Flere danske virksomheder indfører totalt rygeforbud

Hver niende private danske virksomhed går skridtet længere end rygeloven, viser ny undersøgelse.

Det er langt fra alle danske private virksomheder, der tillader deres ansatte at ryge i arbejdstiden. 

En undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at 12 procent af 500 adspurgte virksomheder er begyndt at indføre røgfri arbejdstid. Det svarer til, at hver niende danske virksomhed har totalt rygeforbud. 

Ansatte på disse arbejdspladser må hverken ryge indendørs eller udendørs, også selv om de opholder sig udenfor virksomhedens matrikel. For eksempel er det på arbejdspladsen også forbudt at tænde en cigaret, hvis man er ude at køre i bil eller på kundebesøg. 

- Det her er noget, der er sket på frivillig basis ude i hver enkelt virksomhed. Det er ikke noget, som vi eller lovgivningen har besluttet, siger Katrina Feilberg, som er sundhedspolitisk fagchef i Dansk Erhverv, til TV 2.

- Set ud fra et sundhedspolitisk perspektiv er det en god idé at nogle virksomheder går foran. Vi ved alle sammen, at rygning er usundt, så det er meget positivt, fortsætter hun.

Går længere end rygeloven

At hver niende private danske virksomhed har indført røgfri arbejdstid betyder samtidig, at de er gået længere end rygeloven tilsiger for at forhindre rygning på arbejdspladsen.

93 procent af virksomhederne har forbudt rygning indendørs, mens et fåtal stadig tillader, at man må ryge inden døre, især i afmærkede områder. 

Halvdelen af virksomhederne har aftaler med deres ansatte om, hvornår de må ryge i løbet af arbejdsdagen, mens den resterende halvdel tillader rygerne at ryge, når de vil.

Hovedparten af virksomhederne begrunder dette med, at de ser rygning som en privat sag, som virksomhederne ikke bør blande sig i, så længe de lever op til de gældende regler, lyder det i undersøgelsen fra Dansk Erhverv.

- Selvfølgelig skal der være plads til individuelle friheder for medarbejderne, og det er der også i langt de fleste virksomheder. Det vigtigste er, at der er en kendt rygepolitik i virksomheden, der har været drøftet, og som alle kender til, og som man så kan diskutere på hver enkelt arbejdsplads, siger Katrina Feilberg fra Dansk Erhverv.

Kampagne rettet mod gymnasier og kommuner

Den nye undersøgelse viser, at virksomhederne herhjemme går i den rigtige retning, når det handler om rygepolitikken.

Det mener Niels Them Kjær, som er projektchef i Kræftens Bekæmpelse.

- Det her handler om mere end blot at beskytte folk mod rygning på deres arbejdsplads. Det handler også om at få flere til at leve sundere og holde op med at ryge, siger Niels Them Kjær til TV 2.

Han mener også, at man fordel kan sætte ind med lignende løsninger i de brancher, hvor det giver bedst mening.

- Det kunne eksempelvis være i detailhandlen, hvor op mod halvdelen af de ansatte er under 18 år, siger Niels Them Kjær,

Kræftens Bekæmpelse har netop en ambition om et røgfrit Danmark i 2030, hvor ingen børn og unge ryger, og hvor færre end fem procent af den voksne befolkning ryger.

En kampagne med navnet 'Røgfri Fremtid' forsøger netop nu at ramme både gymnasier, kommuner og supermarkedskæder og skal med tiden føre til, at et totalt røgforbud indføres flere steder, end tilfældet er nu. 

Forbud på vej på folkeskoler

Også på folkeskoler i København kan et forbud mod at ryge være på vej. 

Det ventes, at Københavns Rådhus senere på sommeren vedtager et forslag, der vil betyde, at ingen skoleelever på de københavnske folkeskoler fra nytår må ryge i skoletiden.

Forslaget kommer fra børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) og skal være den markante indsats, der endeligt får begrænset antallet af unge, som begynder at ryge. 

- Rygning er ekstremt sundhedsskadeligt, og derfor skal skolerne være røgfrie i hele skoletiden.

- Vi ved, at de unge påvirker hinanden til at ryge, og alt for mange unge begynder at ryge. Vi ser, at unge i frikvarteret går over på den anden siden af gaden for at ryge, ned til bageren eller bag buslæskuret, siger Jesper Christensen i en pressemeddelelse. 

Det har indtil nu været valgfrit for skolerne i København, om de vil indføre en total røgfri skoletid.

En undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse sidste år viser, at 82 procent af eleverne i grundskolen synes, at det er en god idé at gøre skoletiden røgfri.