Minister om 'puttemiddage': - Jeg bliver simpelthen vred

16x9
En ung pige slikker flødeskum fra en dreng i en af optagelsesvideoerne. Foto: TV 2

Ligestillingssminister Eva Kjer Hansen mener, at rektorerne bærer et ansvar for deres elevers adfærd. Også uden for skolen.

De såkaldte 'puttemiddage', som i flere år har været en tradition på blandt andet adskillige nordsjællandske gymnasier, får nu to ministre på banen.

Det drejer sig om undervisningsminister Merete Riisager (LA) og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V).

- Jeg bliver simpelthen vred. Vi har nogle rektorer for de her uddannelsesinstitutioner, der skal sørge for at opstille nogle spilleregler for, hvad det er for en adfærd, man kan acceptere, siger Eva Kjer Hansen.

Skulle slikke flødeskum af drenge

De seneste dage har BT afsløret, hvad der foregår til de såkaldte 'puttemiddage', hvor drenge fra 3.g på gymnasierne inviterer piger fra 1.g til middag, hvor de skal være tjenere.

Her fortæller nogle af pigerne blandt andet, at de er blevet udsat for krænkende ting som at skulle slikke flødeskum af drengenes bryst, dyste med veninderne om at tage bh’en af og drikke store mængder alkohol.

Screenshot fra optagelsvideoen.
Screenshot fra optagelsvideoen. Foto: TV 2

- Der var en generel stemning om, at vi var vildt heldige, at vi blev udvalgt til det her, og at vi skulle lade være med at tude over det, siger  Anja Leighton, der gik på Rungsted Gymnasium, da hun oplevede ritualet.

For at komme med til 'puttemiddagen', skal pigerne igennem en optagelsesprøve. En video fra en af optagelsesprøverne, som TV 2 er kommet i besiddelse af, viser blandt andet, unge piger, der står på rad og række, mens de prøver at få en agurk så langt ned i halsen som muligt, og piger der slikker flødeskum af en liggende drengs bare mave.

To piger sutter på agurker.
To piger sutter på agurker. Foto: TV 2

Minister: I værste fald bliver de udskrevet af gymnasiet

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) forventer, at gymnasierektorerne skrider ind overfor 'puttemiddagene', selvom det foregår uden for skolen.

- I værste fald, hvis der er nogen, der slet ikke forstår, hvor skabet skal stå, så bliver man udskrevet af gymnasiet, siger hun.

Det er muligt for gymnasierne at sanktionere eleverne for ting, der foregår uden for skolen. Det er blevet muligt efter politikerne lancerede den såkaldte hævnpornopakke

Otte gymnasier i Nordsjælland

En undersøgelse som er beskrevet i Berlingske viser, at otte nordsjællandske gymnasier har en tradition for at holde en årlig 'puttemiddag'.

Og mens traditionen bliver kritiseret af Rungsted Gymnasiums rektor og lærere, ser man mere mildt på det på Birkerød Gymnasium.

Her finder de samme arrangementer sted. Ifølge rektor Anders Kloppenborg, er det dog uden de samme problemer.

- Så ville jeg have fået det fortalt. Og hvis der er nogen, der ikke har fortalt mig det, er man velkommen til at komme og fortælle mig det, så jeg kan blive klogere. Så havde jeg ageret med det samme.

- At tro på at vi kan få ungdommen til fuldstændig at rette sig efter det, som vi som samfund og voksne sætter op som regler, det er omsonst, siger han. Han understreger dog, at han vil reagere, hvis eleverne kommer til ham med lignende historier, som dem man hører fra andre gymnasier.