3700 dør årligt af luftforurening: Her er de største syndere

16x9
Forurening fra blandt andet brændeovne, kraftværker og trafik er skyld i, at over 3000 mennesker dør årligt i Danmark. Foto: Shutterstock

Bliv klogere på, hvad luftforureningen er for en størrelse, og hvad du kan gøre for at mindske den.

Brændeovne spreder varme og hygge omkring sig - men er også en af de største kilder til den danske luftforurening. Derfor vil Københavns overborgmester stoppe brugen af brændeovne og belønne dem, der skiller sig af med dem.

Tal fra Bolius viser, at hver fjerde husstand havde en brændeovn i 2017, og brugen af denne er altså ikke uden konsekvenser. 

Cirka 3750 mennesker dør for tidligt i Danmark som følge af luftforureningseksponering. Det viser en rapport, der blev udgivet i januar af Københavns Universitet og Hjerteforeningen. 

50 procent af dødsfaldende relateret til den danske udledning skyldes fyring med brændeovn og anden træfyring. Det svarer til godt 500 dødsfald årligt.

Sådan påvirker luftforurening din sundhed

Forureningen med partikler har betydning for vores sundhed på flere måder:

  • De bittesmå partikler kan give åndedrætsbesvær, påvirke blodet og ændre kroppens celler. I værste fald kan forureningen føre til udvikling af kræft.
  • Den påvirker hjertekredsløbet og dødelighed forbundet hermed.
  • Folk, der i forvejen har astma eller bronkitis, kan opleve, at symptomerne bliver værre eller oftere bliver syge.
  • Den har effekt på fødselsvægten, udvikling af diabetes og slagtilfælde
  • På længere sigt kan forureningen være skyld i hjerte- og lungesygdomme, kræft og dårligere lunger hos børn. 

Kilde: Miljøstyrelsen

Trænger ind i blodårerne

Udover brændeovne er der flere syndere til luftforurening og dårligere helbred. Det, der gør brændeovnen til en særlig stor synder i forbindelse med luftforureningen er, hvad den udleder. 

I Danmark overvåger Miljøstyrelsen i samarbejde med DCE (Nationalt Center for Miljø og Energi) luftens indhold af forurening. Her måles luftens mængde af ozon, kvælstofdioxid og partikler. 

- Det, vi især holder øje med, er partikler, da de har en særlig sundhedseffekt, fortæller Ph.D. i atmosfærekemi Charlotte von Hessberg til TV 2.

Det er partiklernes størrelse, der gør dem skadelige. Partiklerne kan sammenlignes med støv, bare endnu mindre. Størrelsen gør dem i stand til at ophobe sig i lungerne eller trænge helt ud i blodbanerne.

Kan sprede sig over tusind kilometer

- Hvis man kigger på partiklerne, kan man se, at de særligt kommer fra brændeovne, transport, skibe og virksomheder såsom kræftværker og affaldsforbrændingsanlæg. Jo flere kilder, desto større luftforurening. I København er der mange forureningskilder, og det er også her, vi har målt landets største koncentration, lyder det fra Charlotte von Hessberg.

Men forureningen svæver ikke stille over byerne. Den kan sprede sig i vinden, og det kan ske over mange tusind kilometer. 

- Det betyder, at 80 procent af alle de partikler, vi indånder, slet ikke er udledt fra danske kilder. Vender man den om, så mærker svenskerne til den forurening, vi udleder, siger Charlotte von Hessberg.

Søg indendørs

Ønsker du at påvirke din egen forurening, har du ifølge Charlotte von Hessberg to muligheder. Du kan sørge for at modtage mindre eksponering for forurening, alt afhængigt af, hvor du bor.

Bor du i en storby, vil der være mindre forurening indendørs. Omvendt vil der være mere forurening inde i hjemmet, hvis du eksempelvis bor i en skov.

Den anden mulighed kan være, at du mindsker forureningen ved at se på, hvilke kilder du selv kan fjerne, såsom brændeovnen eller bilen.

Herunder kan du blive klogere på Danmarks største forureningskilder.  

Luftforureningens største syndere

Brændeovne

Ilden i brændeovnen spreder hygge, men desværre også skadelige partikler. Brændeovne og -kedler er derfor en betydelig kilde til luftforurening. 
Røgen fra de populære ovne indeholder giftstoffer som tjære, dioxin, ozon, metan, cyanidforbindelser og formaldehyd.
I 2017 havde hver fjerde husstand en brændeovn, viser tal fra Bolius.

Trafik

Fodboldtræning, familiebesøg og fragtkørsel. Biler, busser og andre køretøjer er uundværlige i hverdagen. Men det, der gør hverdagen lettere, belaster også miljøet.
Køretøjer bruger brændstoffer til at skabe energi. Brændstofferne kan være fossile såsom dieselolie og benzin.
Luftforurening starter med en aktivitet, for eksempel forbrænding i en bilmotor. Forbrændingen producerer energi, men giver også et udslip af kemiske stoffer.
Stofferne bæres med vinden, omdannes undervejs ved kemiske processer i luften og sætter sig på planters overflade, kommer ned i lungerne og forstyrrer iltbalancen i søer og åer.

Kraftværker

Strømmen til køleskabet, computeren og telefonen. Varmen i radiatoren. Alt sammen kommer fra store kraftværker, der producerer energi til danskerne, men udsender skadelige stoffer på samme tid. Forureningen kommer fra afbrænding af kul, olie, gas og træ.

Skibe

Varer fragtes med skibe Jorden rundt - året rundt. Fodboldssko skal leveres, bananer skal transporteres, og bacon skal eksporteres.
Hver dag passerer mange skibe gennem Østersøen, Storebælt og Nordsøen med varer til verdens havne. Med Danmarks placering i dette trafikknudepunkt udsættes luften i de danske byer for en del forurening fra skibe.
Udstødningerne fra de store motorer indeholder svovl, kvælstof, partikler, flygtige organiske forbindelser og stoffer, der nedbryder ozon. Alle sammen stoffer, der er skadelige for miljøet og for sundheden.

Stearinlys og madlavning

Det er ikke kun luften udenfor, der bliver forurenet, også luften indenfor kan være skadelig.
De farlige partikler kommer også fra de ting, vi gør inde i hjemmet. Primært opstår de, når vi tænder stearinlys og laver mad.
Lys er typisk lavet af stearin eller paraffin, men kan også være lavet af andre materialer som bivoks, soya og vegatabilsk olie. Der er dog forskel på, hvor mange mængder partikler levende lys udskiller, alt afhængigt af materialet.
Målinger viser ifølge Miljøstyrelsen, at paraffinlys gennemsnitligt udsender halvt så mange ultrafine partikler som stearinlys, når lysene brænder optimalt, altså med rolig flamme, som ikke soder.