Kan du risikere kæmperegning i byggesager? Tjek din kommunes priser her

Skal anlæggelsen af din nye altan koste 0 kroner i timen at søge om tilladelse til? Hvad med 919 kroner i timen?

Anlæggelsen af en ny altandør har i Aarhus Kommune kostet et ungt par 11.436 kroner og 25 øre, da kommunen kræver en timepris på mere end 600 kroner for at behandle parrets ansøgning.

Gennem et langstrakt forløb har Mads Buhl og kæresten Jane Laursen kæmpet for at få lov til at skifte deres gamle, nedslidte altandør ud med en ny.

Døren stod færdig i marts i år. Først nu erkender kommunen over for TV 2, at der er sket en fejl i sagsbehandlingen, og at parret muligvis har betalt for meget.

Tilfælde som Mads Buhl og Jane Laursens bør "ikke kunne ske", mener Torben Liborius, der er erhvervspolitisk direktør i Dansk Byggeri.

- I forhold til privatpersoner skal man som kommune sikre sig, at man opretholder rimelighed i sagsbehandlingen, siger han til TV 2.

Hørsholm Kommune har den - med længder - højeste timepris for sagsbehandlinger af byggesager. 919 kroner skal kommunen have i timen for at behandle en byggeansøgning fra indbyggerne. Katrine Langer, der er centerchef i teknikforvaltningen hos Hørsholm Kommune, forklarer timeprisen med, at intet af udgiften betales med borgernes skattekroner.

- Det er 100 procent brugerfinansieret. Vi kører intet over skatten, mens andre kommuner kører noget af betalingen over skatten. Det kan ikke betale sig for en kommune som Hørsholm, siger hun til TV 2.

Holder prisen nede ved betaling over skatten

I Mariagerfjord Kommune har man en anden indstilling. Kommunen har den laveste pris blandt de kommuner, som opkræver penge for sagsbehandlingen. 312 kroner i timen lyder prisen på.

- Noget af betalingen bliver taget over skatten. Vi vil gerne holde prisen dernede, hvor den ligger nu, og så bliver resten betalt over skatten, fortæller Jesper Vraa Andersen, der er afdelingsleder i Plan og Byg i Mariagerfjord Kommune, til TV 2.

Se, hvad din egen kommune tager for at sagsbehandle en byggeansøgning i kortet herunder:

Se byggesagsgebyret i din kommune

Analysen fra Dansk Byggeri viser, at der er stor forskel i den timepris, som hver kommune opkræver:

Faktisk er der hele 22 kommuner, som helt afholder sig fra at opkræve en timebaseret betaling, og der er derfor stadig for stor forskel på priserne kommunerne imellem, mener Torben Liborius fra Dansk Byggeri.

Stadig en del arbejde at gøre på området

- Der er stadig en del arbejde at gøre på det her område, og det er også pointen med vores analyse, for der er stadig uforklarlig stor forskel på, hvad det koster fra kommune til kommune, siger han.

Torben Liborius er dog glad for, at der på markedet er sket et skift fra det, der førhen var uforståelige gebyrmodeller til en meget mere gennemskuelig timeberegning nu.

- For nogle år tilbage kunne hver kommune pålægge bygherren et hav af forskellige gebyrer - for eksempel gebyr per kvadratmeter, som kunne ramme helt skævt i forhold til byggeriet. Efter timeprismodellen blev indført, faldt det generelle prisniveau faktisk, men vi ser desværre - som nu - eksempler fra private, der får en uhørt stor regning, og det skal der selvfølgelig ses nærmere på, mener han.

Boligminister Ole Birk Olesen har ikke haft mulighed for at stille op til et interview, men understreger i en skriftlig kommentar til TV 2, at gebyrerne ikke må overstige de omkostninger, som kommunen har haft i forbindelse med byggesagsbehandlingen.

- Derfor må den pågældende kommune kunne redegøre for det sagsbehandlingsgebyr, der generelt opkræves i byggesager og i den pågældende byggesag, lyder det fra ministeren.