EU straffer USA med told - det betyder det for os danskere

16x9
Harley-Davidson-motorcykler er blot et af de amerikanske produkter, der vil blive pålagt en gengældelsestold. Foto: Scott Olson / Ritzau Scanpix

Efter beslutningen om "ensidig og urimelig" straftold fra USA træder et europæisk modsvar i kraft den 22. juni.

EU lægger fra fredag den 22. juni gengældelsestold på 25 procent på en række amerikanske varer, skriver EU-Kommissionen i en pressemeddelelse.

Beslutningen om told på nøje udvalgte amerikanske varer blev godkendt torsdag i sidste uge i Bruxelles.

Den blev truffet som svar på den amerikanske præsidents beslutning om nye toldsatser på stål og aluminium.

- Det betyder helt konkret, at det bliver dyrere for de danske forbrugere at købe en række amerikanske varer. Spørgsmålet er så, om vi er villige til at betale 25 procent mere for en Harley-Davidson eller en flaske Jack Daniels. Eller om ikke vi hellere vil vælge et tilsvarende produkt, der er produceret i EU. Vi forventer, at de højere priser vil slå igennem relativt hurtigt, siger Peter Kirkegaard, der er seniorchefkonsulent i Dansk Industri, til TV 2.

- Kommer til at gøre rigtig ondt

Skal gengældelsestolden på de amerikanske varer fjernes igen, kræver det, at USA fjerner de nye toldsatser på stål og aluminium. Og det er ikke et urealistisk scenarie, mener Peter Kirkegaard:

- Vi håber, at det hurtigt går op for dem, at det her kommer til at gøre rigtig ondt. Vi kan allerede se, at antallet af amerikanske virksomheder, der klager over den her beslutning, er stigende. Samtidig er flere amerikanske medier begyndt at skrive om den negative konsekvens af den her straftold. Så mon ikke USA kommer på bedre tanker, når det for alvor begynder at gøre ondt ude i virksomhederne.

EUs handelskommissær, Cecilia Malmström, understreger, at EU ikke selv har valgt at stå i den her position:

- Men den ensidige og urimelige beslutning i USA om at indføre told på stål og aluminium fra EU betyder, at vi intet andet valg har, siger hun.

Motorcykler, jeans og bourbon

EU-kommissæren henviser til de internationale handelsregler i WTO, som man ikke kan overtræde "uden en reaktion fra vores side".

- Det er unødvendigt at sige, men hvis USA fjerner tarifferne, så vil disse tiltag også blive fjernet, siger Malmström.

De omfattede amerikanske produkter er blandt andet Harley-Davidson-motorcykler, Levi's-cowboybukser og bourbon.

Det vil ramme amerikansk eksport til en værdi af 2,8 milliarder euro eller 21 milliarder kroner.

USA's told på europæisk stål og aluminium, der er på henholdsvis 25 og 10 procent, trådte i kraft den 1. juni.

Et udpluk af varer EU vil putte told på