Regeringen opgiver salg af TV 2

En stor del af TV 2 bliver ikke som ellers ønsket af regeringen solgt ud af statens hænder. Det skriver DR.

Kulturminister Mette Bock (LA) opgiver at sælge en stor del af TV 2 i dette medieforlig efter modstand fra Dansk Folkeparti, det skriver DR.

Torsdag fortalte regeringens støtteparti Dansk Folkeparti, at man ikke ville gå med til, at op mod 40 procent af ejerskabet til TV 2 skulle sælges.

- Det ønsker Dansk Folkeparti ikke, og det må vi så selvfølgelig acceptere, konstaterer kulturministeren efter dagens medieforhandlinger med støttepartiet.

- Man skal aldrig sige aldrig i politik, men det bliver ikke i den her omgang, siger Mette Bock til DR.

Ville sælge til privat aktør

Ønsket har været at sælge en del af TV 2 til en privat aktør, der har skullet tage del i udviklingen af det landsdækkende og statsejede mediehus.

- Det ærgrer mig på borgernes vegne, at vi ikke får en strategisk minoritetsejer ind i TV2.

- En, der har et andet perspektiv på at udvikle sådan en medievirksomhed med public service, troværdigt dansk indhold og investeringer i ny teknologi, kunne have gjort noget godt for TV2, siger Mette Bock til DR.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, siger til Ritzau, at man er glad for kulturministerens beslutning.

- Der er ikke grund til at begynde at ændre ved TV 2, der virker fornuftigt i dag. Der er mange seere, der følger med både på hovedkanalen og på TV 2 News, så vi behøver ikke lave om på det, og det har regeringen så også erkendt, at det er der ikke flertal for, siger han.

Efter at Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, fredag meddelte, at partiet er endegyldigt ude af forhandlingerne om et nyt medieforlig for 2019 til 2023, er det kun regeringen og DF, der nu forhandler.

Enige om besparelser og nedskæringer

DF og regeringen er enige om millionbesparelser i DR, en omlægning af licensen og nedskæringer i Radio24syv. Men der er fortsat knaster, der skiller parterne, fortæller DF's gruppeformand.

- Vi går fortsat efter at sikre, at FM-båndet kan være, hvor det er i dag. At begynde at eksperimentere med det nu, på et tidspunkt hvor mange fortsat ikke bruger DAB, det synes vi, vil være en halsløs gerning.

- Så skal vi selvfølgelig også kigge efter de besparelser, der har været planlagt på TV 2-regionerne, som vi ikke ønsker, siger han.

Hvornår et endeligt medieforlig kan lande er ifølge gruppeformanden endnu uvist.

- Kan det lade sig gøre i den kommende uge, vil det være godt. Kan det ikke lade sig gøre, så må vi tage den der fra, siger Peter Skaarup.