Sommervejret tiltrækker rekordmange lystbåde i de danske havne

16x9

Antallet af overnattende gæster i de danske lystbådehavne er steget med 40 procent fra sidste år til i år.

Det danske sommervejr skaber trafik i landets lystbådehavne. Flere vælger at udnytte de høje plusgrader og tager en tur på havet, og det kan ses på antallet af besøgende rundt i havnene.

I maj sidste år blev der registreret 71.555 overnatninger i de danske havne, og i år er det tal steget med over 40 procent til 101.635.

En af dem, der er på besøg rundt i landet med sin sejlbåd, er Andreas Mehr.

- Det kunne ikke være meget bedre. Der er ikke rigtig nogen skyer. Der er klar sol og lidt luft. Så det er dejligt at være ude i dag, siger han.

Han har været rundt i de danske havne sammen med familien og er nu nået til Kerteminde Havn på Fyn. Alene i de fynske havne har man oplevet 10.000 flere gæster i år sammenlignet med sidste år.

- Det betyder utrolig meget. Det betyder, at vores egne fastliggere kommer ud at sejle og besøger andre havne, og så får vi besøg af mange overnattende gæster, fortæller driftsleder på Kerteminde Havn, Jimmy Pedersen.

Og det er ikke kun danskere, der sejler rundt i de danske farvande. Jimmy Pedersen har også observeret gæster fra Norge, Sverige og Tyskland.

Folk skal komme igen

På Kerteminde Havn byder Ketty Krogh og Beth Martinussen de sejlende gæster velkommen. De kommer fra en organisation ved navn Turismens Venner.

- Når sejlerne kommer et par dage, giver vi dem information om, hvad de kan foretage sig, mens de er her, fortæller Ketty Krogh fra organisationen.

Turismens Venner går rundt med en trækvogn og uddeler flyers til havnens gæster.
Turismens Venner går rundt med en trækvogn og uddeler flyers til havnens gæster. Foto: TV 2

Og det er der en skjult bagtanke med.

- Vi håber, de kan opleve en masse på kort tid, så de kommer igen, lyder det fra kollegaen Beth Martinussen.

Hvis turisterne skal komme igen, afhænger det specielt af, at det gode vejr kommer igen næste år.

- Jeg håber på en fremgang, men det afhænger af, at man får gjort båden klar i foråret, og at vejret bliver godt, siger Jimmy Pedersen.

De indtil videre 41 sommerdage i Danmark har givet Andreas Mehr blod på tanden. Han vil tage duelighedstegn, så han selv kan styre sejlbåden og ikke behøver at overlade roret til sin far.