Normalvægtige konfirmander skal belønnes med 22.000 kroner, mener politiker

Jørgen Winther fortæller, at forslaget ikke er endeligt færdigt. Der er flere ting, som endnu ikke er arbejdet ind i forslaget endnu.

22.000 kroner skattefrit lige ned i lommen, hvis du ikke er overvægtig, når du bliver konfirmeret.

Sådan lyder et forslag fra Venstre-politikeren Jørgen Winther, der er medlem af Region Midtjylland.

- Vi skal lave incitamenter, så det er muligt, at børn får en interesse i at slanke sig eller bevare vægten, siger han til TV 2 Østjylland.

- Hvis en 13-årig knægt får at vide, at han om nogle år får 22.000 kroner, hvis han spiller noget mere fodbold eller tennis og ikke drikker saftevand, så kan forældrene hjælpe ham. Familien kan arbejde sammen for, at drengen får de 22.000 kroner, siger han.

Møder modstand

Forslaget møder modstand fra både politikere og organisationer.

Flemming M. Mortensen, der er sundhedsordfører for Socialdemokratiet, er blandt dem, der ikke mener, at forslaget har gang på jord.

- Det her er børn, der ikke er myndige. Det vil være med til at putte dem i en bås af at være noget særligt og noget negativt i det her samfund. Jeg forstår slet ikke det her forslag, siger han.

Hos Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) møder forslaget også modstand.

- Vi frygter, at det vil ramme skævt socialt og dermed blot styrke de forskelle, der allerede er, skriver Sabine Elm Klinker, som er konstitueret generalsekretær hos LMS, i en mail til TV 2 Østjylland.

Hun bakkes op af Landsforeningen for overvægtige, Adipositasforeningen.

- Ingen mennesker ønsker at være overvægtige, og at stigmatisere børn for fælles skattemidler er så ignorerende over de alvorlige følger, der er for både det enkelte barn, den enkelte voksne og deres pårørende, skriver Bjarne Lynderup til TV 2 Østjylland.

Ekspert: - Kortsigtet effekt

Hans Bonde, der er professor ved Instititut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet, mener ikke, at forslaget vil betyde markante ændringer.

- Det vil overhovedet ikke ændre personens generelle adfærd. Men det vil i et kort øjeblik godt kunne få personen til at ændre sit BMI, siger han til TV 2.

Mathilde Høj Broberg, der er vægttabsmentor, var selv overvægtig, da hun var i konfirmationsalderen. Hun er ikke i tvivl om, at hun ville have sagt ja uden tøven, hvis hun blev tilbudt penge fra kommunen, da hun var 13 år. Hun mener dog ikke, at pengene ville hjælpe på den lange bane.

- Det ligger meget dybere end bare lige at tabe sig lidt, for det kan alle. Men det handler om en livstilsomlægning, og det sker jo ikke bare ved, at du får 22.000, siger hun.

Venstre-politikeren Jørgen Winther fortæller, at hans forslag endnu ikke er færdigudviklet.

Ifølge Sundhedsstyrelsen var 46,8 procent af danskerne overvægtige i 2010. I dag er det over halvdelen af danskerne, der er overvægtige – nemlig 51 procent.