Vil du gerne stoppe med at ryge? Se her, hvad du skal gøre

16x9
Arkivfoto. Foto: Linda Kastrup / Scanpix Denmark

Skal du tage et plaster på eller downloade en app?

I årevis er danskerne blevet advaret om rygningens skadelige virkninger på kroppen. 

Tre ud af fire danskere, der ryger, ønsker at stoppe, viser tal fra Sundhedsstyrelsen. Det gælder især mænd og kvinder i alderen 25-34 år. 

Men hvad skal man gøre? Og hvad skal man holde nallerne fra, hvis man vil have succes med at blive røgfri? TV 2 har samlet en stribe af de mest anvendte metoder her.

Se her, hvad du skal gøre for at kvitte smøgerne

Rådgivning

Personlig vejledning er en effektiv vej til at kvitte cigaretterne.
Men den bedste effekt får man ved kombinationen af personlig rådgivning og et medicinsk hjælpemiddel. Det viser den erfaring, som Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse har samlet.
Det bedste er den slags medicin, som lægen skal skrive en recept på, men derudover kan man anvende nikotinprodukter som plastre, spray eller tyggegummi. 
Apotekerforeningen oplever, at 30-40 procent bliver røgfri, hvis man kombinerer professionel rådgivning og et nikotinprodukt.
Rådgivningen kan du få hos din læge eller på rygestopkurser over hele landet, som du kan finde på Stopliniens Danmakskort.

Medicin

Der er to receptpligtige midler, der er godkendt til rygeophør på de danske apoteker.
Det er Champix og Zyban. Det er dog ukendt, hvad effekten er, da for eksempel Champix kun er blevet testet i samspil med rådgivning. 
Begge produkter prøver at dulme hjernens trang til eller reaktion på nikotin. Zyban har for eksempel samme virkningsmekaniske som flere antidepressiva.
Begge produkter er godkendt til rygestopbehandling af voksne personer, bortset fra gravide, lyder det fra Sundhedsstyrelsen.

Nikotinprodukter

De mange forskellige nikotinprodukter har en effekt. Men man skal passe på, at man i kampen for at kvitte smøgerne ikke bliver afhængig af dem i stedet.
En masterafhandling fra Institut for Folkesundhed ved Københavns Universitet har vist, at en fjerdedel af dem, der er holdt op med at ryge, stadig bruger nikotinprodukter et år efter.
Dem bør man ellers ikke tage i mere end et halvt år.
En gennemgang af 123 undersøgelser har ifølge eb.dk vist, at næsespray og tyggegummi er det mest effektive, mens plastre er mindst effektive. 

Hypnose

Da rygeloven blev vedtaget i 2007 steg antallet af henvendelser til hypnotisører, hvis man skal tro dagspressen dengang. Det skriver eb.dk
Men der er ikke noget bevis for, at det virker.
En gennemgang af ni undersøgelser foretaget af Sundhedsstyrelsen har vist, at hypnose ikke har nogen selvstændig effekt i forhold til rygeafvænning sammenlignet med andre rygestopmetoder - eller slet ingen behandling.

Akupunktur

En anden alternativ behandlingsform, som mange er glade for, er akupunktur.
Men en gennemgang af 22 undersøgelser foretaget af Sundhedsstyrelsen afslører, at man ikke skal regne med, at nåle kan hjælpe dig af med cigaretterne.
Resultatet viste godt nok, at akupunktur havde større effekt end ingen behandling efter tre måneders opfølgning, men efter seks måneder var den effekt forduftet. 
Der er derfor ingen videnskabelig dokumentation for, at hverken akupunktur eller hypnose er vejen til at smide smøgerne i skraldespanden.

Apps

Der er op til flere apps at vælge imellem, hvis man er fan af den slags rådgivning, der er til at tage med på farten.
For eksempel e-kvit, hvor man modtager beskeder dagligt. I appen finder man desuden øvelser og videoer, og på appens blog kan man udveksle erfaringer om rygestoppet med andre.
E-kvit kan hentes i App Store, Microsoft Store eller på Google Play, og appen er udviklet i et samarbejde mellem Danmarks Apotekerforening, Kræftens Bekæmpelse, Sundhedsstyrelsen og Københavns Kommune.
Derudover er der Xhale, som er rettet mod unge, der ønsker at skodde smøgerne. Det er Kræftens Bekæmpelse, der står bag denne app, som vandt en international pris i 2016.
Som bruger modtager man pushbeskeder eller sms’er hver dag. I appen finder man desuden personlige beskeder, øvelser og videoer, og på bloggen kan man udveksle erfaringer om rygestoppet med andre.
Man har også mulighed for at få hjælp fra en af ambassadørerne eller en rygestoprådgiver.

Kold tyrker

Den nok mest anvendte metode for rygere er den kolde tyrker.
Men de fleste falder i. Om og om igen. Det er kun i omegnen af fem procent, der er røgfri efter et år, viser Sundhedsstyrelsens erfaringer.
Det bedste, man kan gøre for at kvitte smøgerne, er med andre ord at få rådgivning i personlig form eller som app og kombinere det med et produkt, der tager toppen af trangen til en cigaret.