Forskere finder sten i Danmark, som kan ændre vores opfattelse af Mars

16x9
Ifølge professor Martin Bizzarro (billedet) er den også 100 millioner år ældre end det ældste materiale, vi har fundet fra Jorden. Foto: Lise Brix, Videnskab.dk

Nye analyser af meteoritten tyder på, at Mars måske havde betingelser for liv længe før Jorden.

En lille grå sten, som ligger i København, har engang siddet fast på overfladen af Mars.

En ny undersøgelse i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature viser, at Mars-meteoritten er rekordgammel, skriver Videnskab.dk.

I det nye studie viser forskere, at Mars-meteoritten indeholder bittesmå krystaller – zirkonkrystaller - som er omkring 4,476 milliarder år gamle.

Dermed slår krystallerne ikke alene rekorden som de ældste stumper af Mars, man hidtil har fundet; de er også omkring 100 millioner år ældre end det ældste materiale, vi kender fra Jorden, påpeger professor Martin Bizzarro.

- Vi havde ikke forventet, at zirkonkrystallerne ville være så gamle, men resultatet er helt tydeligt, siger professor Martin Bizzarro fra Københavns Universitet til Videnskab.dk.

Geolog ved Aarhus Universitet Rasmus Andreasen understreger, at det er unikt, at de rekordgamle zirkonkrystaller i meteoritten er så velbevarede.

- Det er vildt at tænke på, at meteoritten er blevet skudt ud fra Mars, har rejst gennem rummet og er landet her på Jorden. Med sådan en historie bag sig er det fantastisk, at der ikke er sket noget med zirkonkrystallerne, men at de i dag stort set ser ud, som de gjorde, da de blev skabt for 4,5 milliarder år siden, siger Rasmus Andreasen, som forsker i Mars-meteoritter, men ikke har været involveret i det nye studie, til Videnskab.dk.

Giver nyt indblik i forholdene på Mars

Zirkonkrystallernes imponerende alder betyder, at forskerne kan få indblik i, hvordan forholdene var på Mars, da krystallerne blev skabt for 4,476 milliarder år siden.

På dette tidspunkt var vores solsystem fortsat helt ungt. Man mener, at Solen blev skabt for omkring 4,6 milliarder år siden, og herefter begyndte planeterne med tiden at blive dannet.

Oprindeligt var planeterne i vores solsystem kogende varme og ubeboelige, men det nye studie tyder på, at det gik relativt stærkt med at få afkølet planeterne – i hvert fald Mars – og at få dannet en hård skorpe.

- Vores undersøgelse viser, at Mars’ skorpe blev dannet ekstremt hurtigt. Det betyder, at der meget tidligt i Solsystemets historie kan have været oceaner og potentielt set også liv på Mars, siger Martin Bizzarro til Videnskab.dk.

Forskerne konkluderer, at Mars må have haft en skorpe allerede 20 millioner år efter, at Solen var blevet skabt, hvilket er ekstremt hurtigt i forhold til tidligere teorier.