Svensk mand lokkede dansk IS-kriger i fælde: - Hans øjne strålede, mens jeg løj ham lige op i ansigtet

16x9
Svenske Jesper Söder har i tre år kæmpet mod Islamisk Stat i Syrien. Foto: Privatfoto

Jesper Söder har siden 2015 været frivillig i det kurdiske YGP, som kæmper mod Islamisk Stat. Han er skyld i, at danske Ömer Kücükavci er fængslet.

Jesper
I will ask a question. A simple one. Just need a honest answer.
are you a member of Daesh?
Ömer
I was

I foråret 2017 modtog Jesper Söder en besked fra IS-kriger Ömer Kücükavci, som er født i Herlev og opvokset i Albertslund, og som siden august 2015 har kæmpet som IS-kriger i Syrien.

- Jeg vil have min familie og mig selv ud. Kan jeg stole på YPG?

Ömer Kücükavci, der er tyrkisk statsborger, havde et inderligt ønske om at slippe væk fra terrororganisationen Islamisk Stat, som han selv var en del af. De var presset i bund af blandt andre de kurdiske YPG-styrker, som Jesper Söder arbejdede for, og nu ville IS have alle sine soldater til frontlinjen. Selv de sårede.

Terrorgruppen Islamisk Stat (IS) var ikke længere det, Ömer Kücükavci troede, det ville være.

Derfor gik han til fjenden, Jesper Söder, som han havde hørt, kunne hjælpe ham og hans kone ud.

Fik til opgave at snyde IS-afhoppere

Svenske Jesper Söder er 27 år og lærer, men siden 2015 har han været frivillig i det kurdiske YPG, som kæmper mod IS i Syrien.

I medierne havde han set, hvilke uhyrligheder terroristerne udsatte mennesker for, og han følte, at han måtte gøre noget, fortæller han.

Derfor rejste han som 24-årig til Syrien for at få job i en flygtningelejr eller på et hospital – bare det nødhjælpsjob, der gav mening. Men i stedet overtalte en ven ham til at blive en del af YPG. De var de mest effektive, lød det.

- Jeg overvejede det i fire-fem måneder, og fik så stukket en kalashnikov og granater i hænderne, og startede som fodsoldat for kurderne i kampen mod Islamisk Stat, siger Jesper Söder til TV 2.

YPG

YPG er en kurdisk militær organisation, som udgør den primære del af Syrian Democratic Forces, som har været koalitionens nærmeste allierede i krigen mod Islamisk Stat.

Selvstyret er ikke officielt internationalt anerkendt, men området i Nordsyrien fik de facto selvstyre, da den syriske regering trak sig ud af området under borgerkrigens begyndelse.

Krigen mod Islamisk Stat i Nordsyrien er koordineret i sammenspil mellem den vestlige koalition, selvstyret og SDF.

Men lidt efter lidt ændrede ”jobbeskrivelsen” sig, og han fik i stedet til opgave at etablere kontakt til potentielle afhoppere fra Islamisk Stat gennem sociale medier.

Jesper Söder skulle lokke dem til at tro, at han ville hjælpe dem over grænsen til Tyrkiet, og så skulle han slå til.

- Jeg skulle snyde alle, der kontaktede mig, og så skulle jeg lokke så meget ud af dem som muligt. Jeg tror på, at den bedste måde at bekæmpe IS på, er ved at tage dem i live. For de har informationer om de folk, de har talt med i Europa, og de er en trussel mod vores sikkerhed, siger han.

Det vidste Ömer Kücükavci dog ingenting om, da han via Twitter tog kontakt til sin skandinaviske 'ven' i april sidste år.

Første dialog mellem Ömer og Jesper

I beskeden spurgte Ömer Kücükavci, om Jesper Söder kunne redde ham og hans kone, der også er fra Danmark, og som havde sluttet sig til ham i 2016.

Du kan se den indledende korrespondance nedenfor:

Ömer
Jesper do u have a whatsapp acount ot telegram asap..? Answer as fast as possible
Jesper
And who are you?!
Im in the area where u are fighting against
And?
I have some questions for you
Well I dont give away my whatsapp or telegram or anything to strangers. Im sorry. You will need to explain good reasons for it
I want to bring my family and myself out can I trust ypg?
Well then I need you to be honest with me.
Honest for what
I will ask a question. A simple one. Just need a honest answer.
Are you a member of Daesh?
I was

Herefter fortsatte samtalen på whatsapp, og den har TV 2 fået indsigt i.

Ömer Kücükavci sendte koordinater på, hvor de var, et billede af sin kones kørekort, og hans egen sygesikring, ligesom han sendte et foto af sig selv.

I Syrien havde han fået groet et stort fuldskæg:

Ömer Kücükavci sendte dette billede af sig selv.
Ömer Kücükavci sendte dette billede af sig selv. Foto: Privatfoto / TV 2

Billederne skulle bruges til at lave falske id, forklarede Jesper Söder. Men i virkeligheden blev de sendt videre til europæiske myndigheder, der ønskede at blive klogere på den danske IS-kriger.

Kys på kinden og kram

Cirka 14 dage efter den første kontakt med Ömer Kücükavci blev Jesper Söder ringet op.

YPG-kollegerne ved fronten havde som aftalt fået besøg af danske Ömer Kücükavci og hans kone, og de havde kørt dem til en gymnastiksal på en nedlagt skole, hvor Jesper Söder kunne møde dem.

