Unge til forsvar for puttemiddage: - Folk skal ikke tage det så bogstaveligt

Til elevernes utilfredshed har flere gymnasier valgt at forbyde puttemiddage.

Siden BT i sidste uge bragte historien om den unge pige Anja, der havde følt sig udsat for chikane og seksuelt krænkelse til den traditionsrige drengemiddag på Rungsted Gymnasium, er den ene historie om grænseoverskridende gymnasieritualer efter den anden væltet frem. 

Som resultat heraf har flere gymnasier nu valgt at forbyde dette års drenge- og pigemiddage - til stor utilfredshed for nogle elever. 

- Vi er selvfølgelig rigtigt kede af, at det skal gå ud over vores gymnasium, at der har været nogle tilfælde på andre skoler, siger Amanda Hansen i Go' Aften Danmark.

Hun går sammen med Mads Thing og Agnes Gregersen i 2.C på Birkerød Gymnasium, som er et af de gymnasier, der har taget konsekvensen af den massive medieomtale af de såkaldte puttemiddage. 

Seksuelle undertoner og grænseoverskridende udfordringer

Puttemiddage er en årlig tradition på særligt gymnasierne i Nordsjælland.

Konceptet er enkelt: 3.G-drenge og -piger holder hver deres middag, og særligt udvalgte 1.G'ere af modsatte køn får lov at være tjenere.

En ære, hvis de spørger nogle. En forbandelse, hvis du spørger andre. 

Festerne har nemlig ofte seksuelle undertoner, og det er ikke ualmindeligt, at de kvindelige tjenere til drengemiddagen eksempelvis bliver bedt om at sutte på en agurk eller slikke tequila af de ældre elevers kroppe. 

Sådan er det ikke hos os

Men så voldsomt er det altså ikke på Birkerød Gymnasium, hvis man spørger Mads Thing. Han mener, at medieomtalen er ude af proportioner.

- Jeg synes, måden, folk ser på puttemiddage, er lidt snæversynet, siger Mads Thing.

Mads Thing forstår godt, hvis ritualerne på de andre skoler er grænseoverskridende for nogle. Video: Katja Mejborn Østergaard

Folk skal ikke tage det så bogstaveligt

Mads Thing har ikke selv været med til en puttemiddag, men det har hans klassekammerat Amanda Hansen. Hun mener ligeledes, at reaktionen er overilet.

- Jeg forstår godt, der er forældre, der reagerer voldsomt på det. Det, tror jeg også, jeg havde gjort, hvis jeg var forælder til en datter, der blev udsat for sådan noget, men jeg tror ikke, folk skal tage det så bogstaveligt, som det er blevet, fortæller gymnasieeleven.

Hun uddyber, at der på deres skole hverken bliver holdt auditions eller sendt lumre breve ud til 1.G’erne, som 3.G'erne foreksempel har gjort på HHX i Lyngby, 

Her er et brev målrettet "de smukke, friske og liderlige" blevet sendt med beskeden om, at 1.G'erne for at blive udvalgt som tjener skal "finde deres hvide skjorter og korte, sorte nederdele frem til en lummer aften med dejligste 3.G-drenge". 

En ung pige slikker flødeskum fra en dreng i til en af de såkaldte auditions. Klarer man det godt til sin audition, kan man ende med at skulle servicere 3.G'erne til puttemiddagen.
En ung pige slikker flødeskum fra en dreng i til en af de såkaldte auditions. Klarer man det godt til sin audition, kan man ende med at skulle servicere 3.G'erne til puttemiddagen. Foto: TV 2

På Birkerød Gymnasium er stemningen ifølge Amanda Hansen en helt anden.

- Jeg var ikke ude for den slags. De eneste udfordringer, vi tjenere fik, var at bælle øl og vin, og det gjorde jeg personligt ikke. Jeg var bare tjener til middagen, fortæller hun.

Det handler om det sociale 

Alle tre elever er trætte af, at det i deres øjne er kommet så vidt. De havde nemlig alle set frem til, at de om et års tid skulle have været værter for henholdsvis drenge- og pigemiddagen. 

De gør sig dog ingen forhåbninger om, at det bliver aktuelt.

- Jeg synes, det er ærgerligt, for det, der bliver lagt vægt på hos os, er jo middagen, siger Agnes Gregersen, og Amanda Hansen bakker op: 

- Det handler mere om sociale relationer, end det handler om udseende og alt muligt andet.