Politiet: Dødsbrand i campingvogn var en ulykke

16x9
Sådan så der ud i brandtomten lørdag. Foto: Camilla Laursen / TV ØST

I samarbejde med TV Øst

Det var ifølge politiet en ovn, som startede brand i et fortelt til en campingvogn, hvor to personer døde.

Det er politiets vurdering, at der ikke ligger noget kriminelt bag den brand, der den 30. juni kostede to mennesker livet i en campingvogn på Stevns Camping.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, der har undersøgt, hvordan og hvorfor branden startede.

- Undersøgelsen har vist, at branden er startet i et fortelt til campingvognen, hvor der stod en ovn. Ovnen antages at have startet branden.

- De to personer, der blev fundet døde i campingvognen er døde som følge af røg og brand, skriver politiet.

Kriminalteknikere på stedet

De to omkomne et ægtepar i 60-års alderen fra København, skrev TV ØST.

Politiet modtog kort efter midnat en anmeldelse om, at en bil og en campingvogn var brudt i brand på campingpladsen.

- Brandvæsnet får ret hurtigt bekæmpet ilden og slukket branden. Efterfølgende kan vi konstatere, at to personer er afgået ved døden. Vi finder dem liggende inde i campingvognen, sagde vagtchef Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi den morgen.

Politiet mente fra starten at kunne udelukke, at der lå en kriminel handling bag branden.

- Alt tyder på, at der er tale om en tragisk hændelse, hvor en brand i campingvognen har udviklet sig meget kraftigt, og har kostet to personer livet, sagde Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.