Mange turister er skuffede over danske hoteller i varmen

En del turister har ikke forståelse for, at et dyrt hotel ikke kan tilbyde aircondition.

En lang række danske hoteller har oplevet klager fra varme turister, der savner at kunne trække sig tilbage på et nedkølet hotelværelse. Det fortæller hotellerne efter en rundspørge foretaget af TV 2.

For der er faktisk ikke mange danske hoteller, der tilbyder aircondition. Det fortæller brancheorganisationen Horesta.

- Det er et begrænset antal af hoteller i Danmark, der har et fuldt airconditionsystem. Det skyldes først og fremmest, at det her i Danmark er få uger om året, der er brug for det. Dertil er der store omkostninger ved at installere aircondition. Særligt i ældre bygninger, siger medlemschefen hos Horesta, Nadeem Wasi.

Har indkøbt blæsere til kamp mod varmen

TV 2 har lavet rundringningen til otte danske hoteller. Ud af de otte hoteller fortæller fem af dem, at de på forskellige måder arbejder for at imødekomme de skuffede gæster.

To 4-stjernede hoteller vil installere aircondition, så de fra næste år kan tilbyde denne service til gæsterne, og tre 3-stjernede hoteller har indkøbt blæsere.

På Zleep Hotels i Kalundborg har man også indkøbt blæsere for at komme problemet til livs. Og hotelmanageren er ikke bange for, at den manglende aircondition kommer til at gå ud over forretningen. 

- Altså man kan jo læse, inden man booker, at vi ikke har aircondition. Så hvis det er det, man går efter, så må man vælge et andet hotel.

Skuffede hotelgæster

Et af de hoteller, der ikke tilbyder aircondition på værelserne, er det 3-stjernede Hotel Christian den 4.

- Vi har især oplevet, at de amerikanske gæster har været skuffede over, at vi ikke kunne tilbyde aircondition på værelserne, siger Kasper Linnet Jørgensen, der er general manager på hotellet og fortsætter:

- Vi har indkøbt ventilatorer til værelserne, men hvis jeg skulle bygge et helt nyt hotel fra bunden, ville jeg da nok tænke på at installere aircondition.

Også et kendt 4-stjernet hotel i København fortæller om vrede turister. De har mødt en hel del, som ikke har haft forståelse for, at et dyrt hotel ikke kan tilbyde, hvad mange af dem kalder for "en basal service".

Heller ikke på Zleep Hotels i Kalundborg har man installeret aircondition.

- Folk synes simpelthen, det er for varmt. Alt for varmt, fortæller hotelmanager på Zleep Hotels Kalundborg, Hanne Dyremose, som tilføjer, at gæsterne generelt tager situationen pænt. 

- De ved jo godt, at det ikke er os, der har skruet op på 32 grader.

Boom i anmeldelser

Inde på websiden Tripadvisor, hvor turister anmelder hoteller og restauranter, viser en opgørelse, at aircondition i den grad fylder i brugernes anmeldelser. De seneste fire uger har 90 personer anmeldt hotellet Copenhagen Admiral Hotel.

Ud af de 90 anmeldelser handler 42 af dem om manglende aircondition eller "meget varme værelser".

- Hotellet er som sådan ok. Men det er alt overskyggende, at der ikke er A/C på værelserne. 30 grader er meget vanskeligt at sove i. Åbner man vinduet, så er larmen fra havnebadet og gaden voldsomt generende, skriver brugeren 'Niels T' eksempelvis i sin anmeldelse.

Sammenligner man med anmeldelser fra samme periode i 2017, hvor antallet af klager over manglende aircondition lå på 17 ud af 68 anmeldelser, er antallet steget fra 25 procent til 47 procent. Altså en stigning på 22 procentpoint.

Samme billede går igen i en række andre hotellers anmeldelser.

Ikke alle brokker sig over varme hotelværelser

Tilbage hos Zleep Hotels i Kalundborg har temperaturen på hotelværelserne de seneste dage sneget sig op på omkring 27 til 30 grader.

Selvom de overnattende gæster var hurtige til at få fingrene i en af de indkøbte blæsere, da der var "ulidelig varmt i hele hotellet", som hollandske Hans Hesseling fortæller, så overlever de.

- Det er okay. Så længe vi kan svømme, går det, tilføjer Hans Hesselings hustru, Selma Van Soest.

Hans Hesseling og Selma van Soest nyder den danske sommer på Zleep Hotels Kalundborg.
Hans Hesseling og Selma van Soest nyder den danske sommer på Zleep Hotels Kalundborg. Foto: TV 2

Det hollandske par forstår dog godt de kritiske anmeldelser om for varme hotelværelser.

- I Holland er vi ikke vant til at have aircondition mange steder. Men hvis man er vant til det, mangler man det. Det gør vi ikke, siger Selma van Soest.

- Det her (vejret, red.) er ikke normalt. Man bliver nødt til at tilpasse sig, tilføjer Hans Hesseling.

Inge-Lise Mølbæks hotelværelse har ikke noget aircondition, men det gør ikke noget.

Inge-Lise Mølbæk, som også er gæst på Zleep Hotels i Kalundborg, lader heller ikke værelser uden aircondition påvirke hendes ophold. Hun ankom til hotellet mandag, men selvom værelset ikke har aircondition, gør det ikke noget.

- Nu er vi jo i Danmark, så jeg regnede ikke med, at der var aircondition. Men man kunne godt tænke sig det, når vi har den her sommer, men vi klarer det, siger hun til TV 2.