Så farlig kan grillen være i den danske tørke

En gnist fra varme kul kan på kort tid blive til en naturbrand. Derfor er der en række forholdsregler, man bør tage i sommervarmen.

De rødglødende gnister flyver dansende op af grillstarteren og spreder sig i alle retninger i luften.

Det er et typisk syn på en sommerdag, hvor forberedelserne til grillmaden er igang, men lige nu udgør de varme kul i metalspanden en overhængende risiko efter uger med høj sol og meget lidt regn i Danmark.

- Selvom det er rigtig hyggeligt at få en grillpølse engang imellem, så er det altså ikke for sjov, at vi har et forbud lige nu, lyder det fra Jesper Hesselberg, som er viceberedskabschef i Midtjysk Brand og Redning.

Seneste melding fra myndighederne er, at al afbrænding fra onsdag er forbudt over hele landet, og flere beredskaber i Midt- og Vestjylland har desuden udvidet sit forbud til også at gælde kulgrill.

Hvad betyder forbuddet?

Et afbrændingsforbud betyder som hovedregel, at al åben ild er forbudt. Afbrænding af bål, haveaffald eller halm er altså forbudt, men i mange kommuner er forbuddet skærpet, så det også omfatter brug af ukrudtsbrændere, rygning i naturen eller forbud mod kulgrill enten i naturen eller også i private haver.

Det er muligt at tjekke, hvad afbrændingsforbuddet omfatter i din kommune på hver enkelt kommunes hjemmeside.

Kilde: Beredskabsstyrelsen

Derfor demonstrerer viceberedskabschefen nu, hvor nemt kulgrillen egentlig kan antænde naturbrande, hvis ikke man ikke tager sine forholdsregler - og hvad man i stedet bør gøre.

Tørt græs og vind er en krudttønde

Jesper Hesselberg holder grillstarteren i en stiv arm over fliserne ved beredskabets område i Silkeborg. 

- Man kan allerede se, at der ligger aske under den, og når man ryster det lidt, drysser der varme kul og gnister, siger han, og peger ned på den den sorte plamage på jorden. 

Det giver næsten sig selv, hvorfor gnisterne udgør en fare: De transporteres let ud af vinden mod det knasttørre græs eller blade rundt omkring i de danske haver, fortæller han.

- Det bliver en krudttønde. 

De seneste uger er beredskabet blevet kaldt ud til adskillige brande forårsaget af personer, der har været uforsigtige med deres kulgrill. Når alt i naturen er så tørt, som det er nu, kan en enkelt lille flamme nemlig sprede sig på få minutter - og det er ikke kun gnisterne, man skal være opmærksom på. 

Kul holder på varmen 

Noget andet er selve kullene. I grillstarteren og på jorden under den bliver det nemlig flere hundrede grader varmt. 

Jesper Hesselberg fra Midtjylland Brand og Redning fortæller, hvor hurtigt varme kul kan sætte ild i tørt græs. Video: Silvie Ulrikke Østebø

Det viser Jesper Hesselberg ved at hælde kullene ud på fliserne. Da han ligger en tot græs på, kommer flammerne til syne med det samme, og indenfor få sekunder ligger det krøllet sammen som en sort, porøs tot på de endnu hvidglødende sten. 

- Vi har også sådan nogle kastevinde i øjeblikket, så det kan også resultere i, at branden spreder sig over stort areal, siger han.

I Silkeborg, hvor han opererer, er kulgrillen helt forbudt, men han anbefaler også, at man er forsigtig andre steder i Danmark - og altid har vand i nærheden til at køle kullene helt ned.

Det oplagte alternativ

Selvom kulgrill er omfattet af forbuddet i dele af Jylland, så er gasgrill stadig tilladt. 

I gasgrillen er flammerne og varmen kontrolleret og den køles hurtigt ned, når bøfferne er færdige med at stege og der slukkes - i modsætning til kulgrillen. 

Direktør i beredskabet Midtjysk Brand og Redning, Klaus Hebsgaard, fortæller, hvorfor kulgrill er forbudt i Silkeborg og Viborg Kommune. Video: Silvie Ulrikke Østebø

Vejrprognoserne viser, at det fortsætter med at være varmt nogle uger endnu. Derfor har beredskabsdirektør i Midtjysk Brand og Redning en sidste anbefaling:

- Vi kan ikke gøre mere forbudt, men vi kan kun opfordre borgerne i Danmark til at passe rigtig meget på, for det bliver ved med at være tørt. Lad være med at smide cigaretter i naturen, efterlade flasker, som kan reflektere solens stråler, eller stille sin grill alle mulige steder, siger Klaus Hebsgaard. 

- Vær særligt agtpågivende i naturen i det hele taget. 

Hvis ikke man gør det, spår han, at beredskaberne får meget travlt den kommende tid.

Forholdsregler når man griller

Godt med vand

Sørg altid for at have vand i nærheden. Vandspand og vandslange er begge to gode muligheder.

Vær opmærksom på underlaget

Stil helst grillen på fliser eller andet solidt materiale, der ikke kan antænde så let.

Hold øje med flyvegnister

Vær opmærksom på, hvad der kan flyve væk fra din grill. Det er ofte gløder, båret af luft, der kan starte en brand, og derfor er det vigtigt at tænke over, hvor du stiller din grill.

Sluk den omhyggeligt

Sluk din grill med vand efter brug og lad den stå og køle ned. Kul, der ikke slukkes, kan let være varme nok til at starte en brand, selvom der er gået 24 timer.