Se billederne: Her er de farlige squishies, der er trukket tilbage

Stofferne i legetøjet kan skade nervesystemet, leveren og et ufødt foster, ligesom det kan irritere øjne og åndedrætsorganer hos børn.

Det populære skumlegetøj 'squishies' bliver nu fjernet fra legetøjsbutikker, fordi det indeholder skadelig kemi.

Det oplyser Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse efter at have undersøgt 12 forskellige udgaver af de storsælgende squishies. Samtidig opfordrer Miljøstyrelsen til, at man bortskaffer alle de squishies, man har i hjemmet, og at man undlader at købe nye.

- Ud fra et forsigtighedshensyn finder vi det mest rigtigt at opfordre forbrugerne til helt at undgå skumlegetøj af typen squishies, indtil der er sikkerhed for, at legetøjet ikke er giftigt, siger kontorchef Magnus Løfstedt fra Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen har undersøgt 12 typer af squishies, der blev analyseret for afgasning af kemiske stoffer, og det viser sig, at samtlige 12 produkter afgav skadelige stoffer i så høje koncentrationer, at det kan medføre en risiko, hvis børn leger med dem i længere tid. 

De undersøgte skumfigurer er ifølge Miljøstyrelsen solgt i de fysiske butikker BR, Føtex, Kvickly, Chao Chao samt via hjemmesiderne Shop Free, www.wish.com og www.squishyshoppen.dk.

Du kan se de 12 squishies, som Miljøstyrelsen har undersøgt, i galleriet:

Det drejer sig om figurerne med produktnavnene:

  1. Orange 'Cat Burger' - to typer er undersøgt
  2. 'Cute Tiger'
  3. 'De utrolige katte med fisk'
  4. 'Donut'
  5. 'Jumbo Sheep'
  6. 'Cute Koala Bjørn Rainbow'
  7. 'Pommes Frites'
  8. 'Ræve Unger'
  9. 'Skildpadde'
  10. 'Vaffelis' - to typer er undersøgt

Afgiver skadelige stoffer, når de bliver pakket ud

Miljøstyrelsen begyndte at undersøge det populære legetøj, der er produceret i Kina, i marts, fordi legetøjet ofte lugtede kemisk og parfumeret. Og det viser sig, at alle de 12 undersøgte skumdyr afgiver høje koncentrationer af stoffet dimethylformaid (DMF), som giver risiko for leverskade og irriterer øjne og åndedrætsorganer hos børn. Stoffet kan desuden skade fosteret hos gravide kvinder.

2 af de 12 undersøgte squishies afgiver stoffer i så høj grad, at der er risiko for skade på nervesystemet – hvor længe risikoen består, efter legetøjet er pakket ud af emballagen, ved Miljøstyrelsen ikke.

1 af de 12 squishies afgiver et kræftfremkaldende stof i så høj en koncentration, at det udgør en risiko, når der bliver målt på legetøjet, kort tid efter at det er blevet pakket ud af emballagen. Efter tre dage er koncentrationen ved dette ene skumdyr faldet, hvorefter der ikke er en risiko.

- Afdampningen af de kemiske stoffer er klart højest, når man åbner dem fra pakken, hvor afdampningen også falder over tid. Så sandsynligheden for, at børn har fået varige mén er lille på det her tidspunkt, siger kontorchef i Miljøstyrelsen Magnus Løfstedt.

Minister blev rasende

Skumlegetøjet, som Miljøstyrelsen har undersøgt, er købt i legetøjsbutikker, danske netbutikker og netbutikker fra lande udenfor EU.

Produkterne er nu ulovlige at sælge i Danmark og i resten af EU, og ifølge Miljøstyrelsen skal legetøjsforhandlere øjeblikkeligt fjerne det ulovlige legetøj fra hylderne.

Og ifølge miljøminister Jakob Ellemann-Jensen skal branchen "tage selv selv grundigt i kraven".

-  Min umiddelbare reaktion var, som jeg tror de fleste andre forældres er, at jeg blev rasende. Vi skal have tillid til, at de ting, vi køber til vores børn, og som vores børn leger med og putter i munden, er i orden, siger han til TV 2.

Stofferne i legetøjet kan skade nervesystemet, leveren og et ufødt foster, ligesom det kan irritere øjne og åndedrætsorganer hos børn.

Du kan få pengene tilbage

TopToy, der ejer BR og Toys'R'Us i Danmark, stoppede allerede tirsdag med at sælge alle squishies-skumprodukter i alle koncernens butikker i hele Norden. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse. Utrygge forældre eller børn, der har købt skumlegetøjet i kæden, kan gå i BR eller Toys'R'Us og få pengene tilbage. Også selvom kvitteringen er smidt væk. Det siger Liselotte Gjerdrum Carlsen, kommunikationsdirektør i Top-Toy, der ejer legetøjskæderne i Danmark.

Også Salling Group, der ejer Føtex, Bilka og Netto, stopper salget af det indtil nu meget populære skumlegetøj.