11 ud af 18 busser dumpede færdselstjek ved Smukfest - skabte lang ventetid

Blandt fejlene på busserne var fejl på bremser, manglende bremselys og nedslidte dæk, oplyser politiet.

11 af de 18 shuttlebusser, der fragter festivalgæster til og fra Smukfest ved Skanderborg, er indkaldt til syn, efter at Sydøstjyllands Politi onsdag har foretaget tjek for fejl og mangler.

Det oplyser politikommissær ved Sydøstjyllands Politi, Stig Simonsen, til TV 2.

- Nu er det op til busselskabet at få bragt tingene i orden. Busserne kan ikke sættes tilbage i drift, før de er synet og godkendt. Og så kan jeg garantere for, at vi vil kontrollere dem igen. 

Blandt andet havde fire busser problemer med bremserne, to havde for nedslidte dæk, to var utætte for diesel eller benzin, og en manglede fuldstændig bremselys.

Bus lækkede brændstof

En af busserne, der lækkede brændstof, blev sendt direkte på værksted.

- Det er ikke optimalt. Vi er til for at se, at færdselssikkerheden er i orden, og når der er fejl på bremserne, er det ikke tilfredsstillende. Det skal ikke ske, siger politikommissæren.

Ifølge Stig Simonsen blev det også undersøgt, om der var for mange passagerer i busserne, og også her var der problemer.

Politiet har været i dialog med P.P. Busser, der står for bustransporten.

Også problemer sidste år

Det er ikke første gang, at der er problemer med bussikkerheden ved Smukfest. Ved sidste års festival havde 6 ud af 16 busser fra P.P. Busser, som blev udtaget til kontrol, problemer med bremserne.

Direktør i P.P. Busser Maria Kathina Petersen oplyser, at alle busser har været til syn inden for det seneste år.

- Det skal man, sagde hun, inden resultatet af politiets tjek kom.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra P.P. Busser, efter at resultatet lå klar.

Smukfest: - Ikke tilfredsstillende

Talsmand for Smukfest, Poul Martin Bonde, kalder situationen bitter.

- Det er ikke tilfredsstillende for os, og det er ikke tilfredsstillende for vores gæster. Når det er sagt, vil jeg sige, at der er blevet rykket så hurtigt som vi overhovedet kan på at skaffe nye busser, og nu er vi stort set tilbage på normal busdrift, siger Poul Martin Bonde til TV 2.

- Det har naturligvis skabt en problematik hernede. Der står i vores kontrakt med leverandøren, at der skal leveres sikre busser. Så i første omgang er det fint at tage dem ud, hvis der er mistanke om, at der er problemer. Derefter må vi sætte os ned efter festivalen og snakke med leverandøren.

Smukfest har allerede været i kontakt med P.P. Busser, der ifølge Bonde stiller sig uforstående over for resultatet.

Tjekkene resulterede tidligere på dagen i væsentlig længere ventetid for festivalgæsterne. Poul Martin Bonde forventer, at busdriften er helt oppe at køre igen senest omkring klokken 21.