Flere tyverier i varebiler - se om dit område er ramt

Dansk Byggeri vil nu tilbyde medlemmerne en sikkerhedspakke, hvor indholdet i varebilerne dna-mærkes. Se kortet nederst.

Antallet af tyverier fra varebiler og byggepladser stiger. Det viser tal, som Dansk Byggeri har fået fra Rigspolitiet.

Anmeldelser på byggepladser er steget med 11 procent fra første kvartal sidste år til første kvartal i år. 

Ifølge Dansk Byggeri bliver der stjålet værktøj og byggematerialer for omkring en halv milliard kroner årligt.

Vil løse problemet

I samme periode er der anmeldt fire procent flere tyverier fra varebiler, men ifølge Dansk Byggeri er nogle områder i landet særligt hårdt ramt. Se kortet her:

Se om antallet af indbrud i varebiler er steget i dit område

Dansk Byggeri vil nu gøre noget ved problemet:

- Vi har slået os sammen med et forsikringsselskab og en sikkerhedsrådgiver og tilbyder vores medlemmer en sikkerhedspakke, som vi kalder 'Stop tyven', siger Michael H. Nielsen, Direktør i Dansk Byggeri.

- Det betyder, at vi dna-mærker de ting, der er i en varebil, indbygger en gps i boremaskinen eller skæremaskinen - altså noget af det dyre værktøj, der er i en varebil - så vi kan spore de ting, der bliver stjålet. Det håber vi vil få tyvene til at overveje, om det kan betale sig at begå indbrud i bilerne.

VVS'er udsat for tre indbrud på to måneder

Selvom antallet af indbrud i varebiler i Københavnsområdet ikke er steget det seneste år, er det stadig en del højere end i resten af landet. 

Den høje risiko for indbrud har blandt andre haft konsekvenser for VVS'er Søren Frederiksen. Alene i august og september måned sidste år blev han udsat for tre indbrud i sine varebiler - og det har kostet ham dyrt: 

- Med skader på biler, aflyste opgaver og stjålet værktøj og byggematerialer har jeg mistet for omkring 900.000 kroner, siger han.

Heraf dækker forsikringen en del, men Søren Frederiksen estimerer, at tyverierne har kostet ham cirka 300.000 kroner.

- For så står svenden og har ikke en bil i to-tre dage, udover at han ikke har noget værktøj, mens jeg bare betaler hans løn. Og så må jeg aflyse og flytte aftaler med kunder, der har taget fri, fordi vi skulle komme. Det er en rigtig skidt situation.

Efter striben af indbrud sidste år har Søren Frederiksen brugt 150.000 kroner på at dna-mærke sit værktøj og installere overvågning på firmaadressen. Men det er heller ikke en nem og hurtig løsning.

- Jeg vil tro, at vi har brugt 400-500 timer på at registrere og dna-mærke vores værktøj.