SE KORTET: Her må du tænde bål i aften - og her er der afbrændingsforbud

Flere steder har man måttet være kreativ for at sikre "bål-stemning" på sankthansdag på lørdag.

Flammernes varme i ansigtet og den knitrende lyd af brændende grene er mange steder bandlyst på sankthansdag.

Efter ugers tørke og kun lidt nedbør er et afbrændingsforbud stadig gældende i 49 af danmarks 98 kommuner. Store dele af Østjylland, Fyn, Østsjælland, Lolland og Falster må derfor aflyse årets sankthansbåle i frygt for, at det kan starte større naturbrande.

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget - flere steder betyder det nemlig ikke, at festen er aflyst. I flere af de afbrændingsforbudsramte kommuner har man blot tænkt ekstra kreativt angående årets fejring.

Her må du tænde bål til sankthans

Mavedans og optimistiske spejdere

I Odense Kommune betyder det, at man har erstattet den klassiske heks af tørre grene og gamle lagener med en storskærm af et ildsted. For at sætte lidt ekstra fut i stemningen har kommunen desuden hyret en danser. 

- Vi sætter en storskærm op med ildsted, og så har vi aftalt med Danmarks måske flotteste mavedanser, at hun i en lift hejses op over skærmen og danser, siger Henrik Kragh fra Odense Kommune til TV 2 Fyn

Uden for landets næststørste by, Aarhus, satser De Blå Spejdere i Brabrand på en vaskeægte heks - også selv om området her officielt er ramt af afbrændingsforbud: 

- Vi aflyser bestemt ikke, og der kommer også bål. Vi regner med at få tilladelse af brandvæsenet til at lave to små bål. Vi skal blot garantere, at vi anvender rigtigt brænde, siger gruppeleder Jesper Kikkenborg Rossel til voresbrabrand.dk.

Falsk ild og "stemningsbål"

Hovedstadsområdet er også ramt af nul-tolerancen over for hekseafbrændinger. Det løser man dog på kreativt vis flere prominente steder.

I Tivoli vil gæsterne nyde godt af et såkaldt "sansebål". Forlystelsesparken afslører ikke for meget ved at skrive, at der indgår røg og lys i oplevelsen ved Tivoli-søen. 

På Ofelia Plads ved Skuespilhuset har man lavet en syv meter høj konstruktion fyldt med LED-lys, der kan styres, så gæster får oplevelsen af at sidde foran et "hæsblæsende bål" udført af lyddesignkollektivet Vertigo, skriver AOK.

Efterfølgende vil Jørgen Leths spoken-word-crew "Vi Sidder Bare Her" optræde inden at samfundsspideren par excellence Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra Den Korte Weekendavis på Radio24syv vil holde båltale. Et falsk bål vil sejle rundt på en pram i vandet og tændes klokken 22.00. 

En overtrædelse af afbrændingsforbuddet vil kunne straffes med bøde.

Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i Danske Beredskaber, vurderer det ifølge Ritzau som stærkt usandsynligt, at der kommer ændringer i antal kommuner med afbrændingsforbud inden lørdag aften.