Otte-årig bag stenkast fra bro

16x9
Arkivfoto. Foto: Martin Sylvest Andersen / Scanpix Denmark

På grund af drengens alder er sagen overgivet til lokale myndigheder, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

En otte-årig dreng stod bag det stenkast, som lørdag ramte en bil ved en bro nær Vejen i Sydjylland. 

Det bekræfter Syd- og Sønderjyllands Politi overfor TV 2.

Bilen blev ramt ved passagen af broen ved Baldersbækvej nord for Vejen. Der skete ikke nogen personskade, men der skete betydelige skader på bilen. Dog var der ikke tale om en totalskade som først antaget.

- Stenen rammer bilens A-stolpe, som er den bærende del af chassiset ved frontruden, så det kunne være gået galt, og det var også tæt på eventuel personskade, siger vagthavende Erik Lindholdt.

Ikke afhøringer grundet alder

Sammen med den stenkastende dreng var der yderligere en jævnaldrende dreng og pige. Bilisten fik selv øje på børnene, som han fik i tale. Han tog efterfølgende kontakt til forældrene og siden blev det lokale politi underrettet.

- Vi gennemfører ikke afhøringer af børn i den alder, men har taget kontakt til SSP for at få dem til at følge op på episoden, siger vagthavende hos Syd- Og Sønderjyllands Politi.

På grund af sagens karakter har politiet søndag haft spærret Rute 425 ved gerningsstedet. Her har hundeførere afsøgt området. Blandt andet for at lede efter spor.