Mand tirrede løver i Odense Zoo med livet som indsats

En mand, der ikke er blevet identificeret, kravlede søndag op på et løvehegn i Odense Zoo. Det var med livet som indsats, mener Zoo-direktør.

En stor gruppe voksne og børn, der tilbragte dagen i Odense Zoo, blev mødt af et usædvanligt syn søndag eftermiddag.

Kort før klokken 13.30 sprang en ukendt mand iført cowboyshorts og med en tatoveret bar mave op på hegnet til løveburet.

Det oplyser Lars Fredensborg, der er vagtchef ved Fyns Politi. Manden kom løbende fra Å-stien, der løber gennem Odense Zoo.

Kastede pølser ind til løverne

Her kravlede han over hegnet og ind til løveområdet, så det eneste, der adskilte ham fra dyrene, var et hegn. Men det holdt ikke manden tilbage.

- Det klatrer han op på, og så begynder han ellers at smide pølser ned til løverne.

- De bliver selvfølgelig meget ophidsede og begynder at hoppe op ad hegnet og har måske ramt manden med en af deres poter eller klør, siger vagtchefen.

Kort tid efter kravler manden ned for øjnene af de mange chokerede tilskuere og løber væk igen ad samme vej, som han var ankommet fra.

Zoo-direktør rystet

Odense Zoo's direktør, Nina Collatz Christensen, er ifølge Fyens.dk rystet over, at nogen kan finde på at krydse et hegn for at komme ind til så farlige dyr som løver. Og da løverne, ifølge hende, formentlig ville være gået efter manden som et levende bytte frem for det, der blev kastet ind til dem, var det også med livet som indsats.

Til Fyens.dk siger hun: 

- Det er skræmmende, at man kan finde på sådan noget. Vi er jo ikke et Fort Knox og kan aldrig forhindre 100 procent, at folk kommer ind. Men at kravle ind til løverne er for tosset, siger Nina Collatz Christensen.

Gerningsmand væk

Men selv om dyrene var nok så interesserede i både manden og de pølser, som han havde medbragt, fik de ikke mulighed for at sætte tænderne i hverken det ene eller det andet.

- Heldigvis er der en dyrepasser, der er rimelig tæt på og reagerer hurtigt og får løverne ind i deres hule og væk fra de pølser, siger Lars Fredensborg.

Ifølge ham var det heldigt, at løvernes opmærksomhed blev afledt, da man ikke vidste, hvad der var i pølserne, som måske kunne indeholde bedøvelse.

Manden, der kravlede over hegnet, er pist væk, lyder meldingen søndag aften.

Ingen efterlysning

TV 2 har søndag aften været i kontakt med Fyns Politi for at spørge ind til efterforskningen, men politiet er dog meget fåmælte om sagen.

- Vi har ikke nogen efterlysning på manden, da vi ikke har noget navn og kun et signalement af personen, siger Lars Fredensborg, der er vagtchef ved Fyns Politi.

Han oplyser, at politiet mandag vil fortsætte efterforskningen af episoden.