DR får ny bestyrelsesformand

Michael Christiansen bliver udskiftet på posten til nytår efter 10 år i førersædet for DR.

Marianne Bedsted bliver ny formand for DR's bestyrelse. Hun vil tiltræde stillingen den 1. januar 2019. 

Det erfarer TV 2.

Kulturministeriet har klokken 10 bekræftet oplysningerne i en pressemeddelelse.

Kulturminister Mette Bock (LA) siger følgende om den nye bestyrelsesformand:

- Marianne Bedsted er en kæmpe kapacitet og stærkt forankret i kulturlivet. Hun evner at skabe resultater i kulturlivet. Marianne Bedsted har desuden massiv ledererfaring og en særlig sans for udvikling og for at finde nye veje. Jeg er glad for, at hun har sagt ja til at tage opgaven på sig fra januar og de kommende fire år, og at hun samtidig følger arbejdet i bestyrelsen allerede her i efteråret, lyder det fra Mette Bock.

Marianne Bedsted er 51 år og nuværende direktør for stormagasinet Salling. Tidligere har hun stået i spidsen for både Musikhuset Aarhus og været direktør i hotelkæden Scandic.

Udfordrende fremtid

TV 2s journalist på Christiansborg Jesper Vestergren fortæller, at der venter markante udfordringer for den nyudpegede bestyrelsesformand, der skal sidde for bordenden, når medieforliget skal gennemføres.

- Der venter store opgaver for Marianne Bedsted og den bestyrelse, som hun skal lede. DR er blevet pålagt at spare 20 procent som følge af medieforliget, og hele den opgave venter på at blive implementeret, siger Jesper Vestergren og uddyber:

- Derudover er politikerne ved at forhandle publicservice-kontrakten, hvor rammerne og vilkårene for Danmarks Radio skal fastsættes. Her venter der også en kæmpe opgave.

Vil fastholde unik position

Marianne Bedsted ser frem til opgaven i front for DR og de udfordringer, der følger med.

Det udtaler hun i pressemeddelelsen fra Kulturministeriet.

- Jeg ser utroligt meget frem til fra årsskiftet sammen med DR’s øvrige bestyrelse, ledelsen og de mange dygtige medarbejdere at udvikle DR videre som en kulturinstitution - kendetegnet af kvalitetsindhold, relevans og nærvær. DR vil også fremover indtage en unik position i danskernes hverdag som public service-institution i et foranderligt medielandskab, hvor konkurrencen om borgernes opmærksomhed og tid aldrig har været større, siger Marianne Bedsted.

Fik 10 år på posten

Dermed er Michael Christiansen til nytår fortid på posten som formand for DR's bestyrelse.

Michael Christiansen kommer til at have siddet mere end 10 år på posten, da han i november 2008 blev udpeget som formand for DR's bestyrelse. Tidligere var han chef for Det Kongelige Teater i perioden fra 1992 til 2008.

Han beskriver selv tiden på DR som værende præget af omstilling og krav om tilpasning.

- Det har været udforende, men det er også et privilegium at få lov til at arbejde i en institution, der er i centrum for den samfundsmæssige teknologiske udvikling, siger Michael Christiansen ifølge Ritzau og tilføjer:

- Det har været meget givende og meget spændende.

Han forudser dog en svær tid for medarbejderne i DR på grund af sparekravene.

- Det bliver ikke behageligt. Det bliver nogle triste tider for mange. Vi havde gerne set et DR, der forblev i den størrelse, det er i dag, siger Michael Christiansen.

Udpeges officielt af kulturministeren

Det er kulturminister Mette Bock, der officielt vil stå for at udpege Marianne Bedsted som DR's bestyrelsesformand senere i dag.

Bestyrelsen i DR består af 11 medlemmer.

Tre medlemmer, heriblandt formanden, bliver udpeget af kulturministeren, seks af Folketingets største partier og to af medarbejderne i DR.

Sidst på året udpeges de øvrige medlemmer til DR’s bestyrelse.