København forbyder børn at ryge i skoletiden - også uden for skolens område

Skoleledere forudser, at det bliver svært at håndhæve et forbud.

Nu skal det være slut med at ryge i skoletiden for københavnske skoleelever - både på skolen og uden for skolen.

Det stemte et flertal i Børne- og Ungdomsudvalget onsdag ja til i den københavnske borgerrepræsentation.

- Vi har haft det udgangspunkt, at det er forbudt for eleverne at købe cigaretterne, hvorfor det også er forkert, at man får lov til at ryge i skolen. Tallene for unge rygere er begyndt at stige igen, og vi ved fra pilotforsøg, at det her hjælper, siger børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S). Forbuddet skal træde i kraft så hurtigt som muligt, lyder det fra borgmesteren. 

Opbakning til forbuddet

Det bliver de enkelte skolebestyrelser på de københavnske skoler, som skal beslutte, hvad et brud på rygeforbuddet kommer til at betyde for den enkelte elev. 

Forbuddet nyder opbakning fra Jesper Larsen, som er skoleleder på Højdevangens Skole på Amager.

- Der er ingen elever hos os, som ryger på skolens område. Men det er almindelig praksis, at forældrene har skrevet under på, at eleverne må forlade skolen i skoletiden. Jeg synes, det er rigtig fornuftigt at forbyde eleverne at ryge, siger Jesper Larsen.

Jeg synes, at forbuddet er glimrende. Men jeg ser nogle praktiske udfordringer med, hvordan vi skal håndhæve det.

Jesper Larsen, skoleleder 

Tallene fra Den Nationale Sundhedsprofil viser, at andelen af 16- til 24-årige rygere i Region Hovedstaden er steget fra 12,6 procent i 2013 til 16,1 procent i 2017. Derudover viser en undersøgelse fra Røgfri Fremtid, at én ud af fem unge i aldersgruppen 14 til 19 år røg den første cigaret i skoletiden. 

Afstemning

I Skolelederforeningen bakker man op om, at børn og unge mennesker ikke skal ryge eller lære at ryge.

Foreningen kan genkende, at der kommer flere unge rygere. Men det er svært at danne et egentligt overblik, da rygningen ikke altid foregår i skolen.

Forbuddet bliver svært at håndhæve

Formand for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, forudser dog, at det bliver svært at håndhæve den del af forbuddet, der gælder uden for skolens område:

- Jeg er enig med borgmesteren i, at det bør være sådan, men når man giver eleverne udgangstilladelse til at gå til bageren eller kebabben, så får man et problem med at håndhæve sådan et forbud.

Jesper Larsen er enig i, at den del af forbuddet bliver en udfordring:

- Jeg synes, at forbuddet er glimrende. Men jeg ser nogle praktiske udfordringer med, hvordan vi skal håndhæve det.

Indtil videre har det været valgfrit for skolerne i hovedstaden, om skoledagen skulle være røgfri for eleverne. 

Noget tyder dog på, at der er opbakning til et forbud. En undersøgelse fra Trygfonden og Kræftens Bekæmpelse viser nemlig, at 82 procent af de 14 til 19-årige synes, at en røgfri skoledag er en god ide.