrien var andelen af udskrivninger, der førte til en genindlæggelse i 2012 på 21,1 procent – i 2016 var dette tal 23,8 procent. 

Kilde: Cevea

Og spørger man formanden for psykiatri- og socialudvalget i Region Midtjylland, Jacob Isøe Klærke (SF), er psykiatrien under pres. Han mener, at Joakim Foss Kristoffersens forløb er et udtryk for netop det.  

- Den behandling, der bliver givet i det, vi kalder almenpsykiatrien, er ikke god nok. Der har ikke været ressourcer nok eller nok fokus på at give en tilstrækkelig, god behandling til mennesker med psykisk sygdom generelt, siger han til TV 2. 

- Det, man kan gøre, er, at gøre behandlingen så god som mulig og tage hånd om de mange problemer, der er i psykiatrien lige nu. Og det er vi i gang med i Region Midtjylland og de andre regioner, og det er heldigvis også et fokus på landsplan, siger han. 

I Region Midtjylland har udvalget af samme grund netop afsat 50 millioner kroner til psykiatrien, og de skal blandt andet bruges på mere personale og problemer med patienter, som bliver udskrevet for tidligt. 

Regeringen har ligeledes afsat 100 millioner til behandlingen af psykisk syge i deres udspil til de kommende finanslovforhandlinger. Pengene kommer oven i de 200 millioner kroner, der blev øremærket psykiatrien ved forhandlingerne med Danske Regioner tidligere på året.

- Det hele ville være nemmere, hvis jeg ikke var her. Så skulle jeg ikke leve med det, jeg har gjort, og så skulle jeg ikke fortælle folk, hvad det er, der er sket, lyder det fra Joakim Foss Kristoffersen i dokumentaren 'De sindssygt farlige'.
- Det hele ville være nemmere, hvis jeg ikke var her. Så skulle jeg ikke leve med det, jeg har gjort, og så skulle jeg ikke fortælle folk, hvad det er, der er sket, lyder det fra Joakim Foss Kristoffersen i dokumentaren 'De sindssygt farlige'. Foto: TV 2 / Dokumentar Kompagniet

Jacob Isøe Klærke vil ikke kommentere på søstrenes kritik i det konkrete tilfælde. Han understreger dog, at regionen altid efterrationaliserer, når en patient ender med at begå en kriminel handling, for at se, om noget kunne være håndteret anderledes. 

- Men om det så ville have forhindret det, vil vi aldrig kunne svare på. Hvis vi får rettet op på problemerne i psykiatrien, tror jeg antallet af disse hændelser vil blive mindre. Men jeg tror desværre ikke, vi kan garantere, at det ikke vil ske igen. Det er desværre et element af sygdommen. 

Se første afsnit af dokumentaren 'De sindssygt farlige' på TV 2 PLAY