5-årig savnede venner og fik breve fra børn i hele landet - nu har han mødt to af dem

Thor Vindstrup Sørensen følte, der var regnvejr i hans mave, fordi han ikke havde nogle venner. Men så tog hans mor affære.

- Vil du være politimand, når du bliver stor? Jeg vil gerne være fotograf, og jeg vil også være din ven. 

Sådan stod der i et af de knap 200 breve, som de seneste måneder er dumpet ned i postkassen hos 5-årige Thor Vindstrup Sørensen. 

Den lille, lyshårede fyr med infantil autisme har siden lørdag ramt mange danskere lige i hjertet med sin historie og sin kærlighed til politi, farven blå og det at modtage post

For ham er et brev nemlig lig med et venskab. Og venner savner han. Faktisk så meget, at det nogle gange giver ham "regnvejr i maven", at han ikke har nogen. Det fortæller han sin mor i minidokumentaren 'Hvornår får jeg en ven, mor?', der er i øjeblikket er tilgængelig på TV 2 PLAY. 

Han er trist fordi han ikke har nogen venner. Video: Dorthe Løwendahl Bomann

Overrasket i Tivoli

Thor Vindstrup Sørensens diagnose betyder, at han har svært ved at knytte tætte venskaber med andre børn.

Når han leger, har han allerede lagt faste planer for, hvordan det skal foregå. Og han bliver sur, hvis det ikke går, som han har tænkt. Det kan andre børn have svært ved at forstå. 

Men nu har Thor ikke bare fået bunkevis af breve, eller "en million venner", som han kalder dem.

Han har også mødt to af de børn, der har sendt ham et brev, for allerførste gang. Mia Michelsen og Noah Elmeskov på 10 år overraskede ham mandag i 'Go' morgen Danmark'.

Han har autisme, men han er ligesom alle andre, og jeg vil gerne være hans ven

Noah Elmeskov, 10 år 

Thor, hvorfor tror du, de er kommet her i dag?

- Fordi de gerne vil møde mig. Det sagde de i brevet, lød det fra den storsmilende 5-årige, der var iført sin hjemmelavede politiuniform, som han helst vil have på hver dag. 

Her er de breve, som Mia og Noah sendte til Thor. De er begge to vilde med farven blå og politi ligesom Thor.
Her er de breve, som Mia og Noah sendte til Thor. De er begge to vilde med farven blå og politi ligesom Thor. Foto: TV 2

Og Thor ramte plet.

- Vi vil gerne være hans venner. Vi synes, det er sjovt at have mange venner, lød det fra Mia Michelsen, som blev bakket op af Noah: 

- Han har autisme, men han er ligesom alle andre, og jeg vil gerne være hans ven. 

Jeg kan mærke, han er blevet gladere. Det virker ikke længere så håbløst for ham at få en ven

Pernille Vindstrup Sørensen, Thors mor

Sammen fik de alle tre nyheden om, at de skulle bruge resten af dagen på at prøve forlystelser sammen i Tivoli. Og Thor var meget begejstret for udsigten til at skulle lege i det skib og den undervandsbåd, han havde opdaget på vej ind til 'Go' morgen Danmark'-studiet. 

- Det var en god idé, mente Noah Elmeskov. 

- Vi vil gerne være Thors venner, lød det fra Mia Michelsen og Noah Elmeskov, der begge er 10 år gamle.
- Vi vil gerne være Thors venner, lød det fra Mia Michelsen og Noah Elmeskov, der begge er 10 år gamle. Foto: Nordisk Film

Regnbuer og engle i maven

De mange breve væltede ind fra hele landet, fordi Thors mor, Pernille Vindstrup Sørensen, i marts delte et opslag i et forum på Facebook. Her søgte hun folk, der havde lyst til at sende en hilsen til hendes søn. 

En dag kom postbudet med så mange breve, at de ikke kunne være i postkassen. Og det ændrede Thors verden. 

Hvordan føles det i maven, når man får så mange breve?

- Regnbuer! … Og også nogle engle, var svaret nu fra det fem-årige børnehavebarn.

Iblandt de mange tegninger og hilsner har der også gemt sig en invitation til at køre i en politibil og sågar skulderstropper fra en ægte politiuniform, som Thor kunne få syet på sin egen.

Thor Vindstrup Sørensen modtog en pakke fra en mand ved navn Jan, som blandt andet indeholdt distinktioner (skulderstropper, red.) fra en ægte politiuniform. Nu sidder de på Thors uniform.
Thor Vindstrup Sørensen modtog en pakke fra en mand ved navn Jan, som blandt andet indeholdt distinktioner (skulderstropper, red.) fra en ægte politiuniform. Nu sidder de på Thors uniform. Foto: TV 2

Desuden kan Thor se frem til at få besøg af politibilen endnu en gang i løbet af sommerferien. Det og de nye brevvenner har gjort det lidt nemmere at være ham. 

- Jeg kan mærke, han er blevet gladere. Det virker ikke længere så håbløst for ham at få en ven, siger Pernille Vindstrup Sørensen.

Se hele minidokumentaren om Thor på TV 2 PLAY