12 ting du skal vide om de giftige squishies - kan mit barn have taget skade?

Hvad skal du gøre som forælder, og kan du få pengene tilbage for dine squishies? Få svar på dine spørgsmål her.

Miljøstyrelsen har undersøgt 12 typer af det populære skumlegetøj 'squishies', hvilket har afsløret skadelige stoffer i så høje koncentrationer, at det kan medføre en risiko, hvis børn leger med dem i længere tid. 

Styrelsen opfordrer derfor til, at man bortskaffer alle de squishies, man har i hjemmet, og at man undlader at købe nye.

- Ud fra et forsigtighedshensyn finder vi det mest rigtigt at opfordre forbrugerne til helt at undgå skumlegetøj af typen squishies, indtil der er sikkerhed for, at legetøjet ikke er giftigt, siger kontorchef Magnus Løfstedt fra Miljøstyrelsen.

Samtidig har flere forhandlere allerede taget det populære legetøj væk fra hylderne, efter de blev gjort opmærksom på problemerne.

- Min umiddelbare reaktion var, sikkert som de fleste andre forældre, at jeg blev rasende. Vi skal kunne have tillid til, at de ting, vores børn leger med og putter i munden, er i orden. Så der er en branche, der skal tage sig selv rigtig grundigt i kraven, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen til TV 2.

Bøder kan nu komme på tale, men hvordan skal du forholde dig som forælder og forbruger?

Herunder har vi samlet 12 spørgsmål, du bør kende svaret på:

FAKTA

Hvad er squishies?

En squishy er en lille skumplastfigur, som børn kan samle på og lege med.

Den kan have alle mulige former – ofte som dyr eller madvarer.

Hvorfor tilbagekaldes de?

Miljøstyrelsen begyndte at undersøge det populære legetøj, fordi skumdyrene ofte lugtede kemisk og parfumeret. Alle 12 undersøgte skumdyr viste sig at afgive høje koncentrationer af stoffet dimethylformaid (DMF).

Der blev også identificeret stofferne styren og toluen.

Hvor farligt er det?

Stofferne kan blandt andet være skadende for forplantningsevnen, kræftfremkaldende, leverskadende, slimhindeirriterende eller øjenirriterende.

De kemiske stoffer afdamper i meget høj grad, når man lige har pakket legetøjet ud af emballagen, men afdampningen falder over tid. Eksempelvis var koncentrationen ved det ene skumdyr faldet efter tre døgn, hvorefter der ikke var en risiko.

Andre typer skader opstår typisk, hvis man er udsat for de kemiske stoffer gennem meget lang tid.

Gælder det alle squishies?

Selvom Miljøstyrelsen kun har undersøgt 12 typer af squishies, har styrelsen ud fra et forsigtighedshensyn valgt at opfodre forbrugerne til helt at undgå skumlegetøj af typen squishies, indtil der er sikkerhed for, at legetøjet ikke er giftigt.

Miljøstyrelsen har undersøgt squishies med følgende produktnavnene:

  1. Orange 'Cat Burger' - to typer er undersøgt
  2. Cute Tiger'
  3. 'De utrolige katte med fisk'
  4. 'Donut'
  5. 'Jumbo Sheep'
  6. 'Cute Koala Bjørn Rainbow'
  7. 'Pommes Frites'
  8. 'Ræve Unger'
  9. 'Skildpadde'
  10. 'Vaffelis' - to typer er undersøgt

Du kan se dem alle ved at klikke på galleriet herunder:

Hvor er de solgt?

De 12 undersøgte skumfigurer er ifølge Miljøstyrelsen solgt i de fysiske butikker BR, Føtex, Kvickly og Chao Chao.

Derudover er nogle solgt via hjemmesiderne 'Shop Free', www.wish.com samt www.squishyshoppen.dk.

FORBRUGERRÅD

Hvad skal jeg gøre med mine børns squishies?

Miljøstyrelsen opfordrer til, at man bortskaffer alle de squishies, man har i hjemmet, og at man undlader at købe nye.

Kan jeg få pengene tilbage?

Når Miljøstyrelsen har erklæret de 12 testede produkter for ulovlige, er der tale om produkter med alvorlige fejl og mangler. Derfor kan du gå i butikken og få pengene retur, hvis du har købt én af de 12 testede squishies. Det oplyser Paula Brammann, juridisk konsulent hos Forbrugerrådet Tænk.

Hvis butikken nægter at give penge retur, skal du henvende dig til Center for Klageløsning.

Top-Toy, der ejer legetøjskæderne BR og Toys'R'Us, har allerede meddelt, at utrygge forældre eller børn, der har købt squishies hos dem, kan gå i butikken og få pengene tilbage. Også selv om kvitteringen er smidt væk.

Har mit barn har taget skade?

Ifølge Miljøstyrelsen er afdampningen af de kemiske stoffer klart højst, når man åbner squishies fra pakken, mens afdampningen falder over tid.

- Så sandsynligheden for, at børn har fået varige mén, er meget lav på det her tidspunkt, siger kontorchef i Miljøstyrelsen Magnus Løfstedt.

Det bedste du kan gøre som forælder, er derfor at fjerne dit barns squishies fra hjemmet.

HVAD NU?

Kan man stadig købe squishies?

Top-Toy, der har BR og Toys'r'Us i Danmark, har allerede indstillet salget af alle squishies i alle koncernens butikker i hele Norden.

Også Salling Group, der ejer Føtex, Bilka og Netto, stopper deres salg af skumlegetøjet.

Var legetøjet ikke testet på forhånd?

Virksomheden Top-Toy oplyser til TV 2, at alle produkter testes, før de kommer i handlen. Nogle produkter tester de selv, og en lang række testes i laboratorier hos tredjeparter, hvor Top-Toy efterfølgende modtager dokumentation for, at legetøjet lever op til lovgivningen.

Det er også tilfældet her, men Miljøstyrelsen har i den konkrete sag lavet en mere omfattende undersøgelse, som har afsløret problemerne.

Skal jeg frygte giftige stoffer i andet legetøj?

Ifølge Miljøstyrelsen er der ikke noget, der tyder på, at vi har et generelt problem med legetøj i Danmark.

Styrelsen henviser til, at de har lavet over 150 kortlægninger af forskellige produkter de seneste 15 år, hvoraf en stor del var legetøj, og den aktuelle sag er et engangstilfælde.

Får sagen nogen konsekvenser?

De 12 produkter, der er testet, bliver nu overdraget til Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, som vil sikre, at produkterne bliver fjernet fra markedet.

Sagen kan politianmeldes, hvis der er tale om grove overtrædelser, og denne vurdering vil Kemikalieinspektionen nu foretage.

Resultaterne af Miljøstyrelsens test bliver desuden sendt til resten af EU, så alle medlemslande bliver opmærksomme på problemet.

***