Handikappet glemt i to døgn uden mad og drikke

16x9
To handikappede beboere er blevet glemt i henholdsvis to døgn og otte timer på bosteder under den private bostedskæde Habitus. Foto: Scanpix

Privat bostedskæde glemte to handikappede. Den ene blev fundet med trykmærker i sin seng efter to døgn.

To handikappede beboere er blevet glemt i henholdsvis to døgn og otte timer på bosteder under den private bostedskæde Habitus.

I tiden, hvor de var alene, fik de ikke mad, drikke og medicin, skriver Socialtilsyn Hovedstaden i en rapport, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i.

Forglemmelsen af beboerne, der af Socialtilsyn Hovedstaden beskrives som værende på et tidligt udviklingstrin, er alvorlig, påpeger Eva Naur, lektor i socialret på Aarhus Universitet.

- Det er simpelthen så groft et svigt, at jeg har svært ved at finde ord for det. Det er klart, at det er fuldstændigt i strid med omsorgspligten at have beboere, man glemmer, og som er helt uden kontakt med medarbejderne i flere timer og dage uden at få mad eller medicin. Det er helt uhørt. Her er vi langt, langt uden for lovens rammer for acceptabel adfærd i pleje- og omsorgssektoren, siger hun.

Skyldes en "intern kommunikationsfejl"

Fagbladet FOA har fået aktindsigt i redegørelserne fra Habitus til de to anbringende kommuner, Lyngby-Taarbæk Kommune og Gladsaxe Kommune.

I redegørelsen fra ledelsen på det ene bosted, HabitusHuset Danshøj, til Lyngby-Taarbæk Kommune, står der, at de ansatte på grund af en “intern kommunikationsfejl” antog, at den handikappede mandlige beboere var på weekendbesøg hos sine forældre. Derfor fik han lov til at ligge alene i sin seng fra fredag aften klokken 21:15 til søndag.

Søndag morgen opdagede beboerens faste personale, at beboeren lå i sin seng. Han blev tilset af en sygeplejerske, der fandt røde mærker på hans overkrop, som hun vurderede skyldtes tryk fra det lange ophold i sengen.

I redegørelsen fra det andet bosted, HabitusHuset Ny Mårumvej, til Gladsaxe Kommune skriver bostedet, at de troede, der var en medarbejder hos beboeren fra morgenstunden. Først klokken 17:30 opdagede de, at det ikke var tilfældet. Begge forglemmelserne er sket i sommeren 2017.

Landsforening kalder det bekymrende

De to handikappede, der er blevet glemt, har ifølge tilsynsrapporten fra Socialtilsyn Hovedstaden en personalenormering på en til en. Det vil sige, at der i dagtimerne altid bør være personale omkring dem.

Fagbladet FOA har forelagt tilsynsrapporten og de to redegørelser for Landsforeningen LEV, der er talerør for de udviklingshæmmede og deres pårørende. Her undrer man sig over, hvordan det kunne lade sig gøre at glemme borgere to gange inden for kort tid.

- Det er bekymrende, at de har glemt beboere to gange, og det altså ikke bare er et enkeltstående tilfælde, siger Thomas Gruber, politisk konsulent i LEV.

Direktør i Habitus Martin Godske skriver i en mail til Fagbladet FOA, at han tager svigtet af de to handikappede alvorligt.

- Det var et alvorligt svigt, det der skete for cirka et år siden, og konsekvenserne blev draget på ledelsesniveauet. Vi har beklaget over for de to beboere og deres pårørende, skriver Martin Godske.