I dag marcherer hundrede af tusinder for klimaet verden over

- Jorden brænder under os, siger talsmand for marchen.

Lørdag forventes hundredtusinder af mennesker at gå på gåden i klimaets navn.

Og ’gå’ er netop nøgleordet, når Folkets Klimamarch bliver afholdt i 90 lande verden over for at skabe fokus på klimaudfordringerne.

Bag det koordinerede initiativ står 350.org, der er en international klimaorganisation, og de har planlagt over 800 arrangementer – marcher, minifestivaller og handlinger af civil ulydighed – verden over.

Også i Aarhus, Aalborg og København vil folk marchere for klimaet.

Arrangementerne er organiseret af frivillige og støttet af blandt andet Mellemfolkeligt Samvirke og Greenpeace.

En protest over useriøs klimapolitik

- Vi vil vise vores utilfredshed med den useriøse klimapolitik, der er fra regeringen side. Vi vil verden over forsøge at vise beslutningstagerne, at problematikken skal tages seriøst, og så vil vi give Christiansborg et folkeligt klimamandat, siger Nikolaj Kornbech, som er talsperson for marchen i København, til TV 2.

Han forventer, at der alene i København vil dukke 7000 personer op for at støtte initiativet – og hvis det bliver en rigtig god dag, håber han, at hele 10.000 mennesker vil vise deres ansigter under klimaets faner.

Musik, taler og gang

Marchen starter i København klokken 13 på Bertel Thorvaldsens Plads.

Anders Morgenthaler er vært på arrangementet, og programmet byder blandt andet på taler fra præsidenten fra Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, og meteorolog Jesper Theilgaard.

Afstemning

Når de mange marcherende miljø-aktivister lørdag samles verden over, er det med et krav om en hurtig og fair omstilling til 100 procent reelt vedvarende energi.

- Politikerne fejler. De prioriterer fortsat deres interesser i industrien for fossile brændstoffer over folkets interesse. Det sker, på trods af de tungtvejende beviser for den ødelæggelse de firmaer og systemer påfører planeten, siger talsperson fra 350.org Nick Bryer til The Guardian.

I Danmark håber Nikolaj Kornbech, at de danske politikere vil være lydhøre overfor budskabet.

- Vi håber, at budskabet vil nå frem til beslutningstagere landet over og særligt på Christiansborg. Og så håber vi, at de vil tage vores krav seriøst, og skriver det ind i den kommende klimaaftale.

I Aarhus starter marchen på Havnepladsen, og i Aalborg går turen fra Toldbods Plads til Karolinelund. Begge steder bliver de første skridt taget klokken 13.