Ömer Kücükavci sprang op, da svenskeren kom ind, fortæller Jesper Söder:

- Jeg kunne se glæden i hans øjne, da jeg trådte ind og sagde hej. Han sprang op og ville kysse mig på kinden og kramme mig, men der måtte jeg på svensk sige, at det kunne han ikke, for der stod jo kurdiske styrker og betragtede os, siger han.

I stedet gav de hånd.

Jeg sagde til ham, at vi ville køre til Tyrkiet, men det var bullshit

Jesper Söder

Jesper Söder fortæller, at de sad og talte sammen i 10 minutter, før de satte sig ind i bilen og kørte nordpå.

- Han så afslappet ud - som om han endelig følte sig fri. Det ser du ikke normalt på krigere fra Vesten, så jeg tror på ham, når han siger, at han virkelig vil ud af Islamisk Stat, siger Jesper Söder.

Men det skulle ikke gå helt, som det danske par ville.

En rar kriger

På vej mod den endelige destination, kørte de forbi et marked, hvor de drak sodavand og spiste lidt slik. Jo mere tillid, jo bedre, tænkte Jesper Söder.

På stoppet fik han også lejlighed til at spørge Ömer Kücükavci ind til, hvorfor han var draget i hellig krig.

Ligesom Ömer Kücükavci har sagt i et interview til TV 2, fortalte han den svenske YPG-officer, at han fortrød, fordi IS ikke var, hvad han havde regnet med.

- Jeg har mere end fortrudt det. Det er derfor, jeg beder om, at I giver mig en chance og tilgiver mig, og jeg vil komme tilbage til mit land, mit liv, mit hjem, siger han i et interview med TV 2.

Syrienkriger fra Danmark: Jeg fortryder Video: Jonas H. R. Moestrup

Jesper Söder fortæller, at han har mødt mange IS-medlemmer, men danskeren virkede ikke som en fjende:

- Jeg tror, han har fået en åbenbaring efter at have været i Islamisk Stat. Jeg tror, det er gået op for ham, at han var hjernevasket. Det føltes sådan, da jeg talte med ham, men det kan sevlvfølgelig være, han snyder mig, siger Jesper Söder, der mener, at Ömer Kücükavci fortjener en straf.

- Jeg snød ham. Det var bullshit

Efter cirka to en halv times køretur endte de et hemmeligt sted i det kurdiske selvstyreområde. Jesper Söder bad de to danskere om at vente i bilen, og så gik han over til sit kontor.

Han så dem aldrig siden.

Da Jesper Söder gik, overtog nogle af hans YPG-kolleger, som førte Ömer Kücükavci og hans kone over i en lagerbygning, hvor de holdt andre IS-fanger. Her blev de forhørt i to dage, inden de blev kørt til et fængsel, siger svenskeren.

- Jeg snød ham. Hans øjne strålede, mens jeg løj ham lige op i ansigtet, siger Jesper Söder i dag til TV 2.

- Jeg sagde til ham, at vi ville køre til Tyrkiet, men det var bullshit. Jeg synes virkelig, at de fortjener en straf.

Jesper Söder er i dag tilbage i Sverige.
Jesper Söder er i dag tilbage i Sverige. Foto: Privatfoto

Politikere afviser af hjælpe

I dag sidder Ömer Kücükavci i fængsel på 13. måned, og i dokumentaren ’Fanget i Syrien’ fremsætter han en bøn til Danmark om at tage ham hjem.

Det nægter et flertal af politikerne dog - blandt andet fordi Ömer Kücükavci har et tyrkisk pas.

- Han er endt dernede, fordi han er draget i krig for Islamisk Stat, og vi har altså ingen forpligtelser over for sådan en person. Han må bare blive, hvor han er, og så må han jo ærgre sig over det. Længere er den ikke, siger Peter Kofod, der er retsordfører hos Dansk Folkeparti.

Samme holdning har Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Jesper Söder vurderer ikke Ömer Kücükavci som farlig, men han synes heller ikke, han skal hjem til Skandinavien.

- Jeg synes ikke, han skal hjem til Danmark, for jeg kan ikke lide Islamisk Stat. Jeg hader dem. Personligt tror jeg ikke, at han udgør en trussel for Danmark, men jeg kan ikke vide det med sikkerhed. Han har været en del af en terrororganisation, og han har kæmpet, og jeg mener, han fortjener en straf.

Jesper Söder: Jeg bliver selv set som en terrorist

Den tyrkiske regering, som kurderne er i krig med, betragter YPG som en terrorgruppe, men det mener Jesper Söder ikke, det er.

- Jeg er selv en terrorist set med Tyrkiets briller, men jeg ser ikke YPG som terrorister overhovedet. Jeg har levet med dem, og jeg har set, hvad de har ofret, og hvad de har etableret. Uden YPG ville Islamisk Stat have vundet i Syrien.

- Hvis IS lykkes med at lave deres kalifat, er det kun begyndelsen på enden. De ville vokse, og så er jeg 100 procent sikker på, at vi ville have set flere terrorangreb i Europa, siger han.

Jesper Söder er nu tilbage i Sverige, og han har ikke planer om at tage til Syrien igen foreløbig. Tre år ved fronten var nok.

- Jeg er bare menneske, og jeg skal også tænke på mit liv. Jeg håber, at jeg har gjort en forskel, for jeg mener, det er bedre at sætte folk i fængsel end at dræbe dem.

Svenskeren fortæller, at han har haft kontakt med omkring 30 personer fra Islamisk Stat, mens han har arbejdet i Syrien.