Hjemmelavet ret gav pølseforgiftning - styrelse vil ikke afsløre indholdet

Af hensyn til de involverede vil Fødevarestyrelsen ikke afsløre, hvad den hjemmelavede ret bestod af.

Det var en hjemmelavet ret, der sidste weekend sendte seks mennesker på hospitalet med alvorlig botulisme, også kendt som pølseforgiftning.

Det viser undersøgelser, som Statens Serum Institut og DTU Veterinærinstituttet har lavet for Fødevarestyrelsen, skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse. 

Men Fødevarestyrelsen vil ikke afsløre, hvilken ret der er tale om. 

- Vi mistænker en bestemt, hjemmelavet ret, men nærmere end det kan jeg ikke komme. Der er stadig folk, der ligger syge på hospitalet, og for at værne de involverede, synes vi ikke, at hele Danmark skal vide, hvilken ret det er, siger beredskabschef i Fødevarestyrelsen, Nikolas Hove.

- Det vigtige for os er at understrege, at der ikke er tale om fødevarer til salg i butikkerne. Havde det været tilfældet, var der risiko for, at endnu flere forbrugere kunne blive alvorligt syge. Det er der heldigvis ikke noget, der tyder på, lyder det videre fra beredskabschefen.

Sjældent, at så mange bliver ramt

I alt blev elleve pensionister mellem 65 til 80 år indlagt på sygehuset i Sønderborg med mistanke om madforgiftning. Siden har seks af de elleve fået konstateret pølseforgiftning. To af dem er fortsat indlagt. 

Mandag kunne sygehuset fortælle, at de forgiftede er en gruppe tidligere kollegaer, som spiste sammen. 

- De har symptomer som kvalme og opkast, og nogle af dem har synsforstyrrelser, dobbeltsyn. Det er typiske tegn på madforgiftning. Det kan være tegn på botulisme - eller pølseforgiftning, lød det fra Bjarne Dahler-Eriksen, som er lægefaglig direktør i Sygehus Sønderjylland

Han fortalte videre, at det er sjældent, at så mange får pølseforgiftning på samme tid, og at det er alvorligt, fordi symptomerne i sidste ende kan resultere i, at de ramte får problemer med at trække vejret: 

- Normalt ser man kun et til to tilfælde i Danmark om året, og derfor har vi i dette tilfælde været nødt til at rekvirere modgift i udlandet. 

Pas på mad fra konserves

Botulisme skyldes en bakterie, som findes i jord og dyrs tarmsystemer. Under normale omstændigheder giver bakterien ingen problemer, men hvis den får lov til at vokse uden tilførsel af ilt, kan den danne et kraftigt giftstof. 

Ved den mest almindelige form for botulisme bliver bakterier overført fra mad, der på den ene eller anden måde har været behandlet forkert, fortæller Nikolas Hove fra Fødevarestyrelsen:

- Man skal især være opmærksom på risikoen for pølseforgiftning, når man laver mad med konserves, der bliver varmet op og kølet ned igen hurtigt efter. Det er vigtigt, at maden koges ordentligt op og efterfølgende bliver bevaret tilstrækkeligt afdækket og koldt, siger Nikolas Hove.

I Danmark er der i perioden 1995- 2017 registreret mellem nul og to tilfælde af botulisme om året.