Tivoli ville vise ny forlystelse frem, men måtte afblæse fem minutter før premiere

16x9

Den nye forlystelse Tik Tak skal afløse Snurretoppen, der har været at finde i Tivoli i mange år.

Der var lagt op til den helt store åbning, da Tivoli torsdag præsenterede deres nye forlystelse Tik Tak for pressen og udvalgte gæster.

Men blot fem minutter før forlystelsen, der har været tre år undervejs, skulle skydes i gang, fik pressechef, Torben Plank, besked om, at åbningen måtte udskydes.

Den nye forlystelse til 30 millioner kroner havde ikke bestået sikkerhedsgodkendelsen, fordi der var en fejl i det elektriske system.

- Det er selvfølgelig mega ærgerligt. Men vi går selvfølgelig ikke på kompromis med sikkerheden i Tivoli. Det er højst sandsynligt en banal fejl, men det skal undersøges, siger Torben Plank.

Testet flere gange

Han fortæller, at forlystelsen er blevet testet flere gange op til premieren for pressen – både med attrapper og mennesker. Uden at der har været problemer.

Det kom meget bag på Torben Plank, at forlystelsen ikke var sikkerhedsgodkendt. Han var ved at præsentere den for pressen, da en medarbejder gav ham beskeden.

Han forklarer, at fejlen blev opdaget kort før, han fik det at vide.

- Man kan sammenligne det med, at man sætter sig ind i en ny bil, og så er der en lampe, der blinker. Så kører man ikke videre, før man har sikret sig, at alt er i orden.

Åbning udskudt

Torsdag aften oplyser Torben Plank, at Tivoli arrangerer ny pressetest den 13 august, og at forlystelsen officielt åbner den 15. august.

Tik Tak har været undervejs i knap tre år og er designet specielt til Tivoli. 

Premieren på Tik Tak var allerede forsinket i forvejen ifølge en pressemeddelelse fra Tivoli.

- Men samspillet med den komplicerede teknologi og færdiggørelse af scenografien på forlystelsen har betydet, at det har trukket processen ud, hvilket har medført en mindre forsinkelse, skriver Tivoli.

Sådan ser den nye forlystelse ud.
Sådan ser den nye forlystelse ud. Foto: Tivoli

Den nye forlystelse er opført, hvor Snurretoppen stod, og dermed er det også et endeligt farvel til den gamle kending, der efter 14 millioner ture på 29 år er sendt på pension.

- Men den nye forlystelse kommer til at slå Snurretoppen flere gange, sagde Torben Plank før premieren for pressen.

Den nye forlystelse kan rumme 40 gæster af gangen og 750 i timen og for at prøve den, skal man være mindst 140 centimeter høj.
Den nye forlystelse kan rumme 40 gæster af gangen og 750 i timen og for at prøve den, skal man være mindst 140 centimeter høj. Foto: Tivoli

For den otte meter høje forlystelse drejer i høj fart gæsterne horisontalt og vertikalt rundt og skal give en forestilling om en tidsrejse.