Træt af mænd i shorts på tv: - Jeg troede, at det var løgn

16x9
Felix Smith i som tv-vært i Go' aften Danmark den 17. august iført shorts. Foto: Nordisk Film

Det handler om meget mere end bare tøj og sender et forkert signal, hvis mænd ifører sig bare ben på skærmen.

Mens langt de fleste nyder, at sommeren stadig er her, så er der nogen, der ser frem til koldere vejr.

En af dem er præst, debattør og tidligere journalist Sørine Gotfredsen, og det er der en helt særlig grund til. Hun er ganske enkelt træt af at se mænd iført shorts på tv.

I et indlæg mandag i Kristeligt Dagblad skriver hun, at det er sket flere gange de seneste uger, at mænd har siddet i seriøse programmer og debatteret med bare ben og sandaler, og med den fremtoning mister deres ord vægt.

- Når jeg tager fat i dette, er det for at minde om, hvor meget påklædning og fremtoning afslører tidens syn på normer og respektfuld omgang med hinanden.

- Man glemmer, at der er forskel på at optræde afslappet på en strand eller i sin egen have og at side i et tv-studie, hvor jeg synes, man bør være klædt mere formelt på, siger Sørine Gotfredsen til TV 2.

Hun argumenterer for, at hvis er man er gæst eller vært på tv, er man der ofte for at snakke om noget meget konkret og seriøst, og at tøjet derfor er med til at signalere, både hvad man står for, og hvad man taler om.

- Man skal ikke blive distraheret af folks udseende. Det er derfor, vi har opfundet uniformer og formel påklædning. Der skal være en overensstemmelse mellem den rolle, man forbinder sig i, og det tøj man har på, siger Sørine Gotfredsen.

Sidder i et drivhus

Det var tilsyneladende et par bare knæ og skinneben fra en kendt TV 2-vært, som var dråben, der fik bægret til at flyde over for præsten.

- Jeg troede, at det var løgn, da vært Felix Smith i sidste uge trådte ind i studiet i TV 2-programmet 'Go´ aften Danmark' i nogenlunde samme mundering, som han sikkert ville tage på stranden i, skriver Sørine Gotfredsen i sit indlæg i Kristeligt Dagblad.

Hun kalder det useriøst og mener, at det sender et signal om, at Felix Smith ikke vil gøre sig umage med indholdet i programmet, når han ikke gør det med sin påklædning.

Sørine Gotfredsen mener, at mænd iført shorts i seriøse tv-programmer bliver reduceret til små drenge.
Sørine Gotfredsen mener, at mænd iført shorts i seriøse tv-programmer bliver reduceret til små drenge. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Hun anerkender, at det ville virke unaturligt, hvis Felix Smith sad i et stift jakkesæt i et program som 'Go' aften Danmark', men hun mener stadig, at der er mellemgrader af påklædningens yderpunkter.

- Jeg synes ikke under nogen omstændigheder, at en studievært i noget program skal stå i shorts og ligne en badegæst, siger Sørine Gotfredsen til TV 2.

Men for tv-værten Felix Smith er shorts ikke ensbetydende med, at man ikke går op i, hvad man klæder sig.

- Jeg vil sige, at jeg altid gør mig enormt umage, når jeg skal vælge det tøj, jeg skal have på, når jeg skal på tv. Når det så er sagt, så har det været den varmeste sommer længe, og vi sidder altså ikke i et nedkølet tv-studie. Vi sidder i et drivhus, siger Felix Smith.

Han kalder det samtidig en lidt mærkelig diskussion, om mandlige værter må have shorts på eller ej. For "skal vi så også diskutere, om kvindelige værter må have nederdele på?", spørger han.

Jeg synes ikke under nogen omstændigheder, at en studievært i noget program skal stå i shorts og ligne en badegæst

Sørine Gotfredsen, præst og debattør

Sørine Gotfredsen mener dog ikke, at vi må blande tingene sammen. Uniformer gælder også i et tv-studie, hvor der ikke må være en modsætning mellem det, man siger, og det man udtrykker.

- Når jeg er præst i kirken, ville det være helt forkert, hvis jeg ikke havde præstekjole på, en sygeplejerske skal selvfølgelig have sygeplejersketøj på og en politibetjent uniform på. Det er for, at vi kan genkende hinanden i forskellige situationer, så det hele ikke bliver én stor ligegyldig grød, siger hun.

Forbud for gæster

'Go' aften Danmark' er ikke det eneste program, som Sørine Gotfredsen langer ud efter. Også DR 2's 'Deadline' får en overhaling.

Her mener den tidligere journalist, at kanalen burde indføre et forbud - ikke blot for værter, men også for gæsterne i programmet.

Den bemærkning var programchef på radiokanalen Radio24syv, Mikael Bertelsen, hurtig til at opfange. Mandag aften var han gæst i netop DR 2's 'Deadline' og her iført shorts. Tøjvalget var dog bevidst, da han havde læst Sørine Gotfredsen indlæg i Kristeligt Dagblad tidligere på dagen.

I slutningen af programmet rejste han sig op fra sin stol.

- Jeg ville gerne prøve at have shorts på i 'Deadline', inden det bliver forbudt ligesom alle andre ting, sagde Mikael Bertelsen i programmet.

Mikael Bertelsen var inviteret i Deadline for at dele sine oplevelser med at vandre. Og det gjorde han, men han havde også en anden plan.

Posted by Deadline - DR on Monday, August 20, 2018

Som privatperson er programchefen grundlæggende helt på linje med Sørine Gotfredsens holdning.

- Når man laver og medvirker i fjernsyn, så bør man være bevidst om, hvilke signaler man sender. Hvis man skal kommentere på verdens tilstand, så kan det virke ekstremt støjende at have shorts og sandaler på. Det vil jeg give hende ret i, siger Mikael Bertelsen til TV 2.

Hans ageren i 'Deadline' havde andre bevæggrunde.

- Jeg ville forsvare nogle større principper. At DR ikke lader sig presse af omverdenens holdninger i forhold til, hvordan de laver deres programmer. Og så de mange forbud der omgiver os, hvad enten det handler om rygning, mobiltelefoner og andre beklædningsgenstande, siger Mikael Bertelsen.

Debat opstod efter forbud

Debatten om shorts i det danske sommervejr opstod oprindeligt i kølvandet på en mail, der i maj blev sendt ud til medarbejderne på Jyllands-Posten med den ansvarshavende chefredaktør Jacob Nybroe som afsender.

Afstemning

Mailens budskab var, at ansatte fremover ikke måtte iklæde sig shorts på arbejdet. Han begrundede det blandt andet med, at Jyllands-Posten er "en arbejdsplads - ikke en campingplads".

- Vi var da godt klar over, at det var en beslutning, der ville dele vandene, fortalte ansvarshavende chefredaktør Jacob Nybroe dengang til TV 2.

- Reaktionerne fra medarbejderne har været i hver sin ende. Nogle synes, det er dejligt at få indskærpet, mens andre ser det som et brud på menneskerettighederne.

Sørine Godtfredsen slutter sit indlæg i Kristeligt Dagblad af med at opfordre både TV 2 og DR til at stille højere krav til værter og gæsters påklædning.