Hver fjerde danske fugleart er truet af udryddelse

Især én ting kan vende udviklingen, mener Dansk Ornitologisk Forening.

Der bliver færre fuglestemmer ude i naturen. Hver ottende fugleart er nemlig truet af udryddelse ifølge den internationale organisation Birdlife. 

Herhjemme er hjejlen og urfuglen blevet udryddet i de seneste år. Men også storken og agerfuglearter såsom viben, agerhønen og sanglærken risikerer at forsvinde inden for de kommende to generationer, skriver Kristeligt Dagblad.

Lærer og viber kvidrer

TV 2 sendte reporter Lennart Sten ud i naturen for at finde ud af, hvor slemt det står til i Danmark. 

Han endte på engene ved Bagsværd Sø, hvor blandt andet lærker og vibers sang kunne høres.

Men andre steder er fuglestemmerne ved at forstumme. Alene i Danmark er en fjerdedel af de danske fuglearter truet. 

- Vi har cirka 200 forskellige fuglearter her i Danmark. Og omkring 300, hvis vi regner dem med, der er på gennemtræk, forklarer Lennart Sten. 

Der mangler plads

Står det til biolog hos Dansk Ornitologisk Forening Knud Flensted så er det især én ting, der mangler. Og det er plads.

- Naturen i Danmark udgør kun omkring 10-15 procent af landskabet. Og kun en lille del af den bliver forvaltet primært for fuglene og naturens skyld. Der er brug for, at vi sætter mere plads af, så en større del af landet bliver afsat til naturen, siger han og forklarer, at fuglelivet er en indikator på naturens tilstand.

Og det, at visse fuglearter er i tilbagegang, er et tegn på, at vi ikke behandler naturen ordentligt. Ikke blot i Danmark, men over hele verden.

- Naturen er i tilbagegang både arealmæssigt og artsmæssigt, siger han.

Og endnu værre står det til for sommerfugle, planter, svampe og insekter, tilføjer Knud Flensted.

Omlæg landbrug til natur

Derfor opfordrer han til, at der bliver lagt en plan for, at en del af landbrugsarealerne bliver taget ud af drift og istedet gradvist omlagt til natur. 

-  Og så skal vi sikre, at der bliver mere urørt skov og mere lysåben natur, hvor for eksempel storke, vadefugle, kobbersnepper, rødben, viber og andre fugle kan trives, siger han.

Og for Dansk Ornitologisk Forening kan det ikke gå hurtigt nok. 

- Jo før, des bedre. Der skal et langt sejt træk til. Måske over 30-40-50 år skal halvdelen af landbrugslandet tages ud af drift, så det omlægges til natur, siger Knud Flensted. 

10 millioner mennesker i Danmark

Han mener ganske enkelt, at det er en nødvendighed. 

- Hvis vi forestiller os, at vi er 10 millioner mennesker i Danmark i løbet af relativt få årtier, så skal vi simpelthen have mere plads. Så må vi intensivere landbrugsdriften på de andre arealer, så vi fortsat kan forsyne os selv med fødevarer. Ingen siger, vi skal forsyne hele verden, men vi må prioritere, så der både bliver plads til landbrug og natur.

Lykkes det, er der også en anden gevinst i sigte, slutter Knud Flensted. 

- Menneskene trives bedst i områder med natur og steder, hvor man kan opleve dyr og planter i den vilde natur.