Nye skilte skyder frem på vejene og advarer om fartkontrol

16x9
De blå skilte er sat i verden for at få bilister til at sænke farten. Foto: Torkil Adsersen / ScanpixDenmark

FDM har længe efterspurgt skiltene, som ifølge foreningen vil øge trafiksikkerheden.

Et nyt skilt skyder i øjeblikket op rundt omkring på de danske veje og motorveje. 

Skiltet med det hvide kamerasymbol på blå baggrund er sat op for at gøre bilister opmærksomme på, at politiets fotovogne muligvis holder forude og venter.

Formålet er, at få bilister til at sænke farten, inden blitzen går af, og fartbøden ledsaget af et sjældent flatterende portræt sætter kurs mod postkassen. Det oplyser bilejernes interesseorganisation, FDM

Her har de længe efterspurgt den type skiltning, og Torben Lund Kudsk, som er afdelingschef i FDMs politisk-økonomiske sekretariat, er svært tilfreds med de nye vejskilte.

- Det er rigtigt positivt, at politi og vejmyndighederne har lyttet til FDM's kritik af den skjulte fartkontrol. I langt de fleste lande laves fartkontrol synligt ud fra en tankegang om, at de fleste fartoverskridelser sker ubevidst, og at øget oplysning er vejen frem, udtaler han til FDM's hjemmeside. 

Der er ikke penge til det

Det er meningen, at skiltene skal pryde vejsiderne på både kommunale og statslige strækninger, men hvor Vejdirektoratet har afsat en pulje til skiltning på statens veje, kniber det med at finde penge til de kommunale af slagsen. 

Her er det nemlig enten kommunen selv eller den lokale politikreds, der skal punge ud, og det er ikke alle steder, der er penge i kassen til det. 

Problematisk, lyder det fra FDM. Det er nemlig oftest på de kommunale landeveje, alvorlige trafikulykker sker. 

- FDM frygter derfor, at det vil blive budgetforhold og ikke fagligheden, der afgør om skiltningen kommer op, siger Torben Lund Kudsk. 

Afstemning

Lad os undgå tragiske ulykker

Politikredsen for Sydsjælland og Lolland-Falster er et af de steder, hvor skiltene allerede har fundet vej til kommunale strækninger. 

Her pryder de blå skilte ved Gedser Landevej mellem Nykøbing Falster og Gedser og ved Farøbroen og Guldborgsundtunnelen, skriver TV ØST

- Det har vi gjort for at prøve om at se, om opsætningen af skiltene har en effekt på hastigheden – og selvfølgelig helst en nedadgående kurve. Og vi på den måde kunne bidrage til, at folk satte hastigheden ned og på den måde undgå mange af de her tragiske ulykker, vi oplever engang imellem, siger Erik Mather, der er leder af færdselsafdelingen i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV Øst.

Han uddyber, at politikredsen er blandt de første til at investere i skiltene, og at de allerede for fire år siden satte lignende skilte op ved Farøbroerne og Guldborgsundtunellen for at se effekten af skiltningen. 

- Det har vi været inde og analysere på efterfølgende, hvor vi har kunnet se, at der var en effekt, siger han. 

Mobile skilte på vej

Succesen med skiltene, som nu står permanent på de nævnte strækninger, har givet politikredsen anledning til at prøve sig med mobile skilte.

Fra næste uge, hvor projektet bliver skudt afsted, vil mobile skilte derfor poppe op de steder, hvor fotovognene vælger at placere sig. Det betyder, at måleroperatøren vil have skiltet med sig, når han kører ud, og han skal placere det cirka 200 meter væk fra fotovognen. 

Overfor TV ØST udtrykker Erik Malther store forhåbninger til, at projektet vil resultere i færre trafikuheld. Er det tilfældet, vil politikredsen udvide med flere skilte til næste år.