Flere læger kritiserer Retslægerådet

Retslægerådet undervurderer konsekvenserne af pigeomskæring, mener læger.

I foråret fældede Højesteret en dom over et somalisk forældrepar, som havde fået sine to døtre på 8 og 15 år omskåret under en rejse i Afrika.

Under sagen blev Retslægerådet bedt om at vurdere indgrebet. Og den udtalelse får nu flere læger til i Ugeskrift for Læger at kritisere Retslægerådet for at undervurdere de konsekvenser, piger oplever efter omskæring.

Rådet skriver blandt andet, at ”på basis heraf er der ikke umiddelbart nogen fysisk konkret betydning svarende til forventede gener eller smerter ved seksuallivet."

Det har fået Vibeke Næser, der er reservelæge ved Gynækologisk/Obstetrisk Afdeling på Herlev Hospital, til at skrive et debatindlæg i Ugeskrift for Læger.

Hun mener ikke, at udtalelsen fra Retslægerådet er på linje med forskningen.

- Al den evidens, der er på området, siger utvetydigt, at alle former for pigeomskæring indebærer betydelige risici, både seksuelle, fysiske og psykiske. Så derfor mener jeg, at det er problematisk, at retslægerådet i denne sag har udtalt, at man ikke kan forvente fysiske gener efter en type 2b-omskæring, siger Vibeke Næser til TV 2.

Omskæringen af pigerne fra højesteretssagen var af typen 2b. Det vil sige delvis fjernelse af klitoris og de indre skamlæber. Vibeke Næser mener slet ikke, man kan udføre en omskæring af piger, uden det giver problemer.

Dybt skadelige

I udtalelsen har Retslægerådet nogle forbehold med. Rådet skriver: ”Det, at den yderste del af klitoris og en lille del af de små skamlæber mangler, kan medføre nedsat lystfølelse eller nedsat nydelse eller tilfredsstillelse ved samleje,” og ” Det kan ikke afvises, at der kan opstå gener ved eventuel fødsel afhængigt af eventuelle dybereliggende arvæv, selvom arvæv ikke kan konstateres p.t.”

Men Retslægerådets rapport mangler kongruens, mener Vibeke Næser.

- På den ene side siger de helt rigtigt, at de her komplikationer kan opstå. Men på den anden side siger de: ”Vi forventer ikke, at det får fysiske konsekvenser for pigerne.” Og det mener jeg simpelthen ikke man kan sige i forhold til den evidens, der ligger på området, som tyder på, at alle former for pigeomskæringer er dybt skadelige for piger og kvinder, siger hun.

Hun mener nu, det er vigtigt at få sat på dagsordenen, at pigeomskæring er risikofyldt og noget, der skal bekæmpes.

TV 2 har talt med Retslægerådets formand, Bent Ottesen. Men han vil ikke kommentere den konkrete sag.

Formildende omstændigheder

Det somaliske forældrepar blev i Højesteret straffet med halvandet års fængsel for at have ladet deres døtre omskære. Samtidig blev moren, der er somalisk statsborger, idømt betinget udvisning med en prøvetid på to år.

Som formildende omstændigheder fremhævede retten, at omskæringen formentlig blev udført på et sygehus og på en måde, som ifølge Retslægerådet betød, at der var sket en pæn heling uden synligt arvæv. Desuden mente man ikke, at pigerne vil have gener eller smerter forbundet med deres seksualliv som en konsekvens af omskæringen.

En af de læger, der nu kritiserer Retslægerådet i Ugeskrift for Læger, er overlæge på H. C. Andersen Børnehospital ved Odense Universitetshospital Karin Lassen. Hun er ikke enig med retten i, at det skulle være en formildende omstændighed, at omskæringen blev udført på et hospital og derfor er helet pænt.

- Jeg synes, man legaliserer det lidt ved at sige sådan. Omskæring af piger er overgreb på børn, og det er der intet formildende i. Det slås også fast af (Verdenssundhedsorganisationen, red.) WHO, siger hun til ugeskriftet.