Dansk designer havde niqabklædte modeller på catwalken

16x9
Designeren bag showet støtter op om kvinders ytringsfrihed til MUF10 modeshow i København Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Vi bør ikke sanktionere kvinder alene på grund af påklædning, lyder det fra designer bag modeshow.

Det var mere end bare et almindeligt modeshow, som onsdag udspillede sig på catwalken ved modeugen i København.

Her gik modeller i den muslimske klædedragt niqab, mens andre modeller var klædt ud som politibetjente under tøjmærket MUF10's show.

- Pligt at støtte kvinders ytringsfrihed

Den 1. august trådte tildækningsforbuddet i kraft i Danmark, og det er blevet mødt af flere protester.

Vi bør ikke sanktionere en kvinde, der hverken truer eller påfører andre skade

Reza Etamadi, designer

Designeren bag MUF10, Reza Etamadi, fortæller i en skriftlig kommentar, at han føler en pligt til at støtte kvinders ytringsfrihed.

- I Iran, hvor jeg er født, kæmper kvinderne for frit at kunne vælge, hvad de ønsker at iklæde sig, lyder det.

MUF10 modeshow i København
MUF10 modeshow i København Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

- Vi bør ikke sanktionere en kvinde, der hverken truer eller påfører andre skade, alene på grund af hendes påklædning.

Han skriver dog også, at han ikke har en ensporet holdning til forbuddet:

- Jeg har ingen ensporet holdning til maskeringsforbuddet generelt. Jeg er ikke politisk aktiv, og jeg har aldrig været medlem af et politisk parti.

Man skal kunne bestemme over egen krop

Designeren har alligevel et princip om, at ingen mand skal bestemme, hvad kvinder vælger at gå i.

- Gør vi det i magtudøvende uniformer, så krænker vi ikke kun kvinden bag de klæder, men lige så meget det frie valg vi i den vestlige verden er kendt for og stolte af at have.

Flere modeller bar tildækning under showet
Flere modeller bar tildækning under showet Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

- Med alle mine privilegier som mand og alle mine erfaringer ved og anerkender jeg, at jeg har en pligt til at støtte op om alle kvinders ytrings- og tankefrihed og retten til at bestemme over egen krop.

Første bøde efter forbud

En 29-årig kvinde fik lørdag den første bøde efter forbuddet, da hun bar niqab i Hørsholm Midtpunkt.

Første overtrædelse straffes som udgangspunkt med en bøde på 1000 kroner. Beløbet stiger til op til 10.000 kroner ved fjerde overtrædelse.

Dog må man gerne tildække ansigtet, hvis man har et anerkendelsesværdigt formål. Det kan være vintertøj, når det er koldt, kostumer og masker i forbindelse med karnevaler, fastelavn og halloween.

Desuden var det tilfældet, da der var demonstration mod forbuddet den 1. august.