Akut lægemangel: Nu opretter hovedstaden midlertidige klinikker

16x9
Arkivfoto. Region Hovedstaden har truffet beslutning om at åbne almen medicinske ”nødklinikker” på grund af lægemangel. Foto: Morten Germund / Scanpix Denmark

Klinikkerne skal afhjælpe problemet, mens der arbejdes på en varig løsning.

Den akutte lægemangel får nu Region Hovedstaden til at oprette to midlertidige klinikker, som skal afhjælpe problemet. 

Det oplyser Region Hovedstaden torsdag morgen. Hensigten med den midlertidige lægehjælp er, at alle regionens borgere kan blive sikret en almen læge.

Som det er lige nu, har 98 procent af de praktiserende læger i Københavns Kommune lukket for tilgang af patienter og på Frederiksberg er det 100 procent af lægerne, som har lukket for nye patienter.

Praktiserende Lægers Organisation oplyser til TV 2, at de ærgrer sig over løsningen. 

- Vi er meget overraskede over beslutningen og triste over, at vi ikke har haft mulighed for at byde ind. I sommers var der en akut lægedækningskrise, hvor 200 patienter ikke kunne finde en lægepraksis, og der fandt vi en løsning på problemet, siger Karin Zimmer, PLO-formand i Region Hovedstaden.

Hun fortæller, at organisationen sendte breve ud til de praktiserende læger for at anmode dem om at hjælpe regionen med at tage imod flere patienter. Flere klinikker tilbød at hjælpe.

Derfor undrer Karin Zimmer sig over, at Region Hovedstaden nu besluttede sig for nødklinikker uden at drøfte løsningsforslag med organisationen først.

Beslutning blev truffet i aftes

Beslutningen blev truffet onsdag aften i Region Hovedstadens Udvalg for Forebyggelse og Sammenhæng, og det er planen, at de to midlertidige klinikker skal placeres på Amager Hospital og på Bispebjerg/Frederiksberg Hospital. 

Hvornår præcis det sker, oplyser Regionen ikke. I stedet lyder det, at det kommer til at ske "snarest muligt". 

Når de midlertidige lægeklinikker er oprettet vil det betyde, at borgere uden praktiserende læge i København og på Frederiksberg kan tilmelde sig midlertidige lægeklinikker via den almene tilmelding på borger.dk.

Mange studerende uden læge

- Situationen er, at tre praktiserende læger i København lukker deres praksis, og der flytter i øjeblikket mange studerende til hovedstaden, så hvis vi skal sikre alle muligheden for at gå til læge, så er det nødvendigt, at regionen opretter to midlertidige tilbud, siger Qasam Nazir Ahmad (Alternativet), formand for Region Hovedstadens Udvalg for Forebyggelse og Sammenhæng.

Men med de to nye tilbud er udvalget hensynsløse mod patienterne, lyder det fra PLO.

- Vi mener, at man udnytter en paragraf i Sundhedsloven, når man ikke søger muligheden for at få patienterne ind på de eksisterende klinikker. Patienter har ret til og skal tilknyttes en fast lægepraksis. Det kræver dog en politisk vilje, siger Karin Zimmer.

Løsningen kunne være ifølge PLO være, at tilbyde praktiserende læger en bonus, hvis de tager imod flere patienter. 

Lægemangel trods ekstra indsats

I pressemeddelelsen oplyser Region Hovedstaden også, at regionen i løbet af 2017 og 2018 har øget antallet af praktiserende læger med 20. Heraf ni i Københavnsområdet.

Det har dog ikke været tilstrækkeligt til at afhjælpe problemet, hvilket har resulteret i, at København og Frederiksberg nu erkender en situation med akut lægemangel. 

- PLO har de sidste ti år advaret om, at de praktiserende læger bliver ældre og at flere patienter kommer til. Regionen viser en ekstremt træghed ved ikke at lytte og forstå, hvor vi er på vej hen, og nu tager de konsekvensen med nødklinikker, siger Karin Zimmer